We æ jens i wor wikongelige jertwaarm, jæ so a hower da te we ka komm øwerjens mæ weranner! -De skada å were klår te we æ ka sto te tåls, helet te frej mæ wor lywswilkår ujen indrømls a wor jertgoje lyw somen no blywer o gott å undt. A ratskrywende insitutioner å der traditioner i wor land err æ a ord, næj, for a ord æ jo wor køj som de hersens jertli mensklihe we trower å. Well dafor å umkring wor folkting o jur!
- Kapis?
- Jæ de ka a å!
ADVARSEL*************************************************************
***********************************************************************
I shall not say, that the following expression of faith first and foremost is relevant to a danish audiens - but I am a common danish man by my name, Jens Haarup Mortensen, whom of which is grown up in the enviroment of the danish samefound of mankindly living by heartwarm nature on our earth. And with an ear for the Enlightening Danish Folkthing in its evolvement aswell. Therefrom I speak out of the things I have learned and understood, aswell as out of personal faith at heart - I mean, find worthy to comment on or otherwise state my opinion about, going along with Life of mankindly people on earth.
Ich will nicht nur sagen, dass der folgende aussage von Geist menschliches blut am erstens für der dänen relevant sei – aber Ich bin einen algemeiner Man bei der name, Jens Haarup Mortensen, der in die danische Samfund vom liebliche weise unsere herzliche warme menschlichkeit aufgewachsen ist. Auch damit in prägung des Aufklärende Danishe Volksdinge in seiner auswicklung. – Aus diesem hintergrund spreche Ich über was Ich gelernt und verstanden habe, sogleich aber auch über was Ich aus meinem leibliche Herz wertvoll finde. Ich meine: Was Ich wertvoll höre um es zu kommentieren oder, man wohl sagen kann, irgend anderweise fühle, dass eine meinung mit dem Leben der menchliche Leute auf unsere Erde ihrer bedürfnisse treibt. (…ohne, wider, um - kennst du nicht akkusativ, dann bist du wirklich dumm!!!…)
***********************************************************************
*************************************************************ADLYDELSE
Danmark på dansk
MENNESKE. Goddag, jeg hedder Jens. Jeg sidder og skriver på min computer i et hus, der ligger i Brande. Brande er en by i Jylland og Jylland er en landsdel i landet, Danmark. Ønsker De at vide mere om min person er der på min blogs øvrige sider allerede rig mulighed for at læse og høre, hvad jeg har oplevet og interesseret mig for vidt og bredt gennem livets gang til nu. På denne, nærværende side, skal sagen nemlig handle om Danmark og menneskelivets oplysende og udviklende vej med livet i og omkring det danske land og dets slægter.
BRANDE. I byen Brande er der en Kirke, der er cirka 870 år gammel. Det nærliggende område, oplandet, er et gammelt hedelandskab, der er opdyrket til landbrugsvirksomhed, kvæghold, fårehold og svinebrug. Der har været gravet efter tørv til brændsel i området, der har været gravet efter brunkul til brændsel og der har været gravet efter stabiliserende grus og sand til blandt andet betonvirksomhed. Selve byen, Brande, har udviklet sig som de fleste andre provinsbyer i Danmark på trods af brændslen i helligåndens medierende navn. Der har været slagtere, bagere, skomagere, materialhandlere, kolonialhandlere, hotelvirksomhed, krofætre, købmænd og lignende. Og en del af det er der såmænd stadigvæk. Desuden blev Brande et jernbaneknudepunkt med togtrafik gående mod nord, syd, øst og vest, da landet fik etableret tognetværket. Også den historie og arbejdet omkring togene, banegården, banegårdsrestaurationen, carlsbergdepotet og godstransport hører med til livet i og omkring Brande. Og tøj. - Om det var fordi, den tørre hede førhen mestendels fandtes egnet til fårehold, skal jeg ikke kunne sige, men byen bærer også præg af virksomhed med tøj. Uldjyder lød et øgenavn om os heromkring, da tøjbranchen var på sit højeste og landsbyernes vilde unge så amerikanske films om helvedets engle i læderjakker. Når altså ikke lige de skruede lidt på deres forvoksede knallerter til sød musik af Elvis under indflydelse af tjalderter. I dag er det vist alternativ energi, der er mantraet, men det må stadigvæk gerne lyde så godt, at også vi kan blive moderne og hjælpe til med udbredelsen af helvedets romantiske og dertilhørende bytstatslige fremskridt på jord i navn af social-teknologisk-teknokratisk demokrati med lugtfrie bønder i strid med handelstandens åndeligt efterlignende livsførelse i sit projektørlys af kronragede tøjdukker med slips og bare legemsdele fra den klassiske oldgræsk-romerske skulpturarv. Ja, for det hele handler jo om god gammeldags købmandsskik i henhold til de efterfølgendes rige, dét, der jo sørger for arbejdspladser i vækstens hellige navn, ik’ sandt!!! - Endeligt skal det dejlige landskab også nævnes: Åerne, vi har fisket og badet i med udslidte slanger fra traktordæk. Skovene og plantagerne, vi har gået på jagt i, klippet juletræer og julepynt i. Vandhullerne, moserne, engenes vilde græs, gnavpander og guldsmede. Hedens knas i den tørre sommer, støvet fra de tørre marker, fygsandet, læhegnet, brændbæltet og den første regndråbe. På motor-trafikaliernes omfartsveje. - Det er vist sådan rundt regnet i omegnen af livets rundkørsel i Brandlund!
JYLLAND. Jylland kaldes også hovedlandet. Det skyldes nok, at det er fastlandet i sammenhæng med Europa, mens resten af Danmark består af øer. En anden forklaring er, at Jylland aftegnet på landkortet ligner en mand med flyv i håret og en stor næse, der drypper. Det gør Sjælland, hvor Danmarks hovedstad, København, jo ellers ligger, til en smuk kvinde, der ser op til sin mand med frugtsommelig kærelighed. Og Fyn til et blomstrende barn. – I dag deles Jylland op i regionerne: nord, øst og syd. Men det gælder kun i administrativ forstand, for ellers er det som det plejer: Sønderjylland er Sønderjylland, Vestjylland er Midt-og-Vestjylland og strækker sig op til fjorden og udover Kronjylland. Nordjylland er nordenfjords og østjylland er Århus, Horsens og Vejle. Sønderjylland begynder syd for Fredericia, syd for Grindsted og syd for Blåvandshuk. Og slutter først et sted nede i Tyskland. Østjylland slutter lige udenfor Århus, Horsens og Vejles byskilt og for enden af havneanlæggene på havsiden. De resterende bugter og vige på den østjydske kyststrækning tilkommer Fyn, Samsø, Anholt og Læsø. Det er Jylland.
DANMARK består af landsdelene: Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm og øerne. Dertil kommer de elskede folk på Fæøerne, Grønland - og Island - med deres respektive tilhørsforhold til Det Gamle Danske Kongerige med sine Folketing.
NORDEN. Før man får set sig om er Danmark og det danske sindelag, vore dialekter og samfundskulturelle historie for bestandigt placeret i Norden, sammen med ikke mindst vort kære broderfolk i Norge, Sverige og Nordtyskland; også England, Skotland, Irland hører med. Det er Nordsøområdet. Dertil kommer Østersøområdet med Baltikum, Sverige, Finland og Rusland, hvoraf især Sverige, som nævnt, men også Finland almindeligvis betegnes under hat af Norden. Danmark er centralt placeret i Norden, også kaldet Skandinavien (Danmark, Norge, Sverige). Og set fra en europæisk synsvinkel er Danmark på mange måder indgangslandet til Norden og vore menneskelige folkefærd. Trykket af europæisk-vesterlandsk samfundskultur rammer først Danmark, når det kommer til vor nordlige orientering. – Det gør vel uvilkårligt også livet i Danmark til en smeltedigel i forhold til støberiet i Nordens smedier!
EUROPA. Europa består af landene med sine mennesker på det europæiske kontinent. Det er jordklodens kontinental-plader, der i første ombæring har indkredset og afgrænset Europa på den måde. Der er syv verdensdele: Sydamerika, Nordamerika, Europa, Afrika, Asien, Australien og Antarktis. Og Europa afgrænses ud fra den betragtning af bjergkæder i Rusland, Atlantergraven i Atlanterhavet, samt ved Middelhavet og overgangen til Mellemøsten. – Det betyder først og fremmest at Europa og dets menneskelige folkefærd, tilsvarende min beskrivelse af Danmark, med god vilje strækker sig fra Moskva i Rusland til Sortehavet, fra Sortehavet til Gibraltarstrædet; fra Gibraltarstrædet til Grønland og fra Grønland over Svalbard til Sankt Petersborg. Sådan cirkus. - Der er et hav af dialekter, sprog i levende udvikling samt ikke mindst mennesker, der søger vej med tilværelsen indenfor det europæiske område. Det er et af verdens tættest befolkede områder og må vel så afgjort kunne siges at være den tættest befolkede verdensdel på kloden. – Og det sidste skal der laves om på!
***KOMMENTAR: Ja det skal helt og aldeles stoppes i gudlivets eget forstandige navn, før alverdens hårde ligegyldige natur gør det. Med andre ord til Jer, der for en stund fandt fred og teatralske forestillinger om frihed i landet med mælk og honning i gaderne, de europæisk-vesterlandske samfund: Tag af hjertelig gavn hjem og ryd op i Jeres egne samfund, så der bliver plads til den kommunikation og erfaringsudveksling, der sørger for en mere naturlig fordeling på vor jord. Altså, hvis I hører mig på det gode hjerte. Jaså pågældende samfunds egne, I kender langt bedre end jeg, ikke udstøder deres egne folk, men lader sig indrette omkring det frugtbare vækstvilkår med plads til oplysende menneskelig adfærd af hjertegod trivsel, der udvikler og forplanter sig. Naturlig ud- og indvandring er der ikke noget galt med, ejheller ægteskaber i kærelighedens navn på tværs af samfundskulturelle forskelle i baggrunden, men jeg mener, der er jo nok også en ikke bare pengemæssig, men også trolig hjertegod, menneskelig grund til, at Europa bliver overrendt. Arbejdet med f.eks. menneskerettigheder jorden rundt betyder jo altså ikke, at hele klodens befolkning kan flygte til ”Vesten”, for dernæst mageligt at referere til menneskerettigheder altimens brødet tages ud af munden på de respektive fædrelandes oprindelige befolkninger med sine modersmål i sigte for vort opklarende lys fremover. - En ting er under alle omstændigheder sikkert: Muslimske og jødiske ghetto-dannelser, (frygtens angst), der dyrker racerenhed i troskødet, om det så foregår på synagogisk eller moskee ligefrem romantisk vis, for derigennem at lægge beslag på ret eller rigdomme, der kan føde deres egne - ja istedet for som sagt og antydet at sige frem, skabe ørenlyd, der hjælper til med at udbedre skaderne i de hjemlande, de kommer fra, så de kan komme godt hjem igen, jeg mener, uden at blive skudt eller dømt til døden som utro landsforrædere – I kan al sin sandhed godt se Jer om efter andre steder at slå Jer selv og hinanden ihjel med uendelige arvestridigheder til følge udi det danske eller europæiske samfunds oplysende landskab.
Så skal jeg nok tage mig af de romantiske statsborgere, jada også, så det ellers forstandigt gode tyske folk atter kan blive forløst og komme fri til deres almindeligvis godtsigtende menneskehjertes opklarende folketing. Altså uden at vikle alt ind i fornufts-tekno-logiske systemers administration med satans sammenrottende socialistisk-socialdemokratiske arbejdskraft tilfølge. Tillige uden, at den østrig-ungarnske kejserarvs historiske efterladenskaber skal skydes tyskerne i skoen. Jeg håber Paven i Rom er indforstået med vor vikongeligt oplyste forstand i Nord og jeg takker da gerne den gamle kristne kirke-institution for sine brydekampe med den romantiske fornuft gennem tiderne; altså med den romersk-kejserlige også kaldet oldtidens græsk-romersk-persiske samfundskulturelle arvesynd i sine mange rådne genkomster og gespenster – ja du véd nok den, hvor blandt andet den øverste i hierarkiet opfatter sig selv som værende i direkte telepatisk-empatisk-sympatisk-sociopatisk-og-psykopatisk kontakt med gud, magten eller højesteret jævnfør min-er-retten over alle undersåtterne, alt det underliggende og alle de underordnede vantro, der ikke er ligeså stor og guddommelig som mig og min skakspillende intelligens i sin kusse-pik-tro på selvretfærdige dogmer udstukket af retslærde bærmer, der ikke bestiller andet end at strides om retten til at være Gudlivet selv og dermed retten til at bestemme over alle andres liv i prutskid hele verden!!!
Det vil sige en oldgammel og dum, forstilt og forstokket politisk-religiøs verdenskultur-historisk arv, der med andre ord kan kendetegnes ved: DIKTATORISK ÅNDSTYRANNI GRUNDET MANGLENDE SANDFÆRDIG OPLYSNINGSVIRKSOMHED MED BEFOLKNINGERNE, OMKRING VOR NATURLIGVIS ARBEJDSOMME OG FRIMODIGE MÅDE MED SINE DERTILHØRENDE FORLØSENDE SVAR AF ÆRLIG OG NÆSTEKÆRELIG ÅND AF LIVET GIVET. Tilmed, naturligvis, GIVET VED SIT INDRØMMENDE, JORDISKE NÆRINGSRIGE AF FRUGTBARE LIV- OG VÆKSTVILKÅR PÅ VORE NÆRVÆRENDE EGNE.
Ikke mindst takker jeg som sagt, så det ikke igen går ud over de elskværdige italienere, grækere, spaniere, franskmænd… ja Europas oprindelige befolkninger i det hele taget. Og dernæst, ejheller da udover andre, såsom hjertegode mennesker fra Tyrkiet, Syrien, Jordan, Tunesien, Egypten, Indien, Kina og Japan, der jo godt forstår, hvorfor vi langt hellere vil se en appelsin i turbanen end en bombe og tilsvarende lidt mavedans uden dynamitbælte. Ja, ligesom England jo også har måtte gøre indrømmelser overfor Nordirland og omvendt; tilsvarende tyrkerne overfor kurder-tyrkerne og omvendt; og romaer, rumænere, serbere, bosniere, slovenere, tibetanere, afghanere, pakistanere og så videre. Alle må gøre indrømmelser og bede om skyldsforladelse, så den gode skyld i glædelig liv- og samfundssførelse kan vinde vort personende sindelag som frimodigt glad menneske. Lad det sande livsgode som hjertevarm person komme til sin ret i al sin opløftende pragt, ja for det er jo helligåndens sandselige og godtlevende foretagende på gudlivets egen menneskesamfundne jord med sine lande.
I Europa har vi været meget optaget af fred mellem vore lande og befolkninger på grund af alle de dræbende åndsvage verdenskrige og de ængstelige livsvilkår, det skaber for menneskeslægtens samfund verden over i kølvandet derpå. Og det er vi stadigvæk optaget af, fordi vi vil den sorg, angst og vrede tillivs, der ødelægger sandsen for vor eviggyldig gode skyld/ansvar eller sagt med andre ord vor eviggyldig helbredende tilfredshed med liv, hjem og arbejde i sin udvikling. Ja, for ellers ud-vikler vi os ikke af dårligdommenes arvesynd. Alle må gøre indrømmelser af vort hjertegode liv, for ingen har ret eller lov til at slå folkeslag eller mennesker ihjel - derimod har vi alle oplysningspligt, ja almindelig menneskepligt til i ny og næ at høre og føre forløsende samtaler eller lignende, der per ånd til hånd bevarer godfred og søger at bedre vore mellemmenneskelige liv- og arbejdssvilkår omkring vore børn og den frugtbare væksts levebrød. I hver vore lande og med vore naboer. – Og i øvrigt, når jeg nu har fat i Jer, vort broderfolk på øerne mod vest, så mener jeg: Det dér fucking irish, fucking scottish, fucking british, det kan I godt stikke skråt op med guldarmbåndsurets clockwise interpretation, for det er ikke Jeres ellers godmodige folkekulturers hjertelige naturs udtryk på vore egne i Nord. Let the rain fall and the sun shine, so we can breathe the air of the fertile moist and the fogwinds in the mud, on the fields and in the mountains.
Både England, Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Polen, Baltikum, Tjekkiet, Slovakiet, Danmark, Norge, Sverige, Ukraine og Rusland, ja som sagt måske også de hjertegode tyrkere, syrere og jordanere, ja mig bekendt også tunesere, er klar over, hvad der hermed er sagt. Og jeg gentager da gerne, hvad jeg mener: I pisser ikke på den ærligt livsbårne europæiske oplysningskultur i sine respektive fædrelandes frimodige element med sine modersmål én eneste gang til. Og da ikke mindst, da det samtidig er den, der ved sin oplysende ytringsfrihed holder hånden over tilkomne og jeres børn, tillige de utilpassede i vore egne lande. Og såvidt gør det af næstekærelige agt for vor tro, altså den i almindelighed ærlige indrømmelse af hjertelig sand ret (hørelse) og da i særdeleshed ret til livet givet som personligt menneske, der kæreligt udvikler sig i lyset af vort sandfærdige livssamfund på jord (gørelse).
Nej, gentager jeg, det kan jeg i Gudlivets eget sande navn af Vor Herre, her på vikongeligt dansk, godt fortælle Jer helt ind i hjertekaret, at I ikke gør én eneste gang til, ”svineflæskeæder-hadere” i ghettoens moskee lidt indelukkede livssituation og afstumpede jødiske mænd, der overhovedet ikke griber ind i ”skaberværket”, født og skabt som man er af Gudlivets egen natur vel, nej, nej, slet ikke! - Løgnere på baggrund af 2010 års skriftligt indoktrinerende arvesynd i kødet er, hvad I efterhånden er eller I lever måske ikke i Vor åbenbarne tidsregning, så tidens djævelske spil kan holdes behørigt væk fra livet med kvinder, børn og vore oplysende folketing i sine respektive fædrelande? I lever kanske i år minus 2010 jævnfør matematisk mentalitet i titanisk carambollage med oldtidens moskee nok lige lovlig lovreligiøse fantasier om synagoggerne, solgudens sidste olie og ædelmetallers skinnende rigdomme i sine himmelske pladasker med Gud på skyen og Messias i faldskærm?
Skal jeg, Jens Haarup Mortensen, med et gudsfrugtigt bondsk knoldspark af personlig tro på livet jorden rundt svare an på dansk ved at flå tomathjertet ud af mellemøstens og nordafrikas ledere og proppe det i munden på deres afkom, altså hele vejen ned i ”eders skoler”, så de kan smage det svinehad til vestens befolkninger, de ligefrem dyrker, ja indskoler deres børn til at tro, så de ingen sand kærelighed i Gudlivets åbenbarne navn som person kan føle resten af deres dage og derfor intet kan lære at forstå på almindelig menneskelig, hjertevarm vis, så de ellers ville blive i stand til at ytre sig, tillige handle af medfødt og opvoksende godt hjerte for menneskelivet på jord i deres nærværende omgivelse - ser man eksempelvis bort fra de hjertesandgode kræfter I jo også er givet, såsom den almindelige tro iraki, der ytrede sig på CNN, fordi han ellers vil blive slagtet i sit eget hjemland, ja kanske endda i hele den hva- ska-vi-fat ideologiske orientering i Mellemøsten-Arabien-Afrika, hvor fanden det så end ligger henne efterhånden? Hvordan går det iøvrigt med de irakiske flygtninge i Brorson Kirken? Lever de endnu?
Det danske folketings-medlem, Naser Khader, er jo også udsat for den slags menneskeligt afstumpede trusler. Og jeg skal da gerne dertil sige, at såfremt de trusler kommer fra såkaldt islamistiske trossamfund med sin helt egen dagsorden for livets udvikling på jord, her i Danmark, ja så kan de godt regne med at få tatoveret et kors i panden, for dernæst at blive sendt hjem til de egne, de kommer fra, med henblik på at arbejde for oplysende folketing med den dertilhørende ytringsfrihed i gud-menneskelivets ærligt indrømmende navn. Og det gælder såmænd hele deres familie-sammenførte slægt på dansk grund. - Omvendt skal det også være sagt til for eksempel de platonisk-aristotelisk-socialdemokratiske statsborgere af selvretfærdigt lemmedaskende dansk herkomst, der kanske af samme idiotiske grunde kunne finde på sådan noget: Jens Langkniv véd godt, hvor der skal stikkes på vore egne; og det bliver jo altså ikke med henblik på selvangivelsens regnskaber til brug for hotline socialdemokratisk bedrageri indover statsutopiens lighedsideologiske og ganske usandsynligt vækstafviklende lønvirksomhed. Nej, det bliver naturligvis, når kagen i sandhed skal skæres i Vor Herres eget navn og karaktererne så fremdeles brændes i hjertekødet, indtil vedkommendes succérige gentagelse af den samfundskulturelle arvesynd er vendt og forløst, så helligånden kan komme i folketingenes forstandigt oplysende hus på glad menneskedansk grund.
HØR: Et dansk folketingsmedlem repræsenterer naturligvis en menneskelig baggrund, et miljø i det danske land og er dermed også udleder af de mellemmenneskelige tryk, der måtte foregå i pågældende miljø. Men samtidig er det arbejde også stillet i lyset af det danske folketings oplysningsmæssige arv, eller rettere sagt sigte, som det nu byder sig i livets slægtsbårne samfund og dermed samles i vor samhørighed af troskyldige nye vidnesbyrd til gavn for vort livs samfundsudvikling på jord. Det er med andre ord VIkongens eller bare Menneskelighedens oplysningstro slægtsforetagende i hele Norden, der er på tale med vort folketing. Også selvom det måtte skulle videreudvikles og sættes på plads i forhold til den åbenbarne virksomhed rundt omkring i landet. Vel ikke mindst overfor de kødeliggjorte koraner, der rådyrker deres helt egne love i sutsko, fordi de tilsyneladende tror at gudlivets egen levende og oplysende helligånd udgår fra en bog, der blev skrevet af gamle sure mænd for tusindvis af år siden. Vor Herre bevare os, ja for det samme gælder da biblen, såfremt den dyrkes på lovreligiøs vis, altså uden forstandig opvoksende indsigt i Livets eget nærværende liv- og vækstgivende samfund på jord. - Til helvede med Jeres politisk-religiøse kød i sit slaveri af løgnen, uforstandigt kongeløse…
Khader har ifølge min mening gjort et stærkt og godt stykke medierende og forsonende arbejde i flere sammenhænge med vort folketingelingelatter. Sikkert nok også på trods af den hjerteskærende og fortvivlende fremmedgørelse som lusen mellem to negle, man kan havne i, når man tør sige noget, der irettersætter vort forløsende sigte med tilværelsen. Vel ikke mindst hjerteskærende i forhold til perlevennerne, der føler sig truffen helt ned i Mellemøstens mordsomme marmeladeballade med sine udstedelser af fatvag tilkendegivelse; altså når de bliver sure og vrede, kanske misundelige over, at de ingen oplysende folketing i menneskelivets eget navn har udviklet i deres respektive samfund, følgeligt må opretteholde deres blinde magtpositioner i historiens vold med krigeriske fraktioner ved pløk at skyde al skyld i hele verdens fattigdom og elendighed over på vesten, de kristne, jøderne samt aber og svin!!! Ja, eller hvor fanden den slags såbede af sataniske vers, indlært som paroler i barnekødet nu end kommer fra. Uoplyst, universitær kapital-logisk videnskabelig-politisk efterabningskultur, kanske? - Ligesom Jesus har Khader gjort et stykke mennesketro, oplysningstroligt arbejde, sågodt han nu har kunnet høre sigtet med det danske folks ting ifølge sit hjerte og midt i stridighederne med mellemregningerne af luther lagkage velsagtens. Nej, ikke Jesus som jøde, men som menneskebarnet, der af samfundskulturel arvesynd vokser op under trykkende, ængstelige og voldelige, vel også romantiserende samfundsvilkår med selvudnævnte statsborgeres imamske præsteren udi krystalklar mangel på indsigt i livets eget åndrige vækstforetagende på menneskefolkeretslig dansk jord - og derfor som menneskebarn af sandgodt medfødt hjerte for gudlivets egen faderlighed har følt sig kaldet til at udlede og forløse det uhensigtsmæssige og dårligdomsskabende undertryk i det mellemmenneskelige samfundslivs ellers næstekærlige sigte; det være sig hævn, had, arvestrid, bandementalitet-der-får-visse indvandere-til-at-føle-sig-hjemme, mafios respekt-prospekt-og-suspekt-virksomhed-der-får-visse-indfødte-danskere-til-at-føle-sig-hjemme, kedsomhed, ghettoliv, fordrejede seksuallivskonflikter, vrangforestillinger, vold, osv.
Det forlyder iøvrigt, at Khaders far kom til Danmark som dét, der blev kaldt fremmedarbejder. Det har sikkert ikke altid været let at føle sig hjemme som kronisk fremmedarbejder og det gør mig ondt at tænke på - men jeg mener, både tidsånden og den måde de kom til landet på var en anden. Det var en mere almindelig selvstændig og altså også arbejdssøgende, deltagende måde end dét, der så er sket sidenhen: Flygtningestrømme og magelige familiesammenføringer, grundet balladen sydover og de grusomme generaliseringer, der er foregået dernede. Ja, vel både her og der omkring dit og dat. Jeg véd ik’ så meget om det, men klart er det dog alligevel i min hørelse af folketingets kampe for det danske samfunds udvikling indefra og udefter: De PERKERE, der også er kommet og som med rette kan kaldes sådan, forsåvidt de trækker deres egne hjertegode menneskekræfter tilbage og ned i mohammed-lortens gamle korandyrkende samtidskultur i fortidens tråde med Mellemøstens forvredne politiske landskab og jo altså det had, den vrede, den vold, det afstedkommer ved sine interne stridigheder – kanske også fordi de kommer med angst, sorg og vrede fra deres forsømte samfund, men alligevel - De skal saftsusme tage sig gevaldigt i agt for oplysningssigtet med livets forstandigt givne og helbredende kærelighed på vore egne, dansk-nordisk grund. Ja, for det er trykket nok i forvejen og ikke bare på grund af de tilkomne, men på grund af fordøjelsen af hele balladen med f.eks. den første fjernsyns-generation, medieudviklingen, krukkeriet og den kolde krigs utilfredsstillende og fordummende enten-eller-ånd som den jo iøvrigt også løber med renter i bankernes ligegyldige åndsvilkår, fordi der jo lissom ska’ ske noget! Nå.
Ja, den kolde krigs angstvilkår, det, som tyrkerne så fint og ærligt gjorde opmærksom på i forbindelse med NATOs nyudviklende retning som fredsskabende forsvar for varmt oplysende folketings egen næringsrige samfundledelse rundet af samhørighed. Det er dét som blandt andet arbejdet med Afghanistan handler om; også, ja vel især på trods af de grusomheder, der gav anledning til den terrorbekæmpende krig i fredsbevarende sigte. - Man kan have sin mistanke om, hvilke åndelige hovedsæder i Mellemøsten, der i egentlig forstand lige ville tvære deres gudsforladte- oplysningskultur-med-sine-dybt-åndssvage-og-imbecile-håndlangeres skyld i det voldelige angreb på WTC, Pentagon og Det Hvide Hus, altså et direkte inderligt hadefuldt angreb på USA-og-dermed-vesterlandsk kulturkreds med sine befolkninger, over på et fattigt lands befolkning. Ja, som om den talebanske fraktion i Afghanistan intet hovedsæde, nej slet intet skriftligt indoktrinerende udgangspunkt udspringer af. - Sikkert er det under alle omstændigheder, at en sådan troløs ånds oplysningskulturelle baggrund naturligvis før eller siden vil blive identificeret og oplyst i hoved og røv af gudlivets personlige egenmagt som hjertetrolig og taknemmeligt fritænkende, dermed, naturligvis, godtsigtede nye vidnesbyrd. Ja lige indtil det sande menneskehjertes samhørende vilkår på jord kan mærkes hele vejen ind i pågældendes usle samfundslegemes udviklingssigte. Også selvom der måtte være klumper af guldkupler med halvmåner over det legeme, dets hylende varulve samt dem, der korser sig som Rasmus Modsat i knirkelig forstand. For rent ud sagt har de, hvem og hvilken falsk ånd, det så end måtte være, forhindret de oplysningstro og samfundsudviklende fredsbevægelser, de hjertegode unge åndskræfter, der var godt i gang med deres liv og opvækst i helligåndens navn jorden rundt.
Hele klodens befolkning af mennesker betaler prisen, hver gang latterligt uoplyste skidesprælleres potensforlængende idioti af magtliderligheders kjortler og vendekåber vanrøgter deres tilhørere og undersåtter. Deres logik lyder som følger: Hvis ikke kvinden sætter sin våde dåse ned over mit lem og JEG-og-mit-land-og-folk bliver herre over al gods og guld på jord, ja så har jeg ret til at beskylde alle andre for at være nogle dumme svin, der følgeligt skal bekriges ved hjælp af unge soldaters fantastisk trolige livsførelse med kalashnikovs fredelige samfundsudvikling i voldtagelsens sigte!!! AK47 og 7-9-13 på lykke og fromme – Allaaaah, Viva la Roma und Deutschland über alles, for slet ikke at nævne det brændte barns ledelse af Nordkoreas befolkning med prutslagning af bomber mod sit nabofolks land, for at vise, at han er blevet ligeså voksen som sin afdøde far. Sådan viser den slags jo deres næstekærlighed, og det er da ikke til at holde ud for nogen. - Eller følgende eksempel på åndssvag politiserende logisk adfærd: You gotta protect your country, boys. Therefore our wise oldschool spirit of degenerating governmental buildings in inspiration of ancient greek-romantic logic of law voluntaryly give you the guns and the training in order to kill for it!!! - aswell for you to learn how you thereby can show the next generation the peaceful way with the very wellknown fucked up part of the american-french-and-ancient-greek-roman goddess of homosexual platonic-justitsial liberty put under surveillance and administration by pubertarian-akademic-political-and-starshining fools in their aggressive capital romance with the titanic logic of kronos’ universal universities or under ditto fucked up Mohammeds greacy oilpalaces of angry goldhearts my halfmoon ass with a fart on the sword of the cross …!!!
Yes, ’cause that’s how enlighted our otherwise mankindly samefounds are, that’s the way to live and there is no other way, no truely heartwarm personal message to be heard on our own, no dearly appreciated love-next-to-you and no such thing as truely honest admittance of faith in natural, organic growth around our basic needs, our newborn body of children; the true word by the WEking of mankindly hearts of enlightening living evolvement, our respective fatherlands included of course!!! Or what do you think, what do you thank for?
DON’T YOU SEE, DON’T YOU FEEL, DON’T YOU SENSE, DON’T YOU UNDERSTAND, DON’T YOU WORK IN GOODSIGHTED WAYS or DON’T YOU ADMIT, DON’T YOU LOVE YOUR WORTH OF BEING A MANKINDLY
HEART OF LIFE BY GODLIVING NATURE?
’Cause I do – inspite of the tiresome fuzz of all the trouble - and I sincerely hope you do too.
Det er jo nemlig for dyrt for menneskelivets ellers hjertegode udvikling på jord at have lande med skiftende åndssvage diktatoriske fraktioner gående, der slår diverse grupperinger af sine egne folkeslag, ja menneskeslægtninge ihjel, altimens de selvoppusteligt opfatter millitæruddannelse af unge mennesker med våben i hånden som en farlig fin uddannelse fuld af hæder, ære og respekt - ja uhadada, så er man sørme en rigtig menneskemand med et troligt oplysende sigte for samfundsudviklingen verden over i sin hjertelige livsførelse omkring kvinder, kone og børn, ik’ sandt!!! Og det var tyskernes pointe i forbindelse med NATO-forhandlingerne: Nedrustningen skal fortsætte i takt med opløftelsen af vore respektive landes samfund af opklarende mennesketing, deres forstandigt givne hjerte-ligeværdige befolkninger med sine kultiverende vækstvilkår i gudlivets eget navn.
Det og den slags skal tænkes med i de opgør og åndskanpe, der foregår i øjeblikket, så vi kan se og mærke, hvilke unikke muligheder vi idag er givet til at bringe lyset frem med de nyfødte børn, nye sandfærdige erkendelser og ærlige vidnesbyrd, der jo også har fundet sted. Og såmænd i al evighed vil finde sted i god forstand, altså på indrømmende vis. Der skal tygges og fordøjes, så vi kan mærke, at vi også vil det samhørige livs foretagende på jord. - Medtænkes skal nye tiders påvirkning af gamle etablerede vaner altså også, så mennesker med mellemøstlige baggrunde eller for den sags skyld skidvorne danske statsborgere, der jo aldrig kan blive oplyst i livets egen forstand, ikke tager for meget fejl af de stridigheder og åndskampe, der foregår på trods af deres til tider forvredne og forvrængende udtryk. Kampen for ytringsfriheden handler ikke om, at man bare kan sige hvadsomhelst, men om stemmeretten i gudlivets eget sandfærdige og ærligt oplysende navn – og er kammertonen hård som skident æblegrød, ja så skal det jo nok ses i lyset af den vold mod børns opvækstvilkår, der foregår, er foregået samt foranledningen dertil; voldens utroskabeligt optaktsgivende grunde. Det er heller ikke usædvanligt, at kammertonen bliver hård og irettesættende af næstekærelig agt - kanske også med generaliserende finker fra panden – men således til forløsende ære for de overlevendes minde af de døde, samt dermed i sigte for at undgå, at gengældelsens voldsspiraler ikke danner identitetskabende kultur og fordummende samfundskulturel arvesynd. Ligeledes handler ytringsfriheden derfor også om, at de vante skriftstro traditioners vendekåber, sjove hatte og kjortler, vi jo altid er gledet i, godt kan lukke arret omkring deres hjerteskærende tænders gnidsel, eftersom de jo ganske ofte støber kuglerne. De kugler, som de oplysningstro nødhjælpsarbejdere joså må forsøge at pille ud af skallen på barnet.
Eller der er måske slet ikke slået 200.000 mennesker ihjel i f.eks. Irak, fordi der ENTEN sidder en skrupelløs diktator med millitæret ved hånden, der morer sig over det voksende had mod alle dem, der ikke deler hans synspunkt, såsom det amerikanske eller danske flag eller bare ”vesten” - ELLER en præstestyret fraktion af religiøs afart, der ikke tolererer ”de vantro” andre som i Iran? Og nårh ja, det glider jo som vanligt også sammen, sådan kulturelt og mellemfolkeligt set, når imamen taler og ordflommen så fremdeles løber i løgnens brødflove hjerte, ja så nu slår vi da bare alle ”de vantro” andre, oprørerne, de onde, ihjel i Allahs/Mohammeds navn, alt imens landets begavede skynder sig at flygte til vesten, ik’o’s’!!! – Og når så internationale organisationer kommer og vil stoppe gemytlighederne, fordi almindelig menneskelig samfundsudvikling er i nød, ja så er det jo sørme USA/Vestens skyld, at man hader hinanden i Mellemøsten og har gjort det i hundredvis af år!!! Ja, velsagtens i ligeså mange år som perkerne har savnet deres storhedstid som Perserrige, ligesom Hitlers EU jo også savner Kejser Neros romantiske verdensrige!!! Klap, klap, klaphatte af roligans med fadbamser ovenpå turbanens forbandelser!!! - Hvordan går det med troen på Gudlivets egen kærelighed og den samfundsoplysende virksomhed dernede; eller sidder I her i Danmark og hygger Jer i Moskeens kontorlokaler med muntre miner under vesten til eksplosiv morskab over de mange falske miner til slet spil, fordi danskerne ikke er ligeså højt begavede i Koranets samfundskulturelle arvesynd i menneskeskødet. Jeg mener sådan, som den jo foregår uden et egentligt, ærligt bredt kendskab til skriftens ytringsfrie brug i vort personende livs ansvarligt oplysende navn med sine sigtende folketing? Hvordan går det med dørslaget?
PERKERE, sagde jeg. Ja, for skam - men det sagde jeg om den interne nedgørelse af de hjertegode, åbne menneskekræfter blandt 70-80ernes fremmedarbejdere af mellemøstlig herkomst her i Danmark, som den, vel ikke mindst, sidenhen har fundet sted, grundet voldsomhedernes ryk i vor tid med al sin integrerende begrebsforvirring. Jeg sagde det først og fremmest sådan, fordi I - ja I kender selv de interne forskelle på trods af generaliseringens irritationsmoment - ellers er i fare for at ødelægge og trykke hinanden med pestilensisk retorik og lignende fraktionsdannende subkulturer, der bare ligger og venter på at blive tændt, så det inderlige ønske om i sandhed at slå alle kristne og jøder ihjel kan ske ifølge Allaaaaaahs vilje!!! Eller ifølge Mohammeds, ja hva’ véd jeg om Jeres Jesus? - Inden det sker, Gudlivets åbenbarne oplysningskultur i Vor Herres navn forbyde og fordømme det, skal I lige tænke på, at tro og vilje ikke er det samme. Et andet nærliggende ord for vilje er nemlig: Magt eller begær. Altså, jeg mener, den forvirring opstår, når ikke tro Forstand af omsorgsfuld, kærelig opvækst mellem forældre af oplysningstro fædrelandes herkomst har fundet sted. Og seså har mange af Jer jo lang vej igen ligesom så mange danskere, der også lige fik blandet fornuftens romantiske og frihedshungrende politiske vilje sammen med Gud/Allahs forfattere af hellige bøger og deres, ja diverse åndssvage fortalere. (Gud er jo Livet; og hør, det er organisk, det består af frugtbar jord, planter, dyr og mennesker. Og der er såmænd ikke andet at indrømme vore menneskelige næringsveje ved, udover naturligvis det uorganiske, som vi så med nænsom hånd kan lave redskaber og lignende af til brug for opretholdelsen af vort hus med livets vidunderligt levende rige på jord).
Trykker I hinanden med koransk kulturarv – ja, jeg havde nær sagt i glemsel af al den vold og vanrøgt, der er foregået i mellemøstlige lande ud fra netop den arv, sågar i helligdommen/helligåndens navn! - så danner i indelukkende subkulturer med sygdomsfremkaldende mellemmenneskelige normer, ja så skaber i undertryk i menneskets ellers åbenbarne oplysende hjertelighed og dernæst livslede udefter overfor systemet-der-ikke-er-der, alt og alle, samt i strid med sigtet i folketingets danske lovgivningsvirke. Ja, dét sigte, der gør, at I overhovedet er givet ”lov” til at være her; husk dét. Desuden forhindrer de forhærdende gamle perkerbønner Jeres børns ærlige opvækst som almindeligt åbenbarne mennesker og deres modnende deltagelse i udviklingen af vort samfund via egen personlig ansvarlige indsats i Gudlivets livsbekræftende navn. Det betyder naturligvis også, at I skal gøre op med den moskee skriftstro/lovreligiøse brug af f.eks. det arabiske modersmål i hjemmene, jeg mener prøve at lade det personligt levende hjerte hos Jer tale det sandseligt frit og godt, fremfor blindt at overtage de normer og tankegange, der også kan være forbundet med et modersmål. For så tror jeg, at nogen af Jer vil forstå vort danske kød med sit modersmål og sine åndskampe langt lettere, mere menneskeligt og langt mere ligeværdigt. Og altså kunne lære af det til gavn for Jeres børn. Desuden mærke, hvordan sprogkundskab og personlig stemmeret er nært forbundet med vor oplysende hørelse og hjertelige sigte for livets forløsende samfundsudvikling på jord i det hele taget. Ja, så tror jeg rent faktisk, at det vil være langt nemmere for Jer på opklarende vis at bruge det danske sprog og med tiden finde trolig hjertefri gang dermed. - Blandt andet, kanske, ved at lære forskellen på ytringsfri tale og ytringsfri skrift, samt hvordan helligåndens bud, der, på trods af forskellen i mediets middel, kommer til udtryk. Altså er det samme på trods af forskellen. Jeg taler i skrift, men vil næppe komme til at tale sådan mundtligt i en personlig samtale, ja og det er en hel anden kortfattet historie om skriften og dens massemedierende fordummelse af vor medfødte sandselighed siden tidernes morgen og dermed, ved dette kursiverede udsagn, også sagt: en belysning af baggrunden for den personlig ansvarlige ytrignsfrihed med sine opkast i skriftens rædsomme sammenhæng af åndssvage ordsind verden over!!!
Endeligt vil det også sætte en gode del af Jer i stand til at rejse hjem igen og bidrage til en forstandig livsoplysende udvikling i Jeres respektive hjemlande med sine naboer, uden at sprede selvretfærdige fordømmelser om alt det dårlige ved det danske samfund af mennesker. Hvor mange flygtninge fra vesterlandske samfund har I taget imod i Mellemøstens frimodigt oplysende og trygge samfund i ære af det personlige og næstekærelige ansvar med gudlivets fred- og frugtsommelige vækstudvikling med sine folketing på jord!!! - ???
HØR derfor igen: Khader skal naturligvis afholde sig fra at repræsentere Islam i folketinget, hvis han fortsat vil leve af godt hjerte på dansk, ja som han, vel også på trods af fortvivlelse, ifølge min mening har søgt at gøre indtil videre. Endda ganske godt. Jeg takker ham i god tro for hans indsats; om det så er et syrisk eller jordansk kongerige han har besluttet sig for at komme fra; et agtpågivende hjerte fra Damaskus er det dog, vist nok, velsagtens og sådan og sådan og sådan ungefærd med frugtbare morbær-træer. – Men jeg siger, som jeg gjorde og tilføjer: Ikke mindst gælder den irettesættelse nu, hvor de islamisk kultiverede tilkomne folk her i Danmark er på vej ind i fornufts-åndens socialstats-demokratiske tankegange via ”arbejdsmarkedets gældsættende fagforeninger med sine helt sikre system-teknologisk-teknokratiske vilkår” og det dertilhørende logiske jødehad!!! AV. (Jeg mener: Det er den romantiske, old-græsk-romersk-persiske fornuftsarv med sine utallige logisk-idealiserende fagsprog, der forfører os alle… Derfor skal vi holde os til det hjertevarme sindelag i vore liv. Også når det gælder brug af skrift og tale til håndtering af ledelse, virksomhed, udvikling af nye uddannelses-kulturer, folketing, mv.)
Jeg gentager: At repræsentrere Islam skal han afholde sig fra og jeg tilføjer: ligesåvel som gamle danske slægter ejheller vil få held til at repræsentere dum stats-kristendom i folketinget. Ja dum stats-kristendom som den jo gør sig gældende for de fleste i den matematiske fællesmængde af flertalte skatte-rets-statsborgerlige individer uden sand indsigt i livets vækstforetagende. Nå, men lad mig sige det som følger istedet for at svine de biskopale grise i den romersk-katolske selvretfærdigheds retstatsbygning til: Ingen kan leve, arbejde og ånde for menneskelivet på dansk grund, med sine folketing, uden at gøre glædelige indrømmelser af vore livgivende nye vidnesbyrd, vore børn og vore ærlige bud i VIkongens eget oplysningstroligt samfundsdannende navn på vore egne. Ja og i medhør af menneskelivets sandselige og åbenbarne udvikling på jord med sine mange lande, mangfoldige befolkninger, naturligvis. - Det betyder med andre ord, at han, ham Khader, ligesom ethvert andet menneske skal høres på sit personlige menneskebud på vort forstandigt oplysende liv- og vækstvilkårs udvikling i Danmark; og da gerne med tæft og flær for forløsning af fremmedgjorte mellemøstlige sindelag, så de kan blive en hjerteligeværdig del af det danske, uden at det tager overhånd og falder tilbage i mohammed-jesus-lortens vrede. Aber nix weiter; jeg gentager: Et dansk folketingsmedlem arbejder for at bedre liv- og vækstvilkår på dansk grund i bevægelse med verdensopløsning-livsoplysningen af vor samfundskulturelle arv med kirken, kongehuset og folketinget. (Hvordan vi så får effektiviseret folketinget og menneskebudskabet i kirken, eller rettere sagt afmonteret klodsen om benet, resterne af statens tjenestemands-kultur med sine selvretfærdige sektorer og det deraf blændende sekteriske lys udover vandenes teknokratiske skatte-rets-statslige sandbanke af sindelag med håndelag som en tank til kultiveringen af ingens åbenbarne kærelighed til livets oplysende åndsarbejde omkring slægters gang og vækstvilkårets brød, tjah…!!!?)
Religioner er skriftsprog, der benyttes af folk, der søger at optimere og effektivisere sig selv i værd af gudlivets egen ellers ganske medfødte og levende helligånds oplysende sandselighed med den menneskelige tilværelse på jord. Altimens menneskets almindelige og således forstandige tro ved sit navn jo altså er den samme i al evighed, nemlig vort sandselige kød med sine naturligvis oplysende og oplivende driftigheders glid til glæden omkring vækstvilkåret og slægters gang på jord. Ærlig, også næringsrig livsmåde med kødet samt kendskab til forstandig hjertegod ånd i sine levende værdighed bliver derfor afgørende. Og det er såmænd vort kors, vort gavelod som hjerteligt begavede mennesker at finde både gudsfrugtig adlydende og samhørende vej med det i personlig forstand. (Troskødet er vort levende samfundsvilkår i sin udvikling omkring de sandt som sandselige livserfaringers forstandige indsigter; og er således ikke religiøst, i al fald ikke lovreligiøst eller skriftsbårent). - Tilsvarende afslører ytringen talt ud af sit kød også før eller siden, hvordan pågældende hører ordet, altså vort menneske-lige kød i sin samfundne forvandling; det vil sige, hvordan pågældende hører sit hjertegode menneskeliv og personlige sigte dermed blandt samtidens nærværende medmennesker og samfundsomgivelsen i det hele taget med alle sine indtryk. Og man vokser jo også med sit livs begavede opgave, man udvikler sig - hvormed sagt iøvrigt også er, at nye vidnesbyrd, ny sandselighed skal indrømmes og udleves, finde sine gode udtryk, formuleringer og tag, i ansvar af vort livs arbejdsglædelige bekræftelse. Ja især da fremfor at blive fastholdt i målestok eller i henhold til overensstemmende idealistiske-fundamentalistiske principper, om det så er matematik, jura, videnskab, statskundskab, koran, bibel eller indtørrede hystader og kollerikere i diverse erhverv eller organisationer, ikke mindst traditionelt titelbårne autoritetstro roller, vi taler om. - Gå hjem og sov åndens branderter ud, biskopper, imamer, jødepræster og skrankepaver, før I ødelægger de mennesker, der vanen tro hører på Jer uden at fatte en brik af Jeres syndige livs dogmatiske vildledelse af vort vikongelige fædrelands danske slægter med sine oplysende folketing.
Den Danske (Nordiske) Kirke i vort vikongelige hjerte og folketinget med, skal nok få tygget Moskeens folkeslag og de romantiske danske folkeskolebørns knirkelige forkyndelse af oldgræsk-romersk-persisk-jødestatsdomme så godt og grundigt igennem, at diverse dogmatiske læresætninger kan spyttes ud, så vi både kan oplyses af samme livsbårne tro og åndskød, tillige begraves i samme jord. Ja, for der er sgu’da kun én, ligesåvel som der kun er et gudåndeligt livsforetagende, én menneskeslægt og ét personligt liv at leve det med, med dét. Og det og det og det, åååh ja ind igen, åååh ja ind igen, åååh ja ind igen, iiind igen…
Undertrykkes det forstandige, personligt givne hjertelys for meget, jaså bliver man viklet ind i livsløgne og forvredet i sit ellers medfødte, naturligvis åbenbarme og hjertelige sinds oplysningsdrift; mor-jeg-vil-ha’-babs og far-jeg-vil-lege/arbejde, siger barnet. Blandt andet derfor er skriftstro indoktrinering eller lovreligiøsitet SATANS egen herkomst på jord. Moskee skulle I tænke over det i synagokken og på venstrefløjen, for det betyder direkte, at I skal opløse diverse selvstændiggørende, lovmæssighedsdyrkende, ideologiserende trossamfund og lade Jer oplyse af sandfærdigt åbenbarne vidnesbyrd, som de opstår af vore almindelige livsbårne slægters hjertegode gang på jord, jorden rundt. - Og så tilbage til mit bondske knoldspark til mellemøsten og nordafrika i ledelse af flåede tomater i hjertets svinske kæft, ”eders skoler” og deres afkom, som jeg påbegyndte det, før omtalen af Khader som et fredssigtende menneske I KRAFT EDERPERKME IKKE SKAL UDSTEDE FATSVAGE FATWAER OVER…
Et bondsk knoldspark… Ser man eksempelvis bort fra den egyptiske blogger, der blev smidt i fængsel, og kanske ovenikøbet udsat for tortur, fordi han sagde noget om universitær indoktrinering af et muslimsk verdensbillede og ellers bare om at leve i et samfund, hvis ledelse bilder sig ind, at man kan bygge et næstekæreligt oplysende land med sine mennesker op af Murbrokker fra en gammel barak, der lige siden tidernes morgen er indgået i den skrifttro fortælling om det berømte ran af kostalde. Mellemøstens tyveri af hellige køer må høre op som fjende-billedskabende modsætning til vestens hellige svin! - Eller ser man eksempelvis bort fra den pakistanske kvinde, der blev dømt til døden, fordi hun i Gudlivets eget navn blev klar over, at Mohammed betyder lort i vort ellers naturligvis troligt bankende hjerte og ånd, når hans forvredne skyggeside hidrørende fra den skriftstro arvesynds indoktrinering fra barns ben, kobles til den uoplyste menneskenaturs rationaliseringer udi flertals-styrede oldgræske demokratier med platonisk romerret, der således bestemt intet Guddommeligt forsyn og ingen forstandig livsglade folketing tager højde for i åbenbaringens naturligvis vikongeligt levende menneskehjertes navn med sin dertilhørende ansvarlige, ja ærligt oplysende stemmeret. Altså, når stemmen ikke indrømmes som værende præget af kampen mod pågældende samfunds autoritetstro deportationer af de vantro! - Føj for satan, siger jeg bare, nej så hellere spise veltilberedt svinekød som Obelix. Og da gerne med en oplysningstro iraki eller en sultende somalier, der forstår at dele brødet uden at skyde sin næste, hugge med økse efter tegnere eller tilkalde sexslaverne, altså børnesoldaterne.
Og Jer, i Europa, der så lige vil slå på tæven den anden vej, altså overfor tilkomne, der søger at falde til, fordi de skubbes - eller kanske ligefrem sendes ud af deres egne samfund som tikkende bomber, der er parat til at udøve vold ud over alle grænser til Mohammed SELV sidder på tronen og Allah regerer EU og USA ifølge koranske menneskerettigheder i konflikt med oldtidens akademisk-politiske-videnskabelige universalers arvesynd på lignende konfliktmæssig vis som vor folkelige oplysningstro er på dansk og har været det i mindst 150 år!!! - ja eller Jer, der iøvrigt retter skytset mod lande udenfor Europa, uden at ære Vor Herres ligeværdigt indrømmende livshjerte som oplysningstro mennesker på jord, jamen I KAN GODT SPARE JER.
VIkongen gider ikke vold og vantrivsel omkring kvinder og børn, ejheller mellem unge drenge, mænd og ordensmagtens myndigheder. Eller mellem landes befolkninger i det hele taget. Nej, vi gider ej. Fordi det forhindrer den både indrømmende og oplysende udviklingsopgave, der fortsat består omkring arbejdet med vore frugtbare vækstvilkår på jord og landes befolkninger imellem. Og skal trykket af konflikter tages, ja så bliver det i det åbne og meddelsomme med henblik på tilgivende forløsning, forståelse og indrømmelse af vor livsbårne kærelighed som almindelige mennesker, der naturligvis søger vej med tilværelsen i lyset af vore samfunds fred- og frugtsommelig glade udvikling. Og IKKE på beskidt, uærlig vis, ved dagligt at stikke røven i vejret og hovedet i busken som en struds i håbet på at Mohammed kommer og stikker den ind hos alle de vantro, altså de kristne og jødisk bøsserøve som vesten jo består af i vatpikken Jesu-Marias eller Messias navn, vel!!!
Neeeej, jeg har ikke noget imod glædens grønne bønner, for de smager jo godt. Jeg mener, der er jo et ligeværdigt ærligt oplysende åndspotentiale i vort personlige kød, når blot det ikke forfalder til skrifttro, homoseksuel lovreligiøsitet og således fører til universelle, kategoriske, idealistisk-fundamentalistiske skel og dermed vold i vort kreative åndsvid over tid. Samt, tilmed fører til uærlige fædres undertrykkelse af kvinder og børn, så de ikke kan vokse som frimodige mennesker i personligt ansvar af gudlivet og næstekærelighedens sandselige navn. Jeg mener, det er en forbrydelse mod åbenbaringen af vor hjertegode menneskenatur i livets opvækst af eget navn at gøre sådan noget; shalom, må Vor Herre bevare os åbenbarne for vort personligt livsbårne og således ansvarlige liv- og samfundsudviklende oplysningspotentiale til gavn for vore respektive egne med sine hjertelige menneskeslægter. Jeg er dansker, ja, men også oplysningstro menneske på vore egne; Danmarks, Nordens, Europas, Verdens og i den rækkefølge, omend jeg ikke bryder mig om sidstnævnte orientering, altså Verdens. Nej for dér går det galt for os. Dér, under det ukendte eller ubestemmelige begreb, Verden, med sine mange åndssvage iagttagelser og utroskabende, ja universaliserende logikkers sprog, mener jeg, at man istedet skal holde sig til sine personlige erfaringer med ordet, vort kød og tro sig ærligt levende, værdigt åndende derved i både hørelse og gørelse. Man befinder sig jo altid i et bestemt fædreland med sit be-stemmende modersmål i udvikling – også når man åbenhjertigt medierer og kommunikerer, ja siger sine ting via Word-Wide-Web på trods af de videnskabelige-og-kapital-logiske sindelags fremskridtstro produktion af forskudte håndelag med sine dødsspiraler, såsom: World-Wide-Web. Sidstnævnte tager jo nemlig ikke højde for, at man som menneske først skal lære ære, værdighed og kærlighed at kende via kropslig arbejdsom hørelse i sin almindelige medmenneskelige opvækst, førend man kan blive i stand til at fortolke, læse og forstå, de mange medierende tegn-tekst-og-talrige billedrammer, der benyttes til at lade ordet, formidlingen/forkyndelsen, altså helligånden, komme til udtryk som sandfærdigt bud med vort kærelige livs sigte.
Er I ikke klar over, at hadet til svinet, altså med andre ord, at svinehundens romantisk-persiske normer i deres halebideri og misforståelser kun opstår, når man intet sandseligt sandt indrømmer af Gudlivets eget menneskehjertelige kød i personlig ærlig forstand henad livets landevej, altså til glæde for omsorgen omkring barnets opvækst og samfundets gode som også oplysningstro udvikling dermed? HVAR skidesprællere i Jeres eget hadefulde og hævngerrige netværks skoler? Så svar dog ærligt an af personligt navn og gavn for menneskelivets oplysende og godmodigt oplivende samfundssigte! – Eller kan I med andre ord ikke styre projektionen af dét, der ligger Jer selv inderst på hjertet: svinets griske følelsesliv i sin samfundskulturelle arvesynd med oldgamle, ja rådne misundelser? Endda, kanske, især misundelsen på: Kærelighedens medfødte hjertegode i sin naturligvis opvoksende, opdagende, oplevende og såvidt oplysende tro på Gudlivets jord med sine omsorgsfulde mennesker. Og med sine kanske også irettesættende mennesker, der jo er sådan af agtelse for næsten, især børn og ældre, der ellers ikke kan forsvare sig, samt i det hele taget er sådan, irettesættende, af agtelse for det samfund, man lever i og således er med til at udvikle? Vor forstandige tro som mennesker i Gudlivets eget kære-lige forsyn af samfundsudviklingen på jord.
Troede I Livet handlede om pikkens, rigdommens, voldens eller politisk-religiøs retsmagt? Gjorde I? Nå, men så, i så fald, jamen så må I vel fortsætte med blandt andet at tilbede de olie-sheiker, der i det mellemøstlige område kanske ikke har hjulpet Jer stort på trods af, at der er kørt flere stopfyldte lastvogntog med millarder og atter millarder af dollars ud til deres paladser gennem tiderne. Hvad er de blevet brugt til? - Hvem og hvad tror I, der undertrykker den hjertelig givne tro i Gudlivets eget kærelige navn af frugtbare vækstvilkår mellem mennesker på jord? Og omvendt: Hvorfor tror I man kæmper for fredeligt oplysende samfundsbetingelser til at udveksle sine meninger og livserfaringer, altså for den hjertelige oplysningspligt og ytringsfrihed til den ende, ja i sigte for al vor menneskelige udvikling på jord, kraftedme?
Tror I ikke danske drenge og unge mænd er kede af at se og vide, hvordan Jeres fædre har måtte kæmpe for deres liv under så beskidte landes regeringsmåde med næstekærelighedens bud og indsats i Gudlivets eget navn? Ja, for vi er altså vokset op med at se og høre, samt bruge hjertelig livsenergi og afbødende ressourcer på Jeres terror-organiserende svineri dernede: Iran-Irak-krigen, Hidsigbollah, Shiamia-lim, Gazebinds-stribens menustration, Hamas-med-Jer, Ligbyens kafkafis, Ligbananer, jødestaten, indskolede jødiske soldater i forråelsens foragt for god tro af ærligt hjerte, fordi deres far vanen tro skar i deres pik, mens pestilenserne skød med sten fra glashuset mellem deres ører (tak til den jødiske kvinde-soldat, der tog afstand fra hadet mellem Jer indoktrinerede, ja utroskabende drengerøve). Og Balkan-krigen, ja og hvad har vi efterhånden ikke i hele striben af marmeladeballade med mord på mennesker tilfølge. - Føj for satan, siger jeg bare, ja, det siger jeg, så NU STOPPER FESTEN ALTSÅ, NU ER DET SLUT MED AT LAVE BALLADE, nu kan I tage hjem og rydde op eller i det mindste hjælpe til dermed herfra, skulle I være faldet godt til med det dansk-nordiske. - For hør: I skal kraftedme ikke bryde Jer om at føre krigen herop, hverken på åben gade eller i åndskødet, vor almindelige mennesketro, når vi har nok at gøre med den hjertegode udvikling af de kære folketing omkring danske slægters liv- og samfundstrivsel, så vi på oplysende vis kan bære al VORT fremover. Også med plads til de tilkomne, der vil leve af godt hjerte for et almindeligt rørigt menneskeliv. Desuden i samarbejde med vore europæiske naboer, så vi, efter bedste evne, kan høre og hjælpe livets børn i resten af verden. Opfør Jer ordentligt, luk bibel-og-koran-skolernes uoplyste fraktioner, tør moselovens beskidte tåre af kinden og vend den anden til imens eller rend mig i røven. Ja, gør noget almindeligt godt istedet for. Lær noget om vort almindelige hjertegode som vikongeligt menneske af oplysende forstand på Livets udvikling af os: Find Jer ikke i vold, men sig frem af velment, ærligt hjerte som personligt menneske, så gudLivets egen sands for den næringsgivende vækst kan hele og helbrede os. Gør så eller smut.***KOMMENTAR SLUT.
VERDEN. Verden består som sagt af syv verdensdele. Antarktis er mig bekendt for koldt, hvorfor jeg undlader nærmere beskrivelse af det område. - Amerika består af to verdensdele, Nord-amerika og Syd-amerika. I Nord-amerika er befolkningerne fortringsvis præget af den nordvest-europæiske samfundskulturelle arv, mens de Syd-amerikanske befolkninger fortrinsvis er præget af den Syd-europæiske samfundskulturelle arv. Til den arv hører i særdeleshed også klimaforskelle. Ja, der er vel altid også noget naturligt forbundet med forskellene mellem befolkningers sprog, sindelag og væremåde, eftersom den slags forskelligheder ikke kan adskilles fra de håndelag, der udvikles, når mennesket søger at skaffe sig til dagen og vejen i vind og vejr med de naturlige ressourcer, der er inden for rækkevidde! - Jeg skal dog ikke undlade at nævne de oprindelige folkefærd på det amerikanske kontinent, såvidt jeg ved af dem: Indianere og inuitter. Syd-amerikanske folk og samfundskulturer bærer, i mine øjne, vist stadigvæk mest præg af de oprindelige folkeslag. Det samme gælder i det nordlige Nordamerika. – Asien. Asiatiske samfundskulturer er for mig at se kendetegnet ved blandt andre hjertegode kinesiske, japanske, koreanske, thailandske, tibetanske og mongolske rødder på en side og på en anden side ligeså hjertegode indiske og russiske rødder.
***KOMMENTAR: Dertil kommer hele det mellemasiatiske bælte fra det kanske engang lykkelige Arabien begyndende i Nordafrika, indover den saudiarabiske halvø - hurlumhejet i de troligt syge samfund omkring Israel og Palæstina, hvis evindelige mellemfolkelige stridigheder, jeg simpelthen ikke gider høre mere på, da sagens kerne forlængst er opklaret: DE FÅR LIGESOM OLDTIDENS GRÆKERE, ROMERE OG PERSERE STIV PIK AF DEN INDOKTRINEREDE, RETSKRIVENDE FØLELSE: JEG EJER GUD/ALLAH/JESUS/JEHOVA/MESSIAS/MOHAMMED/MAGTEN/LIVET, SÅ HAM HAR ALLE ANDRE I VERDEN IKKE RET TIL OG DA SLET IKKE NABOEN, NEJ SÅ HAM MÅ JEG UNDERLÆGGE MIG, FOR MIN ER RETTEN. Farvel græsk-romersk-egyptisk-persiske Oldtid med sine romantiske arvesynders folkeslagne kluddetæppe, farvel Jødedom, farvel Islam, farvel Kristendom i al sin uoplysthed med følgende hilsen fra
NORDSTJERNEN: VELkommen til gudLIVETS åbenbarne sandselighed, af natur rørig og fri, oplysende menneskeforstand i år 0. Her og nu. Og dermed til næstekærelighedens æra mellem almindelige mennesker, hankøn og hunkøn, der kan føde elskelige børn til overtagelse af arbejdet med fredeligt oplysende og frugtbare samfunds mellemmenneskelige folketing. Ja, når altså ikke de åndssvage, der kaster med sten, skyder og slår løs på folk eller bare i al deres dumhed hader gudlivet, får lov at bestemme, hvordan måde med det samfundne menneskelivs tilværelse på jord skal opleves, udvikles og forplante sig.
Det mellemøstlige bælte strækker sig videre opover de døde og sorte søers område og videre til Pakistan. Og Afghanistan, der i mine øjne desværre også synes at ville isolere sig fra en mere fredelig og oplysende sameksistens med deres omverden. Måske er det kun mig, der i al min uvidenhed synes så, men blandt andet Danmark søger i det mindste at hjælpe den almindelig gode afghanske befolkning på fode igen, så der kan blive fred og ro til at lade deres egen samfundsledelse udvikle sig - uden brug af maskingeværer til at få ret i løgnens lede navn ved at underlægge sig gud og hver mand i hele verden, vel at mærke. De skulle tage at få sat mere skub i en åbenhjertig og bæredygtig, ja jordnær og kropsnær oplysningskultur i deres respektive lande, fremfor at identificere sig med en tåbelig idé om hellig krig, der ødelægger livets eget oplysende vækstgrundlag på jord.. Men sådan sagt, fordi krigsmæssige omstændigheder, vold og angst, ellers dræner menneskets medfødte forstand på at sørge for en brødfødende vækstudvikling i forsyn af deres landes liv fremover. Det vil de afghanske bønder og hjertegode ledere i landet sikkert være enig med mig i. – Altså det må sgu’da være til at fatte for dem, hvordan ernæring og forplantning foregår på jord og at man arbejdsomt og kæreligt må indrette samfundet derefter, uden at skyde med skylden, derimod bede om forladelse for den, så godt sigte fremover kan vinde indpas mellem mennesker. Tak.***KOMMENTAR SLUT.
Australien. I australien findes også et oprindeligt folkefærd. De kaldes aboriginals. Ellers bærer Australien, New Zealand og hvad der ellers hører til af øer i Stillehavet, vist mest præg af den nordvest-europæiske samfundskulturhistoriske arv. Vel især den engelske. – Afrika. Afrika består oprindeligt af stammesamfund, men min grovkornede inddeling vil i dag lyde som følger: arabere i nordafrika, midt-og-vestafrikanere og sydafrikanere. Den oprindelige afrikanske befolkning var engang kendt for sin smukke skikkelse og naturlige åndelighed, sine folkedanse, store åndelige stemme, sine farverige klæder og ganske jordnære og kropsnære væremåde.
***KOMMENTAR: I Syd- og Vestafrika er der engang for længe siden foregået sammenstød mellem den vest-europæiske samfundskulturelle arv og så den oprindelige med sine krigeriske høvdingestammer. Den tid og de ugerninger, der er foregået i de områder, blandt andet slavehandel, er set fra en europæisk-vesterlandsk synsvinkel overstået. Tidligere tiders opfattelse af mennesket som opdelt i racer eller religion - fremfor som tilfældet er og altid har været, at være kendetegnet på sit ærlige hjerte og den naturlige indrømmelse af ønsket om at finde fredelig vej med vore drifter i samhørigt arbejde - er langt om længe ved at finde sin ende. Jeg håber den indskudte sætning bliver hørt som godet, der skal bekræftes. Der er også foregået sammenstød mellem arabiske herrefolk og så det mere oprindelige og naturlige, ja milde afrikanske folk. Og det kunne i mine øjne tyde på, at arbejdet med at oplyse menneskelivet på jord ud fra vort hjerte for de naturligvis gudgivne livsvilkår, såsom familiær omsorg, næring, arbejde med fødevarer, bolig og næstens tilsvarende vilkår, ikke helt er overstået!!! I Sydafrika har kampene være hårde i min tid, men der er sket meget vigtige gennembrud og jeg synes, at det er livet værd at bekræfte den godmodige, dermed opstandne hellige ånd, som samarbejdet om en menneskelig oplysende samfundsorden i vore respektive lande giver. Og det er såmænd Ordet, der som bekendt udgøres af gudlivets egne bogstaver: 5-7 millarder unikke mennesker født af slægters gang på jord, der alle som én ønsker kærelighedens næringsrige og oplysende udvikling på hjertemodig vis livet igennem. - Endeligt skal jeg i denne sammenhæng sige: Det er mere vigtigt at mennesker, ikke mindste fædre af livet, lever og gør et hjerteligt stykke oplysende eller på anden vis bæredygtigt arbejde for at bedre vor sameksistens som mennesker på jord med sine dyr og frugtbare natur - end det er, at de knepper flere børn til at tage vare på deres eget latterligt selvindbildte omdømme på bekostning af livets eget samfund. Den slags mænd og fædre i deres respektive idiotier ryger naturligvis før eller siden ud ved hjælp af gudlivets egen hånd som ånd. Og ikke nødvendigvis med døden til følge, nej nej, men det afhænger jo også af deres indrømmelse af glæden ved gudlivet givet, naturligvis. Ja, så lad dig derfor ikke forstyrre af mine udbrud, men istedet indtage af gudlivets egen sande som ærligt indrømmende ånds livret hos dig. Og da i særdeleshed fremfor at bilde dig selv ind, at dit elendige afkom kan lægge verden ned for dine fødder og samtidig skabe et helligt samfund med dig som hovedperson.
Det sidste gælder vist ikke mindst i dé afrikanske lande, hvorfra det forlyder, at voldtægt bruges som våben til at opløse det almindelige slægtsbårne liv- og samfundsforetagendes fredelige udvikling med henblik på at underlægge sig de skamfuldes arbejdskraft, nu hvor de ikke er mere værd, altså er blevet ødelagte som mennesker af forstandig ret til opvækst i Gudlivets eget personligt indrømmede navn. Man kunne sige det samme om diverse militser af våbenførende unge mennesker. - Må satans sult tage de kannibalske svin og tilintetgøre deres bestialske livsmåde, sålænge de ikke vil arbejde for livets oplysende vækst og føde til samfundet. Eller med andre ord: Såfremt almindelig ret i det oplysende livs førelse, og arbejdet derpå, ja sigtet dermed ikke kan bekræftes og håndhæves i pågældende egne, så der kan blive fredelige og fødedygtige samfundsvilkår, ja så må vi vel hellere arbejde på at indføre fornuftens selvlovgivning, hvormed jeg f.eks. mener: Voldtagne kvinder og børn, skal under kontrollerede forhold være givet ret til at udføre samme behandling overfor deres voldtægtsmand ved hjælp af en hegnspæl og en mukkert!!! For dernæst ganske enkelt at være givet ret til at kastrere dem med henblik på at lade dem arbejde for samfundets sandfærdige kærelighed resten af deres dage!!! Det skal FN hjælpe dem med til åbent skue for de svinske mænd og deres handelsform!!! - Må de mennesketro vikonger og åndsforstandige arabere stå sammen med de hjertegode kræfter i Afrika om at få sat skik på de bestialske mænd, ja noget så eftertrykkeligt, at de lærer at elske deres respektive fædrelandes frugtbare vækstvilkår uden misbrug af kvinder og børn eller hinanden. Eller skal vi nok engang komme og lære dem, hvordan man udnytter deres frugtbare, jordiske ressourcer til menneskelig gavn, ja jeg tænker ikke på historiens mange dumheder, men på den efterfølgende indrømmelse af det naturlige afrikanske selvværd som hjertegodt menneske og tillige på forsøgene på at skabe fødevare-virksomhed, der kan brødføde befolkningen? Danmark har sendt millarder og atter millarder af kroner afsted til nødhjælp og samfundsopbyggelig virksomhed i fattige lande. Og det er gjort af godt hjerte og kanske også på trods af en nærmest fuldstændig glemsel af vort eget samfund af danske slægter med sine folketings oplysningsmæssige dagsorden. - Bevar de vilde dyrs fødekæde, sågodt I kan og så I fortsat kan høste mad deraf, men sørg også for husholdningen på anden vis, ja og elsk medmennesket for sin ærlige og ikke mindst næstekærelige indsats med tilværelsen!***KOMMENTAR SLUT
Danmark på dansk.
Tilbage til Danmark og en såvel menneskelig som hjertetroligt indrømmende og oplysende udvikling af menneskelivet på dansk grund: De ærværdige gamle danske slægter og de ærligt tilkomne slægter af menneskelivet på jord, hvoraf nogle af dem jo nok skal rejse hjem igen og udbedre de respektive samfund, de kommer fra, når de har lært lidt om, hvordan man opfører sig i livets oplysende samfund af vækstvilkår og tiltag deromkring. Altså har forstået noget mere om, ja nye vidnesbyrd på, hvilket arbejde, hvilke forkundskaber og indrømmelser, der ligger bag det frimodigt oplysende samfundsgode af glade mennesker, vi værner om, søger at elske og bekræfte til det viderebringende med vore efterkommere.
Da Danmark nu er placeret ud fra et personligt dansk menneske, mig ved navn Jens, der føler ansvar for livets oplysende gang, dels i og med sine egne, ganske hjertegode familiære forhold - på trods af en højt-elsket søn på afbetaling i henhold til… - dels ligeover med næsten, for samfundets hjertelige udfoldelse og udvikling ud fra netop det naturlige livsbårne slægts- og kærelighedsforhold, der er os givet i Livet med al vort. Ja, så kan vi dernæst, jeg og mine læsere, mit lille medhør, gå videre med hensyn til de såkaldte nye tider på dansk grund. Så kan vi med andre ord tillade os at lade verden fare for en stund og dels give udtryk for dét, der skal til - mens vi spændt afventer dæmringen i befolkningerne vidt og bredt! - dels bare gøre dét, der skal til. Bekræfte det på hver vor måde og så godt vi kan.
Det er sådan, at de gamle danske slægter i deres kød, deres følelsesliv, deres ånd, deres sandselighed kender til menneskelivets gang på jord. De kender til lidenskab, de kender til forelskelse, de kender til opvækst og arbejdets prægning af deres forældre i den forbindelse. De kender til det at finde sig selv, kanske også at finde sine rødder og føle sig betaget af dem på godt og ondt. – Hvorom alting er, så er samfundet givet ved vort kødelige liv. Det menneskekødelige liv er vort eget, hver især, og som sådan ved sin faktiske eksistens, ja ganske enkelt ved at være blevet til, givet sin egenret som personligt menneske på jord. Men derunder hører naturligvis også slægtsbånd som ånd, altså at være født af en mor og far - to livs slægtsbårne kærelighed, håb og ønsker - samt at vokse op og lære livet på jord at kende ud fra blandt andre deres livserfaringer. De personlige livserfaringer som barnet uvilkårligt søger hos sine forældre er altid præget af en samfundskulturel og desværre ikke altid medmenneskelig og bæredygtig omgivelse - men i midten af dem står dog menneskets medfødte tro, sågodt som den lader sig erindre, indrømme og udtrykke hos pågældende forældre. Jeg elsker dig, siger man på dansk, ja man kan også sige, jeg ærer dig for din tro på kæreligheden til livet og dets gode mennesker. Og det kan og skal du i sandhed tro, min kære søn, Bertram.
*2*
Jovist, jeg elsker dig, Bertram, min søn. Endog meget højt. Også selvom din far, mig, der sidder her i Brande og skriver disse ord, blev ramt af en skidt udvikling med sit liv i det danske samfund – blandt andet, fordi han ikke ville slåes med de mennesker af anden, mere fundamentalistisk samfunds-kulturel baggrund, der slog på ham, engang han var i byen i Århus. – Ja, det var vel fordi, at din far , der gik sammen med en studiekammerat, på deres henkastede spørgsmål om, hvorvidt vi var bøsser, kanske lidt for kækt svarede: Ja vi elsker hinanden! Sådan er din far, når de spørgsmål han bliver stillet overfor er for håbløse i deres sigte. Men seså kastede de en fyldt ølflaske i nakken på din far, der imidlertid dukkede sig, for ikke at blive ramt af den. Og dernæst forfulgte den lille gut med sine tre sammensvorne i baggrunden din far og hans studiekammerat ned ad gaden, hvor de fik fat i mig, mit ærme, så jeg måtte vende mig om og sige: Jeg vil ikke slåes! Så trak han mig over til husmuren og lappede mig nogen på hovedet, hvorefter jeg satte fra og løb min vej. - Jeg hader dem ikke, for dumhed, der kommer af børn, der er opvokset i terror- og krigsramte lande, hvor man også misbruger gudlivets eget hellige budskab til at slåes og slå ihjel med, den slags kan man ikke hade væk. Kun lægge afstand til og ellers fortsat søge at elske og oplyse væk. - De er som de er af den livets samfundsnød, de har oplevet, men oplyses skal de dog alligevel på Gudlivets danske grund af Gudfreds vikongelige mennesketro, fordi det vil komme dem tilgode fremover og fordi din fars tro på menneskets hjertelige sands og ærelige forstand i sin trygge livsudfoldelse ellers vil forblive mærket af det på livstid. Herunder også det samfund, som du står overfor at skulle oplive.
Med andre ord kæmper din far for, at Danmark atter kommer på plads med sin almindelige oplysningtro dagsorden på dansk, ovenpå en masse stridigheder, vold og uroligheder i Danmark, Europa og Verdens øvrige lande. Fordi den slags ellers går i arv udi diverse åndssvage grupperinger og åndssvage dagsordner for samfundets ægteskabende natur i slægters gang. - Og sker det først, ja så kommer vi ikke videre med at finde os t ro omkring de egentlige liv og samfundsudviklende forhold mellem mennesker og mellem lande, i såvel Europa som blandt resten af klodens befolkninger. Og det SKAL vi, så alt det frugtbare i livets egen natur på jord, i hver vore menneskesamfunds lande med deres godmodige bidrag kan indrømmes, komme til gudlivets egen, ja livgivne ret på almindelig menneskelig vis. Altså frem og op i lyset ved sin vækst og trivsel med vort medfødte menneskehjertes forstandigt givne oplysningstro instinkt.
Kanske havnede din far også i en skidt udvikling med sit liv i det danske samfund, fordi han har røget for mange cigaretter og drukket for mange øl under uddannelse og sammen med sin afdøde onkel og alle de andre danske mennesker, der er opvokset med den form for samvær. Det er ikke sundt, men en del af den danske samfundskulturelle arvsynd er det dog, desuden en måde via høje afgifter at sikre statslig virksomhed, indtil dens socialdemokratiske borgere, tillige uendeligt diagnostiserende og analyserende, altså akademiserende og kategoriserende forvaltningskultur en skønne dag bliver i stand til at forstå, at de også lever af de såkaldt syge, svage, børn og ældre!!! Der tjenes penge, prestige og politik på dem i en sådan grad, at flertallets adfærdmønstre, ja danskernes krop-og-åndsudvikling, dermed samfundsudvikling, stort set ikke er andet end en dårlig kopi af tidligere generationers lumre drømme om frihed, lighed og borgerskab!!! Men man kan da vænne sig til det, altså, jeg mener, til at leve med det nye vidnesbyrd sat under kronisk socialstatslig administration, så de arbejdspladser, som de syge, svage, børn og ældre udgør ved deres henholdsvis syge, svage, barnlige og gamle sure kød ikke går tabt for de raske, stærke, voksne og gammelkloge, der finansierer deres tilværelse derved!!! - Samt, hov, ja, for det var lige noget, der hørte med: de tilkomne, der kun vanskeligt kan gennemskue, hvordan det danske folk i sin ærelige sandhed kæmper for ligeværdigt oplysende liv- og vækstvilkår omkring menneskelivets slægt og vor eneste ene gode samfundne gang på jord, i Danmark og jorden rundt. Og jo altså ikke kæmper for retten til overførselsindkomst i ly af lovens disk med sin uendelige produktion af gode politisk-akademiske, for ikke at sige gerningsretfærdige eller selvretfærdige hensigter og grunde indover til en nikker!!!
Det lyder måske lidt mærkeligt, lidt ironisk eller bidsk, og skal derfor heller ikke tages for tungt. Nej, for din far elsker livets egne mennesker jorden rundt, uanset deres ulykkelige samfunds forkvakletheder. Glem aldrig det. På trods af ordlydens bid har det dog også sin sandhed og det handler vistnok også om matematik og retskrivningens prægning af vort samliv og samfundsopfattelse. - Kanske er det især sandt, når det kommer til at lade livet gå sin naturlige gang omkring de familiære og hjerteligt indrømmede forhold i livet, som alle mennesker i grunden kender og mange allerede føler sig fortrolige med. Herunder at bede om forladelse for vor menneskelige skyld på nøjagtig samme vis, som man derved sætter næsten fri af sin skyld og jo altså på den måde bevarer den hjertegode skyld til bekræftelse af Livets egen dagsorden med menneskelivets ægteskabende samfundsoplysning omkring vækst og vigør i slægters livsudviklende gang fremover.
Ja, og da også i den forbindelse til at sætte fut i feltet og gang i papegøjemøjet, for nu at sige det på sådan lidt spagfærdigt dansk til dem, der måtte glemme at alvor og glæde jo er to sider af samme sag i det helligåndsbringende humør med sine medierende lignelser og puf. Fordi det forløser ordsindet, så skyldens alvorlige menneskesorger i sandhed kan angres og omvendes til uskyldens frimodige glæde på personlig vis i klar forstand. Og så skylden altså med gentagne ord kan forlades til gavn for det gode ansvar med eget og næstens liv fremover, tillige med livets åbenbarne og kærelige vilkår i det hele taget. Jovist, sådan må det være, tror jeg. Ja og ellers bliver det hele jo også til uendeligt registrerende gældsættelse og hævngerningers mismod sat i arv, så det efterfølgende kommer til at gælde om at være i besiddelse af magten, altså at sidde på den. Den åndssvage magt bliver det så til, den, der alligevel intet vinder, når det kommer til stykket i gudlivets eget samhørige bud. - Det bud vi er medfødte af, vel at mærke sig, jeg mener, eftersom vi jo alle er forpligtet på, føler eller søger at være tro mod dét som hjerteligt sandt og personligt menneskekød af gudlivets egen livsbårne slægt med sin samfundsudvikling på jord. Kanske på hver vor vis, men alligevel i al evighed i lyset af de hjertegode ånd- og håndskræfter til at udbedre den oplysende liv- og samfundsopførsel, mennesker og lande imellem - derfor også meget konkret i det fædreland, man lever og bor i med sit modersmål. Magten og æren bag de åndsstærke kræfter tilkommer som bekendt gudlivets egen dagsorden med menneskelivets ærelige og kærelige liv i al evighed. Og det er den egentlige, forstandigt givne livsgode magt, så det står ikke til diskussion, men til troende på almindelige glad vis med sine dertilhørende sandfærdige indrømmelser livet igennem.
Så altså, hvor kom jeg fra, jo: Hævngerninger og uendelig gældsættelse håndhævet med teknologisk-teknokratisk eller landssubjektiv magt, ja føj for et national-romantisk ord, men der menes bare, at man skal passe på med at sætte et helt land under administration af et navn som om alle i pågældende land da var enige i landets måde at regere på i forhold til sin befolkning og til nabolande. Det gider vi ikke. Nej, hævngerninger og uendelig gældsættelse, gider vi ikke, slet ikke overhovedet. Nej, nej og atter nej. Nej, for det er gudhjælpme da så pokkers utroværdigt at se sådan på livets nærværende og ligefremme vækstvilkår med sine medmennesker i deres levende drifters udfoldelse af hjertegod sands for trivsel. Og tilsvarende utroskabende at begive sig af med som var man døvstum og dumsløv. - Det mener jeg, men tag det nu med et gran salt, så du kan danne dig din egen godmodige mening ud fra blandt andet min faderlige kærelighed til dig, kære Bertram, og til det danske fædrelands samhørige liv som del af hele menneskelivets slægt på jord. Ja, min søn, almindelige menneskelig kærelighed til det naturligvis levende danske samfund, som mange af os søger at værne om, opretholde og udfolde os i agtelse for, så også du skal kunne leve glædeligt frit og godt ud fra dit sandfærdige og ærligt indrømmende hjertemod.
De forhold, jeg her kort har omtalt, kaldes også gudLivets egen, ganske naturlige lærdom i vort menneskeværdige samfunds køds med sin glade gang omkring den frimodige vækst. Ja, og det er såmænd den lærdom, din far deler med dig og den danske offentlighed, så godt han kan og for at det skal være klart for f.eks. alle de troligt arbejdende lærere, undervisere, forvaltere og politikere, at det er et fredsommeligt oplysende samfund med sine menneskelige folketing, som vi lever og ånder for – og altså ikke et socialstatsligt eller et retsstatsligt socialdemokrati, da det som bekendt ikke kan andet end at deltage i vor oplysende ånd- og håndsudvikling omkring det naturlige vækstvilkår som var der tale om et rivegilde baseret på retfærdighed, magt og position eller teknologi, fremfor almindeligt ærelige som kærelige indrømmelser. Og da gerne den slags indrømmelser, der lader sande nye vidnesbyrd opstå med barnet, altså med vort medfødte, troligt slægtsbårne og personlige udviklingspotentiale som godtlevende menneske, der elsker livets arbejde omkring vore vækstvilkårs bæredygtige samfundsudvikling.
Langt, langt mere vigtigt end de to historier fra din fars liv, kære Bertram, er det at fortælle, at din far også tror, at han kom i en skidt udvikling med sit liv i det danske samfund, fordi han, ja, fordi jeg står inde for sandheden i gudlivets eget æreligt sandsede, personligt indrømmede navn mellem himmel og jord i al evighed. Altså sådan som jeg så ganske godt har følt og forstået mig som naturlig og ligetil i både personlig udviklende og medmenneskeligt sigtende forstand. Eller med andre langt mere sande ord: bare oplevet som livsglæde i krop og ånd. Det navn er Jens Haarup Mortensen, for sådan hedder din far, sådan er han døbt i Den Danske Kirke. Ja, ligesom du er døbt Niels Bertram Aunstrup Mortensen i Den Danske Kirke, så hele det danske samfund, der lever og arbejder ud fra menneskekærelighedens vikongeligt oplysende dagsorden med sine hjertelige folketing, herunder de tilkomne af oplysningstro herkomst, kan kendes ved dig og vide, hvor godt et menneske du er og bliver. - Ser du, hører du, det er nemlig ikke altid, at de medmennesker, din far også har skullet tage højde for, være sammen med på næstekærlig vis, nej, det var ikke altid, at din far kunne dele det, han forstod som vidunderligt sandt i livets navn sammen med dem. Og det blev han nogle gange meget ked af, fordi det føltes så åbenlyst og indlysende, at vi er mennesker i vort paradis på jord, der har hver vor unikke krop, livsopgave og personlige ansvar med at dele brødet og bidrage til dets opretholdelse i sin videre oplysende udvikling som et samfundet foretagende. Men altså din far mener ikke, at det er andres skyld mere end det er din fars egen, at det nogle gange var svært at finde bølgelængde med de mennesker, din far mødte på sin vej. Nej, vor herre bevare os i al tilforladelighed, for det skyldes nok mere gudlivets egen forandrende forvandling af menneskenes samfund på jord - endsige de kulturafsnit, erhverv med sine traditioner og slægter, der har levet med vat i ørerne de sidste 2010 år og derfor intet kender til at være skyld i menneskelivets naturligvis glædelige udvikling på jord. For vort nærværende livs vedkommende først og fremmest det danske samfunds jord.
.
Der er sket flere ting i din fars liv og oplevelse af samfundet - mit liv, sagde jeg og ikke dit, kære Bertram - som jeg synes er forkerte. Også det har senerehen kunnet gøre mig ked af det, men da også vred og bange for, at jeg aldrig igen skulle finde fodfæste med den ligefremme person, jeg ellers altid har troet mig ved på naturlig vis på trods af medgang og modgang. Ja ligesom du også er ligefrem af livsglæden i din krop, Bertram. Jo, det er du, det kan du tro - og jeg skal såmænd gladeligt vise dig det på billeder af dig som elskelig ungt lille menneske, der udstråler naturlig og sand menneskelivsglæde som skabt til frimodighed i hjertets forstandigt klare navn. Ja, Bertram, for livet er nemlig herligt for sådan nogen som os; to-tre stykker, hvis din mor er med. Vær vis på det.
OG GLEM DET ALDRIG, uanset, hvad din i al uendelighed latterlige stedfar ønsker at du skal opfatte som socialdemokratisk normalt eller lignende i henhold til samfundets retfærdighedskrævende orden. Jovist, Bertram, for din far har levet efter kærelighedens troligt levende orden ud fra sit hjertes medfødte hørelse af sin krop som menneske. Såmænd også i agtelse for sin egen mor og far, din farmor og bedstefars, hjertegode sands for udvikling gennem livets egne kampe. Desuden var din far såmænd forlovet med din mor, da vi fik dig. - Men så blev han syg af stress grundet så forfærdelig mange hjerteskærende ting, der ikke er styr på. Ikke mindst på baggrund af et utal af oplevelser med mennesker, der intet sandt vil eller kan indrømme omkring livets vækst og samfundsdannende forhold på vore egne, ejheller i sandhed tør sige noget derom og derfor ender med at blive bundhamrende uærlige. Jeg tror, at din far blev viklet for meget ind i det, han ellers ønskede at udvikle med eget liv som indsats livet igennem; samfundets dårligdomme opstår, når dømmekraften bag vore handlinger ikke udgår fra hjertets personlige livserfaringer i deres ægteskabende forstand af vort samfundne køds ærligt oplysende sigte.
Din morfar f.eks. han løj din far direkte ind i øret, da han ligesom fik vendt din fars søgen job hos Post Danmark i sin tid, til noget han havde sørget for. Men det var det ikke, nej, det var to ved navn Lotte og Michael, der var snarrådige af hensyn til mig, din far, da han stod og manglede et job. Det takkede han dem for. - Desuden erklærede din morfar iøvrigt åbenlyst, at den bestemmende herre i samfundet hed: Ussel mammon. Det var bare sådan noget han sagde, tror jeg, men din far var træt og ked af den slags løgn, fordi han ikke ønskede at overtage den opfattelse og de evindelige kampe et sådan synspunkt fører med sig. Og Dronningen synes din morfar var et kvaj af et overklasseløg, hvilket senere gjorde mig endnu mere ondt at høre i sin forsynsgivne samhørighed af det danske samfund. Og din mor, ja hun ville f.eks. hellere være korpige i et Tom Jones kopiband end at finde sammen omkring dig og vore familiemæssige baggrunde, da du var lille og din far passede på dig og legede med dig hver dag, han kom hjem fra arbejde. Det var i øvrigt svært at gøre med analytiske midler i kroppen; din far blev så træt, så træt af at fordøje de indtryk som opløsningsmidler på overførselsindkomst danner over tid. - Det var også din far, der puttede dig; han aede dig på hovedet med hårene og sang for dig, til du faldt i søvn. Ja, for du ville helst være vågen hele tiden, så du kan være sammen med os og suge til dig af din mor og fars kærelighed til livet. Man skal bare også sove og hvile sig ellers bliver man tvær og får dårlige erfaringer med at leve på naturlig vis. – Hvis ikke de hackere, der har været ude efter din far i sit forsøg på at trænge igennem til dig og det danske samfunds offentlighed via nettet, er lykkedes med at stjæle alle de billeder, din mor og far tog af dig som lille, ja som din mor i øvrigt også krævede udleveret af din far, så har din far fortsat et billede af dig, der fortæller dig, hvordan du i sandhed er åbenbaret som helt menneske lige fra de første glade år. Der er overordentlig stor livsglæde i dig, Bertram. Og det kommer både fra din mor og fars inderste, ja trolige livsappetit.
Tilsidst kylede din mor forlovelsesringen henad gulvet og dermed det familiehåb, den glædelige livsopgave, din far ellers troede vi var i gang med på trods af diverse vanskeligheder. Ikke mindst vanskeligheden med din fars stress, sindsforvirringen og dens lange sorgfulde hale af oplevelser med mennesker i blind, ja og utro virksomhed som nævnt og antydet ovenfor. Det var synd for din mor. Ja for din far tror godt om din mor og han opfatter hende også som et, ja et både dejligt og hjerteligt menneske. Din fars nød handlede bare ikke om hende, indtil…. - Nå, men det gjorde mig bare endnu mere forvredet og stresset end jeg var i forvejen at høre forlovelsesringen trille henad guldvet. Dernæst, efter nogen tid, tog din mor en erstatningsfar, som hun dengang kaldte din stedfar, hvis det altså er den samme mand. Uanset hvem han så end er, så blev de åbenbart enige om at stævne mig, din far, på forældremyndigheden, så han nu - midt i kampen for sit ellers gode opdrag med sine tilegnelser, ja det du skulle have haft gavn af på helt anden vis end her, kære Bertram - blev tvunget til at forsvare kærelighedens oplysningstro livsopgave med dig og din mor, overfor den socialistiske-socialdemokratiske statskulturarvs efterhånden kødeliggjorte gudinde, psyke-justitsia og hendes evindelige politiske forpjusketheder. Din far tror dog også, at hans færd med landets vante myndigheder og det folkeoplysende udviklingssigte med dem blev forpurret af pest fra en hel anden kant. Nemlig af mennesker i det danske samfund, der ingen sand næstekærlig agtpågivende indsigt i gudlivet er givet på dansk eller som med andre ord: har dyrket selvretfærdighedens had til alt dét, de ikke forstår, for på den måde at afkræve respekt for deres store åndsvid omkring alt dét, de forstår på fremmedsprog - for ikke ligefrem at benævne deres livsforførende åndsvid med dertilhørende adfærd i det danske land som udtryk for lus af en vanskelig tro!!! De skal naturligvis også finkæmmes og sættes tilbage på den hund, de kommer fra, så de kan få den sidste olie af lopperne.
Det var dødsens farligt, dét, din far med bange anelser for et ophobende falsk grundlag følte sin skyld, sit ansvar ved. Han følte skyld og ansvar i forhold til alt det hjertegode i livet på sandfærdig dansk grund, men havnede dermed også i kampen for det almindelige sandselige ligeværd som menneske – eller med andre ord i kampen for sit ærlige hjerteliv, fra før det blev indtaget af løgnagtige retningslinier, videnskabelige logikker og lignende, såsom uærlige lovreligiøse og skriftstro menneskeånders sorrige vrede, kanske ovenikøbet direkte hadefulde, ja i al fald dårlige ånde i menneskeviddets ellers samhørige udviklingsforetagende omkring vore oplysende folketing på dansk grund. Det ligger din far meget fjernt at hade livet og dets mennesker og ligeledes kom det nok utroligt meget bag på din far, at der er mennesker på jord, hvis tro handler om at slå kristne og jøder ihjel, ja eller simpelthen bare handler om at slå gudlivets egen oplysende helligånd mellem mennesker og vort såvel jordnære som kropsnære vækstvilkår i sin naturlige udvikling ihjel. Så dumme er de; nogen af dem. Og de undlader ikke at benytte sig af læren om misundelsens projektion, nej den er nærmest inkarneret hos dem; de kalder det ære, menneskerettigheder eller Mohammed uden kendskab til Vor Herres naturligvis vikongelig oplysende afstandtagen til romantiske magtforstillelser, herunder oplysende afstandtagen til latterlige lovreligiøse menneskers utro forledelse af befolkninger ind i undertrykkende samfundordner, der intet problem har med at slå mennesker ihjel, hvis de kommer til at sige noget nyt i forhold til de indoktrinerede billeddannelser, der i forvejen kneppes koner og børn i henhold til. De lidt for islamistiske af dem henholder sig blandt andet til et billedforbud i Byzans engang for mange år siden, ja nærmest ligesom Hitler ønskede at brænde alle bøger og menneskelige udtryk, der ikke talte for hans idealisme. Den slags skrifttro og til tider ligefrem psykopatiserende idealisme gør din far bange, ja, for hør: gudlivets eget åbenbarne menneske er jo ikke et billede, men derimod blot en godmodig og ligefrem elskværdig oplysende og oplevende måde at være til på i sin personlige forstand af ansvaret med vor taknemmelige livsglæde. Jeg er til som Jens Haarup Mortensen og du er til som Niels Bertram Aunstrup Mortensen; og sådan er jeg din menneskekærelige far og du, min menneskekærelige søn i gudlivets eget helbredende navn.
Og derfor skrev din far ud fra sit almindelige hjerte for menneskelig forstand i livets eget navn. Han skrev alt, hvad han kunne, for at din mor skulle kunne høre hjertet hos din far på trods af al det indordnende og indrettende vrid med vort vid, det endnu ikke var lykkedes ham at udrette til gavn for det danske samfund i sin oplysningstro forvandling med sine mennesker. Din far ønskede nemlig overhovedet ikke, at hans kamp mod dårligdommene skulle få magten i forhold til din mor og det familieliv omkring dig, som han glædede sig sådan til at være sammen med. Men hans forstandige stemmeleje var vist nok kommet i udu; det blev ihvertfald ikke hørt på dét, det i sit dybe åndedrag søgte at tackle, nemlig et gevaldigt galskabende undertryk i menneskelivets samfundskød, der skulle udlignes. (Jeg tror det var dét, der gjorde din mor bange for din far, ja også på dine vegne. Hun forstod ikke, at din far var en af de få, der kunne gøre det. Andre kalder det så ganske vist, at have for høje tanker om sig selv, men det har din far ikke, nej, den slags udsagn skyldes af flertallet i Danmark er rundet af verden af det lave og følgeligt ender med at se op til alt til de knækker og føler sig nødsagtet til at nedgøre alle andre til de følger trop i henhold til den laveste fællesnævner. Sådan er socialdemokratisk åndskultivering i den vanrøgtende platoniske statsborgerskabelse med akademiske selvretfærdigheder i top, som de indrømmer og adlyder deres liv i henhold til) .
Han skrev blandt andet, at hun skulle se tiden an, fremfor skyndsomt at sætte et nyt barn i verden med en anden mand. Og det lykkedes også, at få din mor med sin hemmelige telefon, til at besøge din far, her i Brande. Her sagde din far til hende, at han ikke kunne adskille dig-og-din-mor fra sit livsansvar, sin livsopgave, sit hjerte, hvorpå hun svarede: at hun heller ikke kunne adskille dig-og-mig i sit hjerte. Af samme grund véd din far, hvor stort et svin din stedfar er, hvis det altså er den samme mand, som hun lå i lag med dengang; 2005-6 stykker. Desuden véd han af samme grund, hvad, der venter ham og hele hans slægt helt ind i samfundets oplysningstro hjertekule. Og det var og er tildels fortsat svært for din far at leve med, fordi det uden tvivl også vil sætte sit præg på dig og din mor – på en måde din far som sagt ikke ønskede for Jer, ja ærligt talt advarede din mor imod at lade ske. De breve, din far sendte til din mor, sendte han også til din mormor og morfar. Desuden sendte han en tre stykker til medmennesker i din nærværende omgivelse, så de fik lejlighed til at høre din fars hjertelige synspunkt. Roskilde Domkirke fik også besked. Og det gjorde også politimanden, der blev sat på sagen, fordi din far var meget forvredet og naturligvis ikke brød sig om, at en anden mand skulle ødelægge dig og din mors trolige livsudvikling med det danske fædreland i hjertekonges navn.
Det var ækelt at være i en sådan åndelig konflikt med sig selv, samfundet og de mange uoplyste medmennesker af ikke mindst den ældre generation. Det var grusomt for din far at fatte menneskelivets natur i lyset af verdens, europæisk og dansk samfundskultur-historie, men især fordi alt for få havde forståelse for din fars eviggyldigt livsoplysende sigte med lige netop dem, der bader sig i den historie generation efter generation uden at fatte nul og niks. Det er nemlig ulovligt ifølge dem, der lever af lovens skattefinancierede overførselsindkomst. - Din far følte sig afskåret af det gældende samfunds mennesker eller rettere sagt af deres manglende indrømmelse af det gudlivet på jord i sandhed handler om, dernæst vort personlige udviklingsbidrag med det i lyset af vore egne, vort folketing, de gamle institutioner, deres systematiske svineri og vore vækstvilkår fremover; samt i lyset af dét, der ellers er foregået i vort nærværende liv med alverdens palaver i sine voldtag indover. Altså dét udviklingsbidrag, der kun kan fremmes gennem den personlige ansvarlighed med at svare an imod falske foretagenders uhensigtsmæssige åndsudvikling, gentager jeg. - Det var grusomt ikke at blive hørt gennem det tykke psykologisk-socialistiske-socialdemokratiske åndsvid, som blandt andre århusianerne og roskildensernes universitære fagforenings-kulturer betragter som menneskets oplysende adelsmærke, for nu ikke igen at antyde de vantro islamisters foragt for dansk oplysningskultur i sit ellers frimodigt livsbårne element af vikongelig oplysningstro, ja almindelig menneskelig livsførende forstand på vore dansk-nordiske egne. Iøvrigt kunne det jo godt være, at de to førstnævnte størrelser hang sammen på uskøn vis hos begge parter, hvormed sagt så også er, at folkeoplysningens livsopgave med folketingenes udvikling i vort land er blevet endnu mere presserende. – Men din kære mormor, Bertram, ja hun hørte din fars konflikt og det ærlige sigte han søgte at bevare underneden. Måske på grund af hendes nordjydske, ja eller måske ovenikøbet på grund af hendes indremissionske rødder, hvem véd?
Din far begærede om fortsat fælles forældermyndighed, fordi det er naturligt for ham at stå inde for det faderlige ansvar med kærelighedens trivsel omkring kvinder og børn, samt vort vækstvilkår iøvrigt. Også på trods af, at man kan være ramt af samfundets smitsomme syge domme og deres vanrøgt af vor forstand, ja for jeg mener, de kan jo under alle omstændigheder kun helbredes via kærelighedens indrømmelse af de i sandhed ægteskabende samfundsforhold omkring vækstvilkåret på jord, vort helbredende kropslige gode og de naturlige drifter dermed. Vort glædelige livsgode. Ja, for sådan er det åbenbarne oplysningstro menneskebud på den levende samfundsorden i hørelse af Ordet, vort kød. Og det følger vi på frimodig vis i personende forstand, ganske som det også er baggrunden for folketingets virke, oplysnings- og undervisningspligten, ytringsfriheden, stemmeretten og altså livsorienteringen i de dansk-nordiske samfunds vikongelige menneskeslægts natur. Og tilkomne til vore egne er sådan set velkomne, altså i den udstrækning, at de med henblik på at lære noget samfundsrelevant adlyder, hvad der hermed blev sagt; ikke mindst, så de senerehen kan tage hjem og løfte deres egne op på oplysningstro vis.
Den fælles forældermyndighed stod ikke i loven som en mulig vej at gå videre henad, tværtimod var retspraksis at skille, hvad ikke adskilles kan, altså at skille, hvad gudlivet allerede i god tro har sammenføjet ved sin natur, nemlig ægteskabet ved blodets bånd som også ånd. Sidenhen har din far derfor måtte søge at oplyse dansk præstestand og glatnakkerne i retsmyndighedens statskundskabelige embede, fordi de tilsammen underkender deres egen lærdom, deres eget sande hjerteliv, tillige lovens sigte og dermed hele den oplysningstro dagsorden med vort gudgivne, ja livgivne samfund på jord, dansk grund. (Bonk, nu er så også de arbejdsløse). Det indbefatter naturligvis også de institutioner, der hører under lovens virksomhed og overførselsindkomstkultur, blandt andet undervisning- og uddannelseskulturerne. Og bliver således også til en folketing at få skabt klarhed omkring. I øvrigt skyldes det ikke kun forældermyndighedssagen omkring dig, mig og din mor med hendes sengeliggende gud, at din far søger at gøre som sagt. Nej, det var bare dråben, der fik bægret til at flyde helt over i sorg med de mange tavse tabuer, syge og dødbringende omstændigheder ved det danske samfund gennem flere årtier. Omstændigheder, som din far så også må indrømme, at han per hjertelig natur har følt et kanske alt for stort ansvar for at lære bedre at kende med henblik på at gøre sit til at opklare deres ærligt forløsende udvej i al evighed. - Ja, så nu vender din far hele bøtten, så vi kan høre den malerspand, der leves under med al sit pap, pis og papir. På den måde bliver hele balladen, jeg her har skitseret, måske godt for noget andet og mere i sidste ende. Det håber din far i det mindste på. Jada også for din gode skyld i det danske lands beståen ved vor hjertemodige agtelse for menneskelivets slægt på jord, kære søn. Og ellers kan vi iøvrigt heller ikke hjælpe de fjernere landes befolkninger, samt de tilkomne, der måtte trænge til ordentlige lærestreger i vikongeligt oplysende dansk forstand.
Du er forbundet med din søster via din mor, såvidt jeg har hørt om dit nuværende familievilkår, kære Bertram. Altså sådan som din stedfader jo så føler for hundens missende samfundsudvikling mod solens brændende skærild i hjernen. Han føler din søster som sit eget barn, fremfor dig – og derfor står din fars tro hjerteblod ved magt hos dig i al evighed som det oplysningstrolige og livsbefordrende instinkt du skal høre efter og indrømme som dit, indtil du for al vort finder din egen vej frem i lyset. Uanset, hvor forkvaklet din stedfar ønsker at gøre dig, opdrage dig med intetheders hjerte i reference til din moders liv, samt i henhold til, hvad han så i sit forkvaklede ophav troede, at han havde ret til. - Husk på, kære søn, kære Niels Bertram, at din mor og hendes af også mig næstekærligt elskede mor og morbror véd besked. Men husk tillige på, at hverken din ellers hjertegode morfar og hans slægt, samt derved din stedfar og tillige hans højest sandsynligt latterligt utro socialdemokratiserende slægt, som de på ulykkeligvis er rundet af djævleøens socialfascistiske lalala og derved selvretfærdiggørende bevægelse som om det var Danmarks måde med liv-, slægt og samfundssførelse. Husk på, at hverken din stedfar eller din morfar, kender til ordet og dermed, hvordan man ærligt elsker, indrømmer og værner om menneskelivets udvikling i sin såvel forplantende som oplysningstrolige gang her i vort vikongeligt danske Nord. Nej, det ved de intet om, når det kommer til den glade livstro ånd, du er givet med mig som din helt, ja kanske ualmindeligt, almindelige livserfarende danske far.
Når du med andre ord kommer til følelsen af rørelse i dit brusende blods kildevand og dermed indrømmelsens kamp for dit trolige liv som almindeligt menneske, der ønsker at udvikle sig fremover med eget personlige liv som godmodig indsats, ja tillige med agtelse for medmennesket og i det hele taget menneskelivets oplysende dagsorden på jord, så skal du, min højtelskede søn, kære Niels Bertram, ikke tøve med hensyn til at lægge afstand til det, der måtte være dig på tværs, indtil du kan se klart igen. Og altså kort og godt skide løgnen, også din stedfars løgn et stykke noget så eftertrykkeligt, at han aldrig igen kan blive den, han troede, han kunne kalde sig overfor dig og sig selv. Ellers lærer han i sandhed aldrig at tro og betale prisen for sin utroskab på glædelig genopstanden vis i ånd af vort vikongelige danske hjerteblod i sit sande ligeværd. Ja, for du skal ikke betale den, Bertram. Hans liv står i sandhed til regnskab overfor højesteret på dansk grund og det er ikke juraens. Og det forlyder ovenikøbet at hans kiste allerede er bestilt, ja så jeg må være varsom med ikke at lukke låget på ham. Jeg mener, han er jo også et menneske, der er trådt i lære hos din fader… Hør derfor godt efter, kære Bertram, for det er ikke og må aldrig blive din kamp mere end godfred er, hvorfor jeg siger som sagt og gentager: Du er i al evighed fri til dit eget livs godmodige indrømmelse i menneskekærelighedens oplysende forstand. - Det hjertegode har din far iøvrigt fra ærlig hørelse for sin egen fars og mors ve og vel, altså din bedstefar og farmors, jaså det skal du naturligvis også have med dig.
Min elskede søn, du skal med andre ord tage kraftigt afstand til din stedfar og din morfar, når du kommer dertil, at du kan. Og altså vide, at du i sandhed er langt mere værd end de to mænd, såvel din morfar som stedfar, eftersom de har skåret din vikongelige oplysningstro opvækst i stumper og stykker ved deres fuldstændig tåbelige indsigter i livets sande kæreligheds-forhold på jord. Ja, deres grundlæggende utroskab som mænd af det danske fædreland. Tak din mor for at have holdt hånden over dig, sågodt hun kunne, tak din mormor for at have gjort ligeså – og tak mig, din far, for at have bekæmpet den løgn, som din morfar og stedfar dagligt har præget dig med i henhold til diverse normaliserende opfattelser, håndhævet ved den socialdemokratiske og kapitalstats-borgerlige kultiveringsvirksomhed med dertilhørende psyko-pædagogisk-marxistiske livsmåde, dén, der desværre simpelthen ynder at føre kejser Neros platonisk retfærdighedstilbedende voldsarv ind i hjertets forstandigt givne, kærelige sind på livets egne børn i opvækst. - Må du leve af godt og ligefremt hjerte i al evighed min søn, Niels Bertram Aunstrup Mortensen – og må din stedfar og morfar brænde op i helvede, sålænge de ikke indrømmer, at de mestendels af deres liv intet sandt som menneskeæreligt i vikongens oplysende dagsorden med samfundet har tjent. Intet, blev der sagt, nej de har ikke fulgt med, men i ære af sig selv valgt aldrig at udvikle sig og vort land derved. Og det ligger nu engang i sit ganske gode faderlige udgangspunkt, din fars forstandigt givne, ganske hjertegode danske slægt meget fjernt at tænke sådan og opføre sig sådan som menneske i livet. Man udvikler sig i tag med livets samfund i sigte for sand hjertelighed, Bertram, og sådan vil det altid være - ser man, som man skal, bort fra dem, der lige føler, at man også skal bære deres vantro legeme. Man kan tage ved lære af næsten, men ikke være næsten og er der intet at lære hos vedkommende, vender man den anden kind til i agtelse for sit hjerte og forsynet med samfundets trivsel fremover via egen, ikke selvretfærdige, men ærlige indsats. Man takker og om nødigt takker man også af og går sin vej i gudlivets eget navn; dét, du er navngivet og døbt med af din mor og fars hjertesande kærelighed for dig. Ikke for kirkens, i hvert fald ikke før, at din far også har fået den oplyst i Vor Herres Vikongelige navn med sine folketing.
Og skulle du så undre dig over, at jeg, din far, ikke kommer og henter dig, jamen kære Bertram, hør næstekærligst, hvad din far dertil må svare: Det er under al menneskeværdighed for din far, at være blevet rodet ud i en sådan gang med livets trolige gode, som tilfældet desværre også er, ja som din far jo altså også skal indrømme. Men ligeover dermed er det af samme grund under al menneskeværdighed overhovedet at være i nærheden af dem, de fraværende mænd, du opvokser iblandt og det samfund, som de eksemplificerer ved deres afstumpede, ikke-indrømmende ånd. Desuden vil han hverken slåes med dem eller deres brug af ret og politimagt til at undgå enhver form for menneskeærelig indrømmelse i vor livstro samfundsorden. Din far gider med andre ord overhovedet ikke bruge mere af sin hjertegode livsenergi på den slags mennesker, udover naturligvis ærligt at oplyse dem om, hvor han står som ligeværdig landsmand af det danske, ja for det har han hjertelig oplysningspligt til at gøre – derimod skal han, ja jeg skal bruge af min hjertegode kærelighed som far til dig, så også du med tiden kan blive fri for dem og de forkvakletheder, som de sætter i arv i dit kød og dermed vort samfund. Tag det derfor ikke så tungt, for vi skal nok klare dem alle sammen i den boldgade, kære Bertram. Også uden brug af vold, falsk ret og ussel magt stammende fra uoplyste menneskers uforstandige eller bare ikke-indrømmende livsmåde i Vor Herres eget navn.
Din far værner fortsat om den gode skyld i sandfærdig udvikling på trods af, at det også gør ham træt at skulle oplyse gamle mænd, deres sønner, døtre og børnebørn i det danske land, om vort livsgode åndskød i kongens forstandigt givne navn af menneskelig ligeværd i slægters hjertelige gang. - Fremover er det derfor ikke længere kun for sjovt, når vi taler om djævleøen. Og det skal de ellers mindst ligeså hjertegode ænder med deres indavlende snadder af ø-kuller-kultur i sjælens bundløse land være rygende klar over. Ja, det håber jeg sandeligt for Dem, at De skriver sig bag øret i næbbet i al evighed. Også af den vraltende grund, at det i sandhed er synd for deres kongelige højheders hjerteligeværdige menneske, at de skal opvokse, ja især da genopstå i omgivelse af et sådant socialdemokratisk-socialstatsborgerligt-socialfascistisk pak, der AU for katten da, sKU stadigvæk lever i den universitære tids djævelskab med 60-70-80-90’ernes RUC, Fuck, duck.
Nå, men I øvrigt har mit liv handlet om rigtig mange andre gode ting. I det inderste og vigtigste vil jeg sådan rundtenom nu alligevel stadigvæk sige, at det har handlet om trolig glæde og åbenbaren forstand i det vidunderlige og naturligvis sandselige menneskeliv på jord. Og om at føle lyst til at dele den sandselig glæde i hjertelig, kropslig og sjov forstand, så andre mennesker i samfundet også kan få noget af det medfødte hjertegode, ja den glæde, din far har følt ved at være rask i krop og klar i mælet. Og så har det ellers handlet om at kunne forstå lidt mere om livets egen natur på jord, om samfundets udvikling dermed samt ikke mindst om udvikling af åndskundskaber og nye færdigheder til at bekræfte og håndtere livets samfund i agtelse for de mange rare mennesker, der ligeså kæmper for at lade livet være godt i al evighed. - Det er sådan rundt regnet din fars åbenbare tro, ja det er din fars menneskenatur på dansk i skov, krat og skrat. Og derfor er den også hos dig, i dit ærelige, menneskevarme hjerteblod og helt sikkert gode danske forstand. Tro kærelighed overvinder alt, min søn, vær vis på det med rask glæde. Og giv aldrig op i det sigte!
*3*
Danmark, altså det danske samfund, består i sin hjertevarme kerne ud fra de livserfaringer, som de gamle danske slægter tilsammen kan mønstre i ånd som hånd omkring deres børn, i ånd som hånd omkring deres arbejsliv, deres bolig og samfundsudviklingen i det hele taget dermed i lyset af klimaet og kulturhistorierne på vore egne. De erfaringer i ånd som hånd gives med andre ord i kraft af de kropsligt og hjertenært indrømmede livserfaringer omkring næring, omsorg, kærelighed, tryghed i livets eget foretagende og lignende. Sådan er menneskelige samfund på jord givet ved vor slægtsmæssige natur, slægtsbånd som også forplejning og forløsning af deres selvstændige vækst i hjertegod ånd som krop. Derfor også i det danske. Og derfor også i det eviggyldigt videreudviklende perspektiv baseret på omtalte, ikke absolutte, men menneskelige, ja indrømmende livserfaringer. Menneskelivet på jord udvikler sig konstant, men det sker jo altså ikke hurtigere, bedre eller mere bæredygtigt eller sandfærdigt, såfremt ingen indrømmelser finder sted omkring vort jordiske livsvilkår, vore elskede, vort givne liv - ikke mindst vore børn.
Hvad den for den gamle danske befolknings nærværende samfundskulturelle historie og diskussion angår, så er den foregået ud fra en lang erfaringsgang, der løber over flere generationer. Den har sigtet på at tilvejebringe ligeværdige livsvilkår, herunder oplysende, ja glade, erfaringsgivende livsvilkår for det enkelte menneske, så vedkommende ville kunne blive i stand til at tage bedre vare på sit eget liv i lyset af livets egen vækst og samfundsudvikling på jord. Herunder tage vare på de familiære, kropsnære og åndsnære anliggender, der tilgodeser næste generations udvikling som hjertegode og næstekærlige mennesker. Det er i nogen grad lykkedes, hvorfor det danske samfund blandt andet er kendt for at være et frimodigt samfund. Eller man kan sige: kendt for sin oplysende frimodighed – og kanske, desværre, mindre kendt for den naturlige, ja vikongelige mennesketro, der bærer den oplysende frimodighed frem. Det er nemlig ikke kun kirken, staten eller ”de kristne”, der bærer den frimodighed frem. Nej sguda, det har det aldrig nogensinde været, selvom der kanske er nogen, der bilder sig ind, at man kan kategorisere det sådan – det er derimod mennesket i sin vikongelige tro på vore egne, der vel at mærke indrømmer livets eget gode, det vidunderlige ved overhovedet at være blevet givet livet. Taknemmelighed kaldes det og hos vort broderfolk mod vest, altså på engelsk: Amazing Grace. Og hos vort broderfolk mod syd: Dank-gebet am grosse Freude des Leib und Leben, sådan ungefærd. Endeligt må vi vel også have vort broderfolk mod nord og øst med, hos dem hedder det i sammentrækningen: Fy faen, monnen hår jo kjempe ret i de honom sayer; sel jag kon forstoo att wi hår den somma true i kjærlickan forstand!
Jeg gentager. Størstedelen af den danske samfundsdiskussion i nyere tid og dels oplysningspligt, dels ytringsfrihed til den ende, har drejet sig om at udvikle et bæredygtigt samfund, hvor mennesker af den danske befolkning har kunnet udvikle sig med henblik på senere at tage over og derved føre samfundet videre på god vis. Altså ved daglig liv- og arbejdsglæde. Den dagsorden står stadigvæk ved magt og vil såmænd gøre det i al evighed. I mellemtiden, afhængig af, hvor langt vi går tilbage – eller afhængig af, om vi taler med de gamle, de ældre og hører deres livserfaringer med livet i Danmark – er der så også foregået ting og sager, som vi har været nødsaget til at reagere på, for ikke at gøre tingene værre end de er. Der har været et langt efterslæb med den oplysende dagsorden i Danmark grundet krigen og den angst, sorg og vrede som den skabte i de danske slægter. I kølvandet derpå har det været nødvendigt at indgå i et europæisk samarbejde på den ene side og på den anden side at forløse os af det verdensbillede som anden verdenskrig og den kolde krigs tid skabte hos os. Der har med andre ord været en kontinuerlig, sund, stærk, naturlig oplysende ånd i midten af det danske samfunds menneskekød, tilvejebragt helt fra gammel tid, og hvis helt klare sigte, som delvis sagt er: at leve hjerteligt godt, arbejdsomt og glædeligt med sine naboer og næsten på sin vej med livet.
Den ærligt indrømmende ånd på dansk er udgangspunktet for samfundsdiskussionen i Danmark – også på trods af de knæk, vi har måtte lide under krigen, den kolde krig, det mislykkede eller tvivlsomme omkring det europæiske samarbejde samt sidst, men ikke mindst, forholdet til indvandring/flygtninge og dermed ”arbejdskraftens frie bevægelighed”, som de platonisk-marxistiske, eller kanske bare lidt for frihedskåde forenings-rationalister i det akademisk-politisk-økonomiske EU, skød i gang i navn af retfærdighedens selvhentertraditionen!!!
Nå, men hjertegode mennesker er de vel også. Ja, så de har vel efterhånden lært deres lektie, så vi også kan komme videre med det livsoplysende europæiske samarbejde som mellemkulturel udveksling på anden vis. Ja, det foregår jo allerede med vore respektive landes fordøjelser af den fælles-europæiske arv, vi må forløses af, så det frugtbare kan komme til sin ret og blive høstet af de yngre generationer. Og til medhør verden over. - Før eller siden skal de, dem og alle os andre nok lære det vikongelige nords oplysningsmæssige dagsorden at kende for menneskelivets egen, helt almindelige gode skyld. Blandt andet som de allerede gør ved de velkendte danske forbehold, men også gerne som et hjertegodt rundet oplysningsbidrag til det europæiske samfund samt videre udi samfundene på jord: Danmarks Domstole gælder i Danmark og det danske Folketing har fuldgyldig myndighed til at tilvejebringe en oplysende og menneskeværdig udvikling af kæreligt liv, bolig og arbejdsforhold i det danske land ved befolkningens indrømmende hjælp og indsats henad livets egen vej. SIGTET er fortsat en tilvejebringelse af menneskelivets hjertelig oplysende livsførelse på frimodig og forløsende vis, ja i sit personligt indrømmende ansvar omkring vort samfundne liv og vækstvilkår. Og naturligvis i medhør af Den Danske Kirke (Nordiske) og vor oplyste forstands hjertemodige udviklingsforetagende i sin ære og værdighed af Gudlivets Vikongelige menneskekærelighed.
Og det mener jeg sådan set úanset, hvor højt og truende resten af Europa eller alverdens øvrige, selvbestaltede utopier om ret uafhængig af klima, egn og den oprindelige befolknings håndelag, sprog og sindelag, finder på at råbe og skrige op om, at de har krav på at tilintegøre livet på den plet, vi har at arbejde med ved afledning af opmærksomheden!!! Ja ovenikøbet i henhold til et simultantolkningsudstyr, der intet menneskehjerte hører i sit samfundskulturelle nærværd, førend over halvdelen af befolkningen er begyndt at rette sig efter noget, de aldrig har skullet rette sig efter. Jeg mener, vi retter os naturligvis først og fremmest efter livets almindelige gang i god tro som hjerteligt menneske, når ellers ikke de politisk-kunst-kulturelle bevægelser, medierne eller diverse videnskabelige diagnoser og prognoser løber af med halvdelen af befolkningens livsnødvendige opmærksomhed - og dermed af med OS og al VORT i sin samfundne livsopgave.
Altså, hør kærligst: Vi lever, hvor vi er og derfra udgår opgaven og samarbejdet om at tilvejebringe oplysende samfundforhold, der kan udveksle glædelige oplevelser og kendskab til hinandens unikke erfaringsgoder på tværs af vore lande og på tværs af vore medfødte og naturlige forskelle. Og det er såmænd led i det mangfoldige menneskegode opdrag, samt dermed led i en bæredygtig livsførelse at være i stand til at indrømme dét.
Jeg gentager, for at gøre det helt klart, hvad jeg, 1, 2 og så det lange tredje, siger. Det danske livs samfund kan ikke udvikles, vokse og gro på almindelig livsglad vis, såfremt det ikke tager udgangspunkt i de ærligt indrømmende, ganske sandgode og oplysende erfaringer, der er gjort med livets slægter på dansk grund. Og de står jo i vore kæreligheders kød til frimodig, dog sandfærdig og gerne hjertevarm indrømmelse ovenpå anstrengelserne. Samfundsdiskussionen i Danmark har derfor også til opgave at finde ind til det, vi kom fra som et hjerteligt oplyst og bramfrit folkefærd, der ønsker gode forhold for hinanden og fremover. Ja såmænd verden over, men først herhjemme, eftersom livserfaringerne tager deres udgangspunkt i tråd med vort fødeland og vore slægter. Eller med andre ord til opgave at få sorteret ud i alt det moderne afbetalingsskrammel, der løber af med os, så det kører rundt og rundt. - Den ærelige og sandfærdige samfundsdiskussion blev taget som gidsel af de universaliserende pattebørn og retsfanatikere, ja undskyld mig, der aldrig har kendt forskellen på menneskelivets hjertegode ret i almindelige udviklingsforhold omkring vore naturlige drifter i al evighed, den oplyste forstand - og så jordens roterende cirkus med alverdens forskellige knopskydende sprog for det samme i al mulig ligegyldig uendelighed; den intetsigende moderne forstand, der som bekendt fungerer uden personlig samvittighed i gudlivets eget navn eller bare, med andre ord, uden æreligt menneskevid i sit naturlige ansvar med vore nærværende egne.
Det roterende cirkus er udtryk for hele masseproduktionens industrielle revolution, som vi plejer at sige begyndte i 1800-tallet, men som jeg, der kommer fra bøhlandet, jo lynhurtig kunne se…, først nåede det såkaldte udkantsdanmark i 1980’erne. Og nu 30 år efter, nok engang, fordi det er gået op for den danske befolkning, hvor beskidt, vel også misforstået man har tænkt om håndteringen af vort samfund, dets mennesker og livet førhen. BAGGRUND: Efterkrigstidernes angst-samfund med smøger og bajer-kultur tilfølge, samt en statsforvaltningskultur, et erhvervsliv og en akademisk-videnskabelig branche, der ikke formåede at ændre sig i takt med livets egne mennesker og dog alligevel på må og få sidenhen har søgt at gøre en ihærdig indsats for netop at holde fast i vor fribårne oplysningsmæssige dagsorden i sin mindelighed. Herunder folketinget. Sådan rundt regnet ser jeg på de sidste 30 års ballader i det samfundskulturelle liv med udgangspunkt i såvel egne som agtede medmenneskers oplevelser af det, naturligvis. Og det er altså langt fra skidt alt sammen, nej, for sådan må man aldrig se på tilværelsen med livet på jord.
Det lyder måske mærkeligt, at se sådan på den industrialiserende, ja teknologiske revolutions indtog i vore forskellige samfundslag, som jeg beskrev det - men der er altså også sådanne forskydninger gående i vort samfundne folkevid. Og de må ikke blive for kantede eller altafgørende og da slet ikke voldelige. Den akademiske kulturarv er f.eks. meget gammel, mens livsoplysningens kulturarv ikke er nær så gammel, når man ser på den i sin medmenneskelige, nogen vil med hjertegod snak sige folkelige bredde. Og det er jo sidstnævnte, der oppebærer folketingets menneskelige dagsorden frem mod den ligeværdigt elskede samfundsudvikling omkring vore slægter og vort levebrød. - Min bedstemors 5 ugifte søskende af en flok på 13 fortalte troligt deres historier som menneske og en dag faldt en hvas kommentar til dét, jeg havde lært og svarede an af, på følgende vis: Er det dét I (jer børn) lærer i skolen? Ja og det har jeg vel så siden tænkt over, altså at deres livshistorie måske var mere sandfærdigt mærket af livet på dansk-europæisk grund end så mange andre historiske forklaringer på samfundsudviklingen, der nåede vore ører.
Altså, jeg mener, samfundets udvikling sker jo altså i særdeleshed også på baggrund af de oplevelser med livets vilkår, som mennesker på dansk grund har haft, fremfor i kraft af en forkromet verdenshistorie alle og ingen alligevel kan forholde sig til. I hvert fald ikke, førend de fatter, at der seriøst arbejdes på at lade livets eget bud komme til sin ærelige oplysning hos ethvert menneske, så pågældende netop ikke lader sig indtage eller bliver indfanget af åndssvage menneskers verdenshistorier om, hvordan alting VAR, uden først at sørge for indrømmelsen af den forstandigt givne sandselige glæde ved bare at være til med det hjertegode personlige liv, der ER. - Og alle har jo altså aldrig rent mel i posen i den henseende, eftersom ingen af dem jo er tilstede, når du hører livets hjertegode kald på smilet i dit bud. Og de andre er lige meget, for de er jo ubekendte, når du kalder dem sådan: andre. (Det sidste gør man hele tiden og så igen og igen i og omkring Allus Universitas Delfinarrehus. De skal derfor kæmmes, ja, for ellers finder de aldrig ud af det lange hårs jura. Nej, så hold Jer væk fra området imellemtiden. De vil redde kirkeklokkerne fra krigens vold, sejler ud på dybt vand og sænker dem, for dernæst at snitte et mærke i båden, så de kan huske, hvilken side de er til! - Luk akademisk kulturarv ned, luk universiteterne og bed i samme ombæring de statsansatte og deres utro individer om at opretholde vækstvilkåret på jord fremover for alle andres skyld!!!).
Det levende livs mellemmenneskelige oplevelser, fortællinger og beretninger er mere værd end de dødes historier. Men de dødes historier og overleveringer kan vel af og til også godt, altså i mindeværdig klar forstand, gøre lige netop dét, det nærværende, der i sandselighed er, ja det åbenbarne livs faktum klart for os. Og globaliseringens verdenshistorie, også kaldet verdenssamfundet, jamen det betyder bare, at det er gået op for flertallet af jordens befolkninger, hvad der blev klart for ca. 5-700 år siden, nemlig at jorden er rund og arter sig som den gør med sit eget, ganske kraftfulde roterende fis iform af f.eks. varme golfstrømme. Eller rettere sagt, opdagelsen af den roterende jords fis i kasketten har man villet tjene penge på i 500 år i henhold til universiel gyldighed, jævnfør faldloven for masse - ja lige indtil nu, hvor det langt om længe er afsløret, hvordan for eksempel global opvarmning kun er noget, som foregår i syge videnskabsfolks hoveder eller i kraft af deres efterladenskaber iform af opløsningens metode. Den, der som bekendt hverken kender eller agter på ordets opgave i sin liv- og samfundsførelse af vort kødelige folketing. Og videre på den måde via den samfundskulturelle arvesynd, som deres matematisk-teknologiske-teknokratisk-og-administrative sindelag har afstedkommet, nedarvet som normers normaliserende adfærd mellem mennesker, jævnfør faldloven for masse som sagt, men altså også i sine teknologisk-teknokratiske sindelags koblinger til lovens retfærdigheder… - Sådan er der jo så meget og sådan er det så foregået, uden at man kanske imellemtiden helt har sørget for at fremme og opretholde en oplysende og bæredygtig dagsorden med befolkningernes almindelig kropsnære og jordnære forhold i de enkelte lande. Ja, så vi blandt andet ikke skulle bruge vanvittige og umenneskelige ressourcer på at bekrige hinanden med forskellige retskafne kunsters afbetalte sprog, systemer og redskaber ind over, da de jo som bekendt ingen livstro indrømmelse af vor naturligvis hjertegode færd i slægters arbejdsomme gang ret kan bringe os. - Man kan måske og så sige, at hver verdensdel på sin vis har haft deres egen verdenshistorie og at de så nu, i vor tid, smelter sammen til en og samme historie om menneskelivets samfundsudvikling på jord. Mange er døde derved, men så må vi ære deres minde desto mere ved blandt andet at undlade hævn eller gengældelse eller med andre hjertelig sigtende ord: leve og klare vort liv desto bedre, så ikke deres iøvrigt velkendte dødsårsager gentages eller endnu værre: opretholdes i en led forkynderisk og formyndergrisk lukkeånd.
Hvilke erhverv vil gerne stå til ansvar for dét, den forskydning, jeg omtalte ovenfor? - Og dermed, som jeg før har nævnt i anden sammenhæng, blandt andet de bønder, der hængte sig i laderne eller drak sig ihjel, fordi de ikke kunne klare det veluddannede, samt kapital-logiske Danmarks totale inkompetence, når det kommer til at leve med at skulle tilvejebringe fødevarer ud fra vort fornødne vækstvilkår, derunder f.eks. mælk til det danske folk. Altså uden at indføre industrialiserende, kapital-analytiske forhold omkring livets eget såvel kropsnære som jordnære vækstgrundlag i ordets forstand, vel at mærke sig. Stå venligst til regnskab for dét, moderne, videnskabelige og teknokratiske, ja kapital-statsborgerlige socialdemokrater og socialistsvin, hvis bedrevidenhed i selvretfærdig ret jo som bekendt står i tråd med hele den romantisk-græske oldtid, altså den idealistiske fornufts systematiske vanrøgt af vort forstandigt givne livsgrundlag som almindeligt oplysende menneske på jord, dansk grund af vor tidsregning. Jeg mener, det er jo dét, det forstandigt kropsnære og jordnære livsgrundlag i ordets forstand, der skal lyses op, så vi kan udvikle det i bred samfundsmæssig, ja og naturligvis levende forstand til gavn for al vort i sin mindelighed. Ganske som det altid har været det opvoksende udgangspunkt for menneskelig trivsel og oplysende liv- og samfundsførelse til glid med glæden. Da ikke mindst i Danmark.
Det skal indrømmes, at man ikke bare sådan kan lege med livets eget jordnære og kropsnære vækstgrundlag ved vor både arbejdsomme sands og kærelig omsorg for det næringsdrivende, men at det derimod er dét, vi i sandhed må stå sammen om, holde os til, høre efter og udvikle os videre ved. Og der er såmænd masser af både levende og døde eksempler iform af virksomheder og menneskelig eller rettere sagt umenneskelig, ja kapital-psykologisk social adfærd, der kører af sporet, til på anden vis at lade det gode hjertes bankende slag for livet slå hårdt, skulle det være vanskeligt at fatte det i forvejen sagte. Jeg mener, har I ikke lært at læse og forstå eller rettere sagt høre - skal I først til at indrømme 1. klasses hørelse i en alder af 50? Ja, for hoold da op, mand, hvor har mange af Jer været virksomme i virkelighedens verden! Jeg mener, det ville da have været rart, såfremt I også havde været i stand til at være det i Livets eget næringsrige med ordet, vort forstandigt givne kød, intakt af vor folketingsmæssige samfundorden!
Og så fremdeles fremover, ja for der står fejden eller med andre ord: Afgørelsen om, hvem, der skal bestå og hvem, der ikke skal bestå ved Vor Herres grønne eksamensbord med sin rødvine fane, ups, der spildte jeg vist lidt rødhvidn. Nu, med den udtalelse, ser man bort fra pletten, er jeg, ifølge nøddeknækkerens smagsdommere ved de universaliserende retsutopiers klaviatur nok både nationalist, royalist, racist og nazist eller hva’, was ist? Knæk og bræk og gnæk og blæk, ja, for jeg vil da helst ikke være noget grimt til skræk i sagt og sæk, bare fordi, jeg hedder Jens og kommer fra fædrelandet, Danmark, med sit modersmål. Og såmænd jens hiele lyw igjennolm har søgt oplysning i medhør af overgangen fra gud-konge-fædreland til gud-folketing-fædreland eller med andre ord i medhør af folketingets udvikling med vore almindelig kendte baggrunde. Uden held ganske vist og, tror jeg, kanske fordi, alt for mange tilsyneladende hellere vil leve i teorien om statens tredeling af magten, retfærdigheden og det sociale demokrati ud fra etiske overvejelser, politik, videnskabelig præcision og teknologisk-teknokratisk livsførelse. Og man kan jo altså ikke tillade sig at sige, at man har måtte omgås de forkerte mennesker, vel. - Tænk for eksempel, hvilken fantastisk oplysningsvirksomhed ham der Østergård, der var parkvagt for nationalsocialismens boldspil, har forestået, når han bekymret, kanske også lidt vredt, ytrede sig om den fjerde statsmagt, altså medierne!!! Åååh ja, stakkels dreng, stakkels slægt, jeg mener, tænk sig at have levet indforstået med tredelingen af magten i hjertets åndsvid og på den baggrund have følt sig undertrykt eller chikaneret af den frie presses halvhjertede forsøg på at oplyse, i det mindste mediere den bid af menneskebudet i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn, der var tilbage i sigte for vore folketings oplysende dage fremover!!! Jeg mener, altimens man troligt forestod et fællesanliggende omkring de vise boldsparks oplysningsbidrag indover til en skallet nikker og fadbamser i håret. En sådan udtalelse har jeg i sandhed ondt af!
- Sig mig engang: troede I alt var teori, lånte fjer eller penge fra statskassens hellige kilde!!? Nå, men ja og jav, jav, for det gælder da ikke mindst Jer, der lever højt på oldtidens græsk-romantiske fornuft, altså den akademisk-politiske statskulturarvs utopier iform af retsstat, skattestat, demokrati, enhedslisten, socialistisk folkeparti, socialdemokrati og lignende fatale åndsvirksomheder, såsom dem ifølge overførselsindkomstens psykologi, etik, politik og videnskab, for nu at gentage det, jeg var inde på. Ja, så det mener jeg sørme. Husk derfor på, jada også af den gode menings hjertelig indrømmende grunds beståen, hvad Christians VIkongelige borg står for med sine oplysende folketing i det danske samfund af menneskelivets glade slægter. Og da gerne, så også de tilkomne kan lære Vor Herre at kende på sin personligt ansvarlige oplysningstro menneskeånd i sit sigte for tilværelsens almindelige gode med samfundet, herunder ytringsfriheden til det endemål. Vel at mærke uden partou at skulle vikles ind i et utal af –ismer, universitas delfinarius rutsche-turer på glidebaneargumenter eller jura og dermed fodbolddommerne inden for området aftegnet af kridtstreger. For ikke at sige det værste: at blive viklet ind i brutal utroskab som menneske af den misforståede Gud/Allahs vrede vold i mange fold, fordi der er alt for mange folk, der er vanen tro som gimpen!
Nå, men ja, amen og jammen, for jeg tager jo altså ikke imod bestikkelse eller bod og bedring iform af afladshandel i Vor Herres egen vikongelige udgave af et dansk navn. Jeg mener, gør det ondt på Jer, at I skal til at ofre Jeres afkoms trivsel på grund af Jeres egen utroskab i Livet, når nu sandheden er, at man jo ligger som man er blevet beredt gennem sin uddannelse og så meget andet samt af landets uduelige samfundsvirksomhed under afvikling til fordel for nyudviklende vidnesbyrd med al vort i glædeligt opstanden sigte? – Regningen skal betales lød vor folkevalgte leders bud. Og den betales jo som bekendt i den hjertesande oplysnings valuta jævnfør vor frimodigt livsbårne samfundsorden. Ja, så er I, virksomme mænd og kvinder, dygtige til at indrømme, at det ikke er strafbart eller, undskyld forvirringen, at det er strafbart ikke at tale sandt i højesterettens oplysende forstand, altså ud fra de såvel jordnære som kropsnære indrømmelser omkring vore ligeværdigt elskede familier, børn og nyudviklende arbejdsformer ved vækstvilkårets deling af brødet? - Hvem betaler ikke prisen? Ja for så skal de satme eller hva’? Nej, spøg til siden, men hør, hvad skal de i grunden sælge – fremtidens valuta eller evighedens?
Ikke mindst skal det såvel kropsnære som jordnære vækstvilkår indrømmes af den grund, at det er bestemmende for vort almindeligt medmenneskelige sindelags bølgelængde, vor naturligvis hjertegode forstand og sandselige frimodigheder dermed i såvel deres standhaftighed som ærelige indrømmelser henad vejen. Det er især dér, jeg vil hen med det, fordi det gør glad samtidig med, at det lader nye vidnesbyrd opstå på naturlig vis. - Eller sagt på en anden måde: Det dur ikke, at flertallet af befolkningen ikke kender til sand vækst og omgangen dermed i hjertelig indrømmende som også jordnær forstand. Fordi vi da i for høj grad udvikler os i sands for kapital-økonomisk vækst udi matematiske, kategoriske og tekniske termers celletænkende regnskaber, hvis værdi-begreber, tænkemåde og sindelag i det hele taget, handler om alt muligt andet løbsk lort end almindelig jordnær, vækst- og næringsmæssig, som også derved en forstandig kropsnær, ja erfaringsgivende udvikling med støvler på. - Det almindelige købmandskab omkring vore fornødenheder foregår jo iøvrigt netop også omkring det næringsdrivende, men gør landets statsborgerlige byld af uddannelser dét, så folk kan bære tilværelsen videre på frimodigt oplysningstro og næstekærlig vis, uden at vi skal til at bruge vækstfremmer i måsen på dem, for at kunne tjene VORT levebrød?
Jeg gentager med andre ord: - uden at sætte byldens betændte materie af forbitrende politisk-økonomisk værdi-logik i arv i vort samfundne kød som om der var tale om et spil ludo med plads til så og så mange brikker at flytte med, for at vi alle kan lære at følge spillets røde regler i sandaler! - Hvem er det, der konstant refererer til spillets regler, hvad er deres baggrunde og hvad bilder de sig ind at kunne opnå derved, udover naturligvis åndssvag magt og noget på den dumme til at forsøde tilværelsen med? Gå hjem og læg Jer, hvem I end er, og bliv hjemme, indtil I har lært at være livet bekendt på sin arbejdsomme og glade, oplysende ledelse omkring den samfudne, ganske menneskenaturlige folketing ved sin vækst og trivsel i det ganske, danske land. Ja og skriv så eventuelt en blog, så I kan bestemme Jer for, hvordan vort ellers godmodigt frie, dog til stadighed oplysningstro danske samfund kan bringes videre uden et utal af spilleregler, der jo alligevel ikke gælder, eftersom det jo i hovedreglen er sådan - jeg mener, eftersom det jo er den hjerteregel, der om nogen overhovedet, bestemmer spillets regler!!!
Vort folketing er ikke et spil ludo ligesåvel som stemmeretten, undervisning, oplysning, tro, arbejdsglæde og ytringsfriheden til forløsning, formidling og forkyndelse af vort samhørende livsvilkår med sin forplantende udvikling ejheller er det. Og hvad undervisning angår, ja så skal den danske befolkning altså være klar over, at der ingen oplysende undervisning udgår fra landets universiteter. Nej, det har de ikke forstand på og det vil de aldrig få i den institution. - Det kan tage flere generationer, ja menneskealdre at få løgnene ud af folkeviddet, så vi atter kan høre i samme sandfærdige menneskeforstand og gøre ærligt brug deraf fra hver vor gavnlige, altså unikke persons ad-lydende synsvinkel. Og det skal dem, der ikke kan slippe korano-bibel-og-biblio-kultiveringens indoktrinering af døde ånder i levende børns kød naturligvis også lære, førend de gør ondt værre, ik sandt!
Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at vi udvikler os i henhold til f.eks. pengeregnskaber eller rettere sagt: hørmen omkring de mange stridigheder, der opstår derved. Mol dur ikke. Og jeg ser da f.eks. også sportverdens udvikling som fuldtidserhverv, altså fra at være en godmodig legende dyst om kamp på færdigheder til at være et arbejde, de få tjener millioner på, mens andre ser på fra tilskuerbænken - som én lang kompensation for det egentlige samværd omkring udviklingen af vor oplysende krop, ånd, vækst- og arbejdsvilkår. Altså det er da udmærket, at folk klarer sig godt, men der er også nogen, der medtænker de sociale mekanismer, medier, dannelse af forbilleder, fankultur med mere og som oplever, hvor farlige eller uhensigtsmæssige sådanne billeddannende omstændigheder kan være for et samfunds raske udvikling af ligeværdig menneskelig trivsel. Det er her vi finder gråzone-terapeuternes hjertelige omtanke. Og flertallets normale adfærd i sin grusomme beskyttelse af sig selv. - For mig at se gør det med andre ord ikke noget, at der er mennesker, der tjener millioner på deres succes, men det gør mig noget, såfremt de ikke ser, hvilken samfundskulturel dagsorden, hvilke mellemmenneskelige normer, de bekræfter ved deres virksomhed. Eller med andre ord i al sin realitet: såfremt de ikke gør godt med deres penge – jaså pengelogikkens åndssvage retfærdighedsorientering ikke bliver deres eftermæle, men mere vigtigt: ikke bliver det ledelsesmæssige budskab bag deres succes til efterabning for en mainstream strøm af uselvstændige, mere eller mindre kapital-logiske, altså marxistiske idioter. Ja for slet ikke at tale om alverdens øvrige forstilte forestillinger om det rige, frie vesten eller bare Danmark, såsom f.eks. forstillingen om landet, der flyder med mælk og honning, så alle og enhver, ja hele jordens befolkning kan komme hertil og bo her!!! - Velhavende mennesker står i det vesterlandske samfund overfor konstant at skulle godtgøre, ja begrunde, dokumentere og retfærdiggøre deres rigdom. Det er forståeligt nok i en kapital-statslig kultur, der regner løs på alt muligt og sådan folkeligt, menneskeligt set, gerne vil den orientering tillivs. Men det er også urimeligt, at det er sådan, fordi man derved glemmer, at de rige ikke alene er skyld i det ædelmetalliske sindelags old-egyptiske orientering med forgyldte lederes balsamerende håndtryk tilfølge. Det skal de så bare indrømme på ærlig menneskelig vis, så deres lederskab, ja og liv som almindeligt menneske også kan blive hørt på sit ærlige gode. Ikke mindst, så den boldgade, den vej med livet også kan udvikle sig af godtsigtende hjerte for skabelsens natur og derved blæse utroskabende rationalisters mere eller mindre teknologisk-administrative projektion af had, misundelse og vrede omkuld.
Rige mennesker er også almindelige mennesker og da især i Danmark, hvor netop de ”popsmarte rige (svin)” bliver kantet på deres vej til pengenes mer-vil-have-mer rigdom og fortsat vil blive det, forsåvidt de glemmer, at der følger et vikongeligt oplysningstro, menneskeligt indrømmende ansvar med i lyset af vore folketing, altså i lyset af samfundsudviklingens menneskekærelige sigte med sine godtfolk og deres vækstvilkår. Og især da i lyset af Nordens natur og det hjertegods, de ressourcer, vi er givet at arbejde med og udvikle os af. - En god holdning til arbejde også kaldet mådehold med arbejde eller bare arbejdsmåde, den kan og må ikke blive løsrevet Livets egen ægteskabende gang med sit forstandigt oplysende og glædeligt forplantende sigte med al vort. Og hvem sørger for, at dét ikke sker? - Hvem og hvad sørger for den troligt glade, ægteskabende holdnings opretholdelse i sin frimodighed? - Alle? For ikke at sige: Hvem eller hvad, ja hvilke vanedannende traditioner med sine indbyggede logikker forpurrer det, nedbryder den forstandigt oplysende menneskepersonlige holdnings ægteskabende gang med gudlivets eget, ganske sande, ganske åbenbarne, ganske helbredende, ganske vækstgivende samfund? - Ingen og Intet? Eller manglende indrømmelse af vor tro på gudlivet og det næstekærlige sigte med tilværelsen på vor samfundne jord i sit raske ve og vel? Dansk grund for vort nærværds vedkommende og således udefter på naturlig vis.
Jeg gentager på anden vis: Det hedder sig, at man også danner forbillede, når man har succes og det er ikke forkert, men godt, når blot man også kan gøre almindelige menneskelige indrømmelser i forhold til den eviggyldige, hjertelig oplyste forstand, vi går ud fra. Det kærelige liv, vi er givet med al vort som mennesker i livet. Endsige gør indrømmelser i forhold til bagsiden af medaljen. Ja, for bagsiden af medaljen må altså ikke vinde i bitre magt-projektioner eller skjult misundelse hos pågældende, dog ejheller i medløberiets sammenhænge; jeg tænker her på de velkendte sociale mekanismer, men især, når de fører til åndssvage grupperinger, der begynder at kræve deres ret til at være som de er og leve som de gør, uden overhovedet at indrømme, at vi også hver især må finde vej med æreligt og næstekæreligt hjerte i sandfærdigt behold. – Ellers lærer vi ingenting som et medmenneskeligt samfund, der gerne vil give plads til personlig frihed i god forstand med det kreative hjertemod. Og for min skyld da gerne i sigte for bæredygtige erhverv- og livsudviklinger, der kan rense vort samfundne åndskød i den forbindelse, altså også i forbindelse med vort folketing.
Måske skal det bare være sådan som det i mangt og meget er alt for skævt, men jeg mener nu stadigvæk ikke, at det kan være rigtigt og da slet ikke, når man oplever mennesker blive så usikre på deres menneskeværdighed og hjertegode ret til livet, fordi de kommer til at tro, at de først skal have råd til at være noget værd. - Dårligt selvværd, usikre, ængstelige mennesker, der ikke længere ved, hvordan de skal eller ikke tør leve og udfolde deres liv kan på ingen måde holdes adskilt fra den værdimæssige orientering, der foregår i det hele taget. For eksempel at man dels opfatter, tillige gør brug af kapitaløkonomisk matematik som værdimæssig indsigt i navn af nødvendigheden, vi alle må rette os efter. Og sådan set i al diskretion rette vort indelukkede selvværd efter!!! Jeg mener, det er ikke noget problem for mig at gøre brug af den slags: Den dumme snyder den endnu dummere – men man skal bare være opmærksom på, at såfremt det fortsat er vejen, så bliver DEM, som efterkommere vil bruge det overfor: Banken, Staten, Universiteterne og rigmændene med deres respektive slægters børn som simple ludobrikker!!! Og det vil naturligvis blive i streng logisk forstand i fuldstændig overensstemmelse med det sindelag, som nævnte virksomheder tilsammen har på samvittigheden ved deres kultiverende adfærdsregulering af befolkningens livsførelse de sidste mange årtier!!! Altså jævnfør spillets regler, ik’!!!
Eller med andre ord, nu véd I, ledere i det danske samfund, hvad der forårsager udbrændthed i en ung alder, anorexi, skizzofreni, manio-depressivitet, alkoholisme, kræft…og en smule om, hvordan den slags nedarves via universitær-teologisk, kapital-stats-logiske samt sygdoms-teknologiske enten-eller-sindelags administrative måde med Vor Herres nåde, når ikke hans personlige indrømmelse af vor hjertesande ret til livet omkring den jordnære og kropsnære forstand er på sin raske plads i forvejen, så det oplysende sigte på almindelig vis kan bevares hos den enkelte og såvel udarbejdes som udleves på åbenbaren og ligefrem godmodig vis livet igennem. Ja, sådan omtrent, hvorfor jeg også mener, det offentlige bag skærmen skal forvandles til det åbenbarne samfunds frugtbare midte med dertilhørende oplysende udvikling omkring jordbrug, dyrehold, bolig, vejr og vind, samt ånd, krop og sprog i ordets eget navn … i udveksling med de frie, selvstændige erhverv, der ligeledes følger trop, når altså sagens kerne ikke længere blot er penge eller regnskab, men livets levende brød i samme værd. - Og så har I jo hermed lært noget, nemlig dét, der gør Jer kompetente og innovative, som betyder, at I naturligvis ikke opretholder omtalte enten-eller form for positiv-negativ værdimæssig virksomhedsorientering af nødvendighed, men derimod med glæde tager Jeres liv i lorten og lægger kortene på bordet med Per Sorten. Ik’!
I får jo løn som betalt i hjertet på Jeres børn, sågar i højesterets navn, livets egen. Ja, hvorfor det jo nok er meget godt, at der er noget, der hedder folketing, livsoplysning, oplysningspligt, ytringsfrihed til den ende og videre i den dur med vor samfundsudvikling. Vil I måle fortjenesten i henhold til ansvaret ifølge devisen: Jo større ansvarsområde desto højere løn? Fint, siger jeg så, for da er Jeres løn min i Vor Herres eget navn i al evighed på vikongelig oplysningstro dansk grund. Tak, siger jeg så – og værsgo at aflevere halvdelen af Jeres indtægt til mig, ja, for nu rå’r Faderens højre hånd sørme i vækstens eget navn med sin dømmekraft til at skelne mellem levende og døde, altså mellem det livgivende og dødbringende. Da også hos de elskværdige tilkomne, der, ligesom så mange andre retfærdighedstilbedende idioter, blot endnu ikke kender hjertets sprog i gudlivets forstandige menneskeånd på dansk. – Jeg skal imidlertid næstekærligt bede de tilkomne om at holde lav profil i dette opgør omkring gamle danske slægters rådne kapital-statslige forhold til fordel for den oplysende folketings kærelige åndsudvikling i sigte. I skulle jo, ifølge min mening, nødigt blive til dem, der får på puklen, hver gang der er ballade omkring vor almindeligvis hjertelig givne mennesketro, altså den, der netop gør, at I overhovedet er velkomne i det danske samfund. Stik i mellemtiden Mohammed skråt op, skulle I komme fra de kanter, for han kan ikke hjælpe Jer på åbenbaren dansk grund, ligesåvel som Jesus ikke hjælper stort i forhold til at gøre ærlige indrømmelser i Vor Herres eget troligt kære navn. Jeg hedder Jens og elsker livet, hvad hedder du?
På det her omtalte punkt, den kaptial-logiske matematiks universaliserende sindelag, ja det, der jo ikke kan finde nulhullet, hvor indrømmelsen ellers finder sted – der falder også den gamle, men ligesåvel tilbagevendende kritik og afstandtagen til skattestatens matematik og retsstatsborgerens menneskerettigheder i sin eksponentialfunktion gående mod uendelig. Altså fordi vi derved er i fare for at gøre mennesket til en skattebetalende og retsteknokratisk blind og afstumpet pengemaskine, der intet sandt, intet ærligt kan indrømme på menneskelig nærværende vis. I sin kultiverende og ganske uhyggelig logiske konsekvens bliver det hos nogen til: Uden penge, ingen ret til livets egen hjertegode trivsel på jord. Og det er psykopatisk at tænke så logisk, så matematisk ligestillende af penges værdi med livets egen menneskeværdighed i sit troligt frie åndedræt med den kropsnære vækst i ordets egen forstand – altså forkert at tænke sådan og videre i forlængelse deraf forkert at håndtere krop, ånd, liv- og samfundsudvikling i sort tråd dermed. Det er også forkert af den grund, at det medfører en kronisk blindtarmsbetændelse i hjerneforskningens selvretfærdigt ligestillende google af en hjerne gående mod uendeligt gældsættende teknokratiers fjernsynede windows i fjæset, altimens man forsøger at overbevise sin omgivelse om, at man er human, når man i den klassiske fritids socialdemokratiske logik synger eller spiller lidt musik endsige dyrker lidt kunst i lyset af de åh så søde børn med våben i hånden ude i verden!!! – Tilsyneladende kan man alligevel konstatere, at det indenfor socialistiske, socialdemokratiske og akademiske kredse, tillige indenfor bankverden, de kapitalspekulerende erhvervsfolk og skatte-retsstaten, er ganske normalt at tænke så forkert, så grusomt ligestillende af livets værdige kød med f.eks. politisk-juridisk-økonomiske regnskabers udtryk derfor. Men altså, ja, sådan går det jo, når ingen menneskelig sand begavelse omkring vore kropsnære og jordnære livsvilkår indrømmes i opvæksten eller hvad skal man snart sige – udtryk for konsekvensen af at være for nøjeregnende og lægge for meget vægt på adfærdsregulering via pengepungen og retfærdighedens ligestillende paroler i omgivelse af boligkomplekserne og parcelhusenes firkantede opfattelse af ejendomsret i jesus-mohammeds eller endnu værre, socialismens statsborgerlige banks navn?
Og når talen så falder på timeløn og tid-penge-og-ret derved kobles sammen, uden at se på, hvad der rent faktisk arbejdes med, leves og åndes for, ja uden at indrømme den menneskelige livsudvikling, den menneskekære trivsel, så dør folk af stress, fordi de ikke har tid til at tjene de penge, der skal til, for at få ligeså meget ret. – I hvad? Siger man så dernæst! – Jamen hør, for det er ikke særligt intelligent at stille det spørgsmål, nej, det er ikke særligt begavet, altså man har ligesom ikke rigtigt indset noget menneskeligt relevant om ligeværdig ret og gyldighed i sin hjertegode skyld, blot fordi man kan stille det spørgsmål. Vel idioter. Jeg gentager: Jamen hør, for sådan, som sagt om tid-penge-ret, kobles det nu engang sammen per retskrivende og kapital-logisk adfærdsregulering i opvæksten, når vi glemmer oplysningens frimodigt livsbårne sigte med vor medfødte menneskelige værdighed i personlig forstand og ligeledes dermed glemmer udviklingen af færdigheder til det eviggyldigt skabende endemål: Æreligt at leve rask og godt og dermed være i stand til at indrømme sit eget hjerteligt levende oplysningsbidrag eller arbejdsindsats som et samhørigt livsgode af vort kød, så det bekræfter vort samfundne vilkår i godmodigt forplantende gang med tingene. Til dags dato, ja og kanske også på trods af sorg, sygdom og dårligdom, men, ja og amen, derved alligevel med videre sigte for livets sande helbredelse i al samfunden evighed på jord. – Af samme grund er den fribårne skriftkultur, der ærer almindelig sand menneskeværdig forstand, fremfor fordækt at romantisere sig selv og andres latterlige løgn, indtil videre vigtig, nemlig for at kunne smide ligevægtsgudindens kapital-stats-logiske åg af skulderen, altså så folk ikke kommer til at tro, at det er dét vidnesbyrd, man skal have i nakken at rette sig efter. Jeg vil jo så bare også gerne noget mere, da vi jo altså også har et retssamfund nødigt til håndteringen af …, der ingen ærværdig sand forstand på indrømmelsen af vort oplysende vækstvilkår er givet at leve ud fra og arbejde videre med.
Men alt-i-alt sådan sagt, fremfor at bekæmpe andres tilsvarende ligeværdige menneskekødelige ret til livet ud fra blandt andet selvretfærdige røde paroler eller lignende åndssvage følelser af uretfærdighed og fair løsninger i leg med klodser fra legoland, mens man er i sommerhus med arbejdet i fagbevægelsens boligspekulation. Ja og det gælder da også mohammed-jesus-fælden, altså glemsel af gudfaderen-gudsandheden-gudlivets eget oplysende vækstvilkår, det som den elskværdigt åbenbarne person af almindelig god menneskeslægt jo ellers kender i sit hjerte, fordi hver og en af os som bekendt er placeret mellem himmel og jord, på jord, i et fædreand med sit modersmål. Endda på tilsvarende vis i ansvar af gudLivets egen lydighed i åbenbarent sigte for al vor næstekærlige samfundstrivsel. Og vel at mærke ikke på en jord, der drejer rundt om sig selv, vel. Nej og ejheller en jord, der er underlagt alle stjernerne. Man må gøre sit bedste med agtelse for næstens jord, ja det er da indlysende givet med livets eget ord. Glemslen af Livets eget vækstvilkår på jord og den menneskegode sands for det er farlig – og ikke af faderlig art, som dansker-døberen jo forudsagde det, så også jeg blev nødt til at komme i skriften for at blive hørt på ilden i vort vikongelige menneskebud.
*4*
De helbredende indrømmelser og den bæredygtige forstand som almindeligt menneske skal ifølge min mening tilvejebringes ad kropslige erfaringer med næringsvejene og ved deres frugtbare grundvilkår, de jordnære afgrøder vi lever af. Deromkring lever og bygger vi samfund op i ansvar af forsynet, i føling med selvforsyningens landsmæssige sikkerhed og i agtelse for næstens tilsvarende livsmåde. Også nabolande.
Ligeledes gælder det i øvrigt stadigvæk i de nødstedte samfund, altså de SKAL finde vej med en oplysende dagsorden, der kan dyrke jordens afgrøder og dele brødet derved på bred samfundsopløftende vis. – Krigerisk og terroristisk adfærd er i forvejen foragtet af samtlige åndsforstandige og oplysningstro, tillige almindelig tro mennesker jorden rundt, men befolkningsmæssigt set tror jeg kun, at den slags adfærd kan omvendes og afsluttes gennem indrømmelse af vor menneskelige sands for glæden ved at sørge for en bæredygtig udvikling omkring kropsnære og jordnære almindeligheder i hver vore lande. Dertil hører naturligvis også at kunne tale sammen, altså sprog og forstand. – Når nu f.eks. terror-krigen i Afghanistan og Somalia skal bringes til ende, så må de mennesker, der kan tackle talebansk kulturarv med sit islamistiske arvegods, altså hvis det er dét sagen handler om, i retningen af et bæredygtigt oplysende samfund, hvor der produceres mad, tøj og bolig nok til alle, samtidig med at befolkningen derigennem lærer at værdsætte det almindeligt menneskelige arbejde med at opretholde en godmodig, fredelig og ægteskabende kurs omkring forplantningens børn, fremfor at bruge dem som våben. Ja, så må de melde sig på banen. Med andre ord: Gør de forstandigt givne menneskekulturarvelige rødder og sprog, der ligger tættere på Afghanistan eller Somalia end vestens befolkninger ikke noget i den henseende, så våbene kan lægges på hylden og den her skitserede, helbredende dagsorden komme i stand? Eller har de travlt med at hovere over vestens aber og svin, fordi de intet menneskeæreligt finder råd for af hjerte for menneskeslægtens glade samfund på gudlivets egen, frugtbare jord? – Det er for let at skyde med skylden og derfor skal vi være og blive endnu stærkere med vor hjertegode skyld i udrettelsen af bedre samfundsvilkår for jordens mangfoldige befolkninger.
Ja, for jeg mener, den skitserede dagsorden gælder altså i enhver henseende, også herhjemme, også i Afrika, også i Mellemøsten. Det er jeg sikker på, fordi jeg har hørt hjertegode menneskelige røster fra samtlige lande i verden på trods af deres og dermed tildels også vor nød. Terroristisk- og krigerisk åndskultur kan kun afvikles gennem en bæredygtig, frugtbar og oplysende udvikling omkring de livsgode drifters natur og deres dertilhørende brug for næring, omsorg og samvær. Derfor må vi også søge at sige sandheden på en sådan måde, at sandseligheden hos det almindeligvis hjertegode menneske kan vækkes, og så den kan finde bekræftende, arbejdsom gang omkring en samfunden, livsoplysende udvikling i vore respektive lande – og vel at mærke uden brug eller tilbageslag udi oprustende vold, ret og evindelig magteri. Man behøver ikke straffe folk, der tilsyneladende ikke opfører sig ordentligt, nej, man kan nøjes med at tage dem i forvaring med dertilhørende fornøden forplejning, indtil man har fået forløst og hørt deres bud eller strid i lyset af den nærværende omgivelse, som har plantet den hos vedkommende. Dertil kan man gøre brug af samtale eller skrift, men da også almindelig gymnastik eller dans og god mad, så vedkommende atter kan komme i kontakt med sit gode hjerte for livet. Og f.eks. blive i stand til at undskylde for sin opførsel og bede om tilgivelse i lyset af omstændighederne, der førte vedkommende på afveje. På den måde skærpes opmærksomheden også omkring de samfundsmæssige omstændigheder, der satte vedkommendes liv under pres i første ombæring, hvorved pågældende samfund eller land har lært noget om menneskelig trivsel, der er værd at tage til efterretning, altså arbejde videre med. Ja, så balladen ikke gentager sig udi hævn og gengældelses-bevægelser i pågældende samfundsomgivelse med dertilhørende vanrøgt af menneskebarnets ellers medfødte uskyld og det derved givne frimodige livsgode med sit samfundsudviklende ansvar. Det rådne æble i kurven må ikke blive liggende og ødelægge de friske, nej – men intet menneske er et æble.
Nå, men godt vi er ovre det værste med hensyn til den teknologisk-teknokratiske forblændelse, så vi nu atter kan høre det almindeligt danske menneskeliv åbenbare sig for et sandt oplysende vækstsamfund med glæde i ånd og hånd, uden frygt for hævngerrige socialdemokratiske eller socialistiske sindelag i ledelse, koblet til masser af succes på arbejdspladsen med Linda Friis og hendes trykknapper på retsstaten. Dut. – Nu mangler vi bare lidt oprydning blandt de udsatte gruppers liv og samfundsopfattelse, så de ikke flipper ud igen, men derimod kan blive til nogen, nemlig dem de i forvejen er og altid har været med hånden på hjertet. Værsgo at arbejde for sandfærdig, ægteskabende vækst i livet på jord i navn af videregående samfundsdannelse og den hjertelige myndighed, der følger deraf. Vis nu Jeres fantastiske intelligens med alle karaktérbøgerne i orden af moralske og etiske udmærkelser. Ja, eller jeg mener, I vil da ikke komme at sige, at I ingen begavelse er givet til at oplyse Danmark, vort troligt kære land, uden kendskab til livet, dets mennesker og de baggrunde, ethvert samfund jo har nødig for at kunne bestå – og da vel slet ikke, når I samtidig opretholder Jeres tilværelse på deres skuldre. Vil I, jeg mener, synes I ikke, der er ved at blive lige vel trangt inde i masselovgivningens bygning? Det gælder naturligvis især det universitære miljøs på én gang retskrivende og skattestatsligt financierede folkefærd.
Masseproduktionens industrielle revolution kom og vi lærte dermed at forstå, hvordan universelle logikker indvirker på den menneskelige adfærd i et samfund. Blandt andet ved at bevirke følelsen af tvivlsomt ejerskab i forhold til kopi og kopierende adfærd, ensartethed, ensformighed, ligestilling, gentagelse og lignende i reference til… - alle er lige for de universelle love!!! Det førte så til masseødelæggelsesvåben og videre til endnu mere masselovgivning, indtil alle, der søgte at begrænse udyret, fandt ud af, at der vist nok var noget galt med borgeren, ja, fordi han jo på et tidspunkt holdt op med at adlyde flertallets uniformerende succes i navn af alle. Og det førte vel også i nogen grad til selvretfærdig livsførelse i navn af misforståede rettigheder eller guder og så videre hen til jødernes massegrave, som visse grupperinger af uoplyst klientel jo så i øvrigt den dag i dag, desværre, fortsat danser på som var de sejrsherrer over Gudlivets egen ærligt indrømmede og tilgivende kærelighed til menneskelivets ellers naturligvis guddommelige trivsel på jord. Den slags grupperinger får før eller siden kæreligheden at føle, som man sagde førhen. Men synd for deres børn er det jo fortsat, eftersom de går en krank skæbne i møde, hvis de retter sig efter forældre, der deltager i den slags underlige had: Ned med Israel, ned med Danmark, ned med USA!
Jeg tror ikke på krig, men ejheller på brug af terror til at få sin egen beskidte selvretfærdige vilje i navn af hvadsomhelst. Nej, jeg gider det ikke, fordi det simpelthen er så bundhamrende uærligt at lade had og vrede være bestemmende for noget somhelst mellemmenneskeligt anliggende på jord. Intet menneskegodt kan vinde vore sindelag uden indrømmelsen af kærelighedens skyld, altså ansvar i og til og med Livets eget gode. Og vi gider altså ikke straffes på fortidens synder i al uendelighed, når opgaven netop er at komme fri deraf i al evighed.
*5*
Folketing, Kirke og Kongehus.
Det er navnene på de tre underordnende instanser, der har størst betydning for den oplysende samfundsudvikling i Danmark. Kongehuset er Deres Kongelige Højheder med deres respektive familier, samt deres repræsentative arbejde og kontakter jorden rundt. Kirken er Den Danske Kirke, det sted, hvor vi velsigner den livsbårne kærlighed hos barnet og kæreligheden mellem mennesker i troen på Gudlivets egen nåde, barmhjertighed, tilgivelse i opvækst, liv og glade dage, mv. - og dermed sagt troen på livets egen, gudgivne vej med sin tilværelse og samfundets udvikling i kølvandet derpå. Og lige udenfor kirken begraver vi de døde, så vi kan ære deres minde og den kærelighed pågældende fik at føle. Folketing. Folketinget er først og fremmest som navnet angiver det, en levende virksomhed, der hører efter folkets ting. Det betyder at folketinget helt og holdent handler om at tilvejebringe dét, som det danske folks slægter måtte have på hjertet for al vort livs menneskegode skyld i en holdbar glædelig udvikling. Hvad der med andre ord sker og foregår i det danske samfund, mellem mennesker, deres hjertelige udvikling som sådan, i familierne, i virksomhederne med videre – det bliver før eller siden hørt som noget, der angår folkets ting, altså vort mellemmenneskelige vilkår som samfund på dansk grund.
Det danske samfund har på godt og ondt udviklet sig som det har. Og det betyder i forbindelse med folketinget, at der også engang for længe siden har været klamphuggere inde over, der lige ville sætte en finger på sandsynligheden ved, om de danske slægter nu også var gode nok til overhovedet at have noget somhelst samfundsrelevant på hjertet og sige frem deraf!!! Det trækkes vi af sådanne grunde desværre stadigvæk med, når talen falder på det offentlige system og enten livets udvikling derunder eller derover, som det hed dengang, at det ikke var til at se, hva’ der var op’a eller ne’a’…
Ifølge min opfattelse fungerer det nogenlunde sådan, at det folkelige repræsentantskab, altså de folkevalgte repræsentanter, der kommer i folketinget, stemmes ind ud fra deres personlige røst omkring de ønskværdige livsvilkår i Danmark og fremover. Sådan er hjertets tale, før den bliver politisk. Den røst, den sag, pågældende har på bedding, er intet værd, såfremt den ikke bliver hørt. Derfor samles ligesindede, for at høre på hinanden og sammenfatte en fælles kurs derved, så de bliver i stand til at stå stærkere omkring deres anliggende med samfundsudviklingen og de livsvilkår de i forvejen ikke fatter en brik af. Ja, undskyld mit udbrud, for det gør de naturligvis på deres måde, hvilket man aldrig må glemme. Det som jeg her er i færd med er imidlertid den samfundsforvandlende udvikling via folketinget, hvorunder jeg synes, at der hører en uhyre forstilthed omkring sigtet, sandheden og hjerteligheden.
Folketingets folkevalgte repræsentanter repræsenterer hver især en baggrund, en slægt, en egn, et mellemmenneskeligt miljø og derved menneskeligt oplevede livsvilkår i det danske samfund. Sådan er det for hver og et menneske på jord, hvorfor det også gælder folketingets medlemmer, der imidlertid til forskel fra hver og et menneske på jord, ad folkevalgt vej søger at gøre en ekstraordinær indsats for, at det dårlige ved de livsvilkår, de har hørt eller oplevet på dansk grund, ikke vinder i magt, derimod omvendes og helbredes i tide. Og til gavn for al vor menneskelighed, vel at mærke. På den måde er folketinget og dets medlemmers indsats at forstå som troligt oplysende, ja man kan ligefrem sige båret af tro, håb og kærelighed omkring netop meget konkrete liv- og samfundsforhold her i Danmark, dernæst udefter med iagttagende hørelse for vore nabolande, Europa og resten af verdens samfund.
Det, der ikke fungerer er imidlertid forholdet mellem folketing og regering eller skatte-rets-statsministerium-bum. Og kanske, ja forhåbentligt skyldes det min egen uvidenhed, at jeg siger sådan! Jeg mener imidlertid bare, ja for det første, at det forekommer mig mærkeligt, såfremt vi både har en retsstat og en skatteskat, altså hele to stater i Danmark. Én, der altså orienterer sig ifølge justitsias/retfærdighed og én, der orienterer sig ifølge regne-ark med personnumre på og derfor jo i øvrigt også har brug for ganske store computere til ligesom at holde sammen på det hele, ja og helst online, så det virker lidt levende, lidt hensigtsmæssigt for fællesmængdens skyld, ik!!! - For det andet står det mig uklart i forhold til folketingets dagsorden med samfundet, såfremt det ingen indflydelse på ret er givet, derimod snarere kun på fordeling af pengene, altså skattestaten. Herunder vel ikke mindst, når det kommer til spørgsmål om, hvilken retning lovens virke så har på befolkningens ligeværdige udretning af vor ellers oplysende samfundsudvikling i Gudlivets eget vækstgivende navn. – Jeg undlader af samme uklare grund derfor helst betegnelsen stat til fordel for at tale om regering eller bedre: regeringens oplysende ånd, bundet til vore slægter som den jo er.
Vi kom fra Oplyst Enevælde, hvor Kongen underskrev de love og forordninger, som kongens kolleger, i dag kaldet ministerier, havde udformet. Og vi gik altså, som det vel efterhånden må være kendt, til det Oplysende Folketing, hvormed de folkevalgte repræsentanter fik stor indflydelse på hele lovgivningsprocessen. (Imellemtiden er loven så ganske vist gledet noget ud af billedet som et fællesmenneskeligt samfundsanliggende, men vel også fordi spastisk lammede mennesker, der indenfor diverse fraktioner og fagkundskaber, troede at vi nu alle sammen havde lov til at lave vores helt egne latinske love og på lovmæssighedsdyrkende vis følge dem, til alt og alle blev helt ens og dermed jo i sandhed lige for loven, ik’!!! Sådan går det desværre, når skidt kommer til ære i romantisk universitær forstand. Henret dem i Vor Herres eget navn på Vikongeligt dansk, ja for ellers kommer de aldrig til at fatte noget somhelst sandt af ærlig oplysende mennskeforstand på vore egne). – Bortset fra parentesen, så betød og betyder det fortsat, at det er folkets ting ved sine næringsgivende og kødelige ærlighed, der skal oplyse samfundet om, hvordan det står til, så vi sandt at sige kan gøre dét, der skal til. Og naturligvis i kraft af de mange hjerteligt indrømmede mennesker, der lever og er på dansk grund.
Jeg gentager: Det er folkets menneskelige ting, deres ærlige bud som menneske, der skal lyse al vort op, så der kommer samhørig gang i sagerne - og altså ikke diverse personers pengesager, branderter, besøg hos ludere eller sexologisk bordelvirksomhed blottet for sand menneskekærelighed i udvikling, sålænge og indtil man lige pludselig i en alder af 36 begynder at interessere sig for at bære kærelighedens oplysende samfundsvilkår frem ved hjerneforskningens egen tro!!! Ejheller diverse personers spermatuose malerier, sange om forsmået kærlighed, for ikke at tale om hele den freudiansk-marxistisk-lutheranske forfattervirksomhed i landet. Nej, puha. For hør: Folkets ting er menneskelivets sandfærdige ting, vort livsbårne hjertegodes ærlige bud til bekræftende glid med glæden - og altså ikke statsborgerens klassiske idioti på besøg hos Psyke med Luther i hånden, vel. Først i det lys kan vi tåle, se, høre og sandse, ja bruge de udtryk, der frimodigt kommer frem i god tro. Ja, først da kan vi egentlig forstå, hvad det, vi ikke brød os om i første ombæring egentlig handlede om i anden ombæring. Eller med andre ord: på trods af første-indskydelsen, vore førstehånds-indtryk, begynde at opfatte diverse udtryk som menneskeligt vedrørende vort samfunds livsudvikling i det hele taget.
Der skal være mening med galskaben, som man siger. Og ikke sjældent bliver man overrasket over, hvor meget kærelighed til livets mennesker på jord, der egentlig ligger bag selv de mærkeligste udtryk. Alt sammen kommer naturligvis kun frem via det personlige hjertemods adlydelse af livsoplysningens forløsende dagsorden - for derved kan vi jo høre, hvordan det i sandhed står til med mennesket og vort samfundne vilkår. Måske også i en videregående forstand blive bedre til at udtrykke os klart, så der ikke sker så mange forfærdelige misforståelser mellem os - endsige blive bedre til at undlade de udtryk, der ikke nærer et næstekærligt eller på anden vis æreligt sigte for samfundets oplysende livsførelse med mennesker. Ja, for sidstnævnte undladelse kan jo svær at afgøre uden ordets oplysningstro kontrast af et smil i vor livsbårne hørelse.
Dem, der ytrer sig for en bredere offentlighed ytrer sig ikke bare for selv at blive hørt, men for at blive hørt på dét, de siger af omtanke eller omsorg for, hvordan vi udvikler os med al vort samfundsvilkår. Og der er jo mange gode stemmer og udtryksformer. Samtidig er der dog også nogen, der, som antydet, skærer igennem og nærmest lukker munden på de mange ”stemmer” eller diverse udtryksformer. Det kan skyldes, at der er noget alvorligt, ja en oplysningspligtig eller menneskepligtig ytring, der bare skal ud og finde sit medhør i bredden, ja så f.eks. den fornødne samhørighed til bevarelse eller bekræftelse af vort samfundne livs gode på jord kan få bedre ben at gå på fremover! – Har I bemærket Jer dét?
Regeringen stiller sig hos nogen som erstatning for regenten, altså Kongen/Dronningen. Det hører man f.eks. blandt de idioter, der fortsat taler om magthavere og altså med andre ord ligesom ikke rigtig kan komme længere end til enten nul-niks-og-biks eller 1840-60 stykker ifølge Vor tidsregning. Blandt andet, tror jeg, fordi de via den akademiske kulturarvs syge ånd, altså autoritetstroen, henholder sig til døde mennesker, såsom
Platon (Akademiet og Staten),
Aristoteles og Kant (Fornuften),
Marx (Kapitalens KZ-lejre med sine sikkerhedsforanstaltninger i arbejderbevægelsens virksomhedskultur),
Freud (Psyke, altså misundelse på skønhed og sand, hjertevarm kærelighed),
Karnov (Justitsia og hendes selvretfærdige bærme) eller
Hitler (Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet; altså ren akademisk-politisk rationalitet som ånd)
Og lignende mere eller mindre videnskabelig-politiske-kunst-og-kulturbevægelsers tilbedelse af enten-eller-tekno-logiske systemer som om den slags forudfattende åndsamøber og deres efterladenskaber havde noget somhelst med Livets nye vidnesbyrd i danske slægters livsbårne gang at gøre. - Gud, Konge og Fædreland blev med folketingets herkomst og de ligeværdige livretter som oplysningstro menneske, der naturligvis må deltage i livets samfundsdannende omstændighed, til: GUD, FOLKETING og FÆDRELAND.
Det betød og betyder fortsat ikke, at Kongen/Dronningen røg ud, men derimod at den danske befolkning, altså de vikongeligt oplysningstro af dem, tog Deres Kongelige Højheder ind i hjertet, som man siger. Kongehusets familie blev således givet et ligeværdigt udfoldende liv med sit folk, der derved for alvor blev til vort samfundne menneskeliv – og den fornødne magt til at ændre på uværdige eller dårlige samfundsforhold overgik således til folketingets gebet. Har man med andre ord med folketinget at gøre, så har man med hele den vikongelige oplysningsarv i Norden og tildels hele Europa at gøre. Og det bliver aldrig, aldrig nogensinde et islamisk, ejheller blot et udelukkende kristent eller jødisk foretagende. Nej, aldrig, for først og fremmest er det slet ikke et religiøst foretagende, derimod først og fremmest de danske, de europæiske og de vestlige landes menneskeslægters oplysningsforetagende i kærelighedens navn med 2010 år på bagen. Og i den rækkefølge set fra dansk grund. - Det udelukker naturligvis ikke, ja det må da ikke afholde andre af verdens folkeslag fra at komme til vore respektive lande i vesten, og at tage ved lære deraf, sågodt man kan, for dernæst naturligvis at rejse hjem igen og se, hvad godt de kan bruge det til på deres hjemstavns egne. Vi rejser jo også ud, for at se, hvordan det står til med menneskelivets trivsel i fjernere lande - ja naturligvis ikke så meget i de lande, hvor vi betragtes som aber og svin.
*6*
Det er sådan, at der foreligger en lang række folkestyrende spilleregler. Det er ganske vist ikke folket, der har udformet dem, men derimod en mere eller mindre nedarvet teori om statslig virksomhed påskruet folkelige ytringer og livserfaringer, sådan løst og fast gennem tiderne. Det skyldes, at der ingen regel findes uden undtagelse og vel fordi livserfaringen fortæller os, at det er sådan. Ja det er jo også derfor, at det er godt, at der overhovedet er levende mennesker, der føler ansvar for, hvordan tingene i det hele taget går. – En af de vigtige rettesnorer er imidlertid, at en regering kun kan være ved magten, som man siger, for en bestemt årrække. 4 år, tror jeg nok det er. Dernæst skal de udskrive valg og altså give befolkningen mulighed for at vælge en ny regeringsledelse, en ny sammensætning af friske kræfter til at kanalisere og sortere i samfundets bøvl, så glæden til glid med arbejde og livsførelse kan bekræftes og vinde vort sindelag for bestandigt. Det handler sådan set alt sammen om at være i glad vigør med sit liv. Og er det tilfældet med en siddende regering og dens åndelige bagland af nye vidnesbyrd, ja så kan den jo træffe at blive genvalgt.
I den situation har det i mange år været sådan, at oppositionen, altså alle dem, der synes, at de ingen magt er givet, står på spring til overtagelse af deres egen forstilte forestillinger om, hvad regeringsledelse, endsige magten forbundet dermed er for en størrelse. Det er nemlig typisk for den socialistisk-akademisk-platoniske ånd i opposition, at den vader lige direkte udi helvedes baggård, når den kommer til magten og opdager, at den alligevel ikke var dér. Hmm, hvordan kan det da være? - Nå, men lad nu det være, for jeg skal i forbindelse med periode-reglen skynde mig at få sagt, at den er der af mange gode grunde. Ikke blot fortænkte eller teoretiske grunde, men også livserfarne grunde. Den er der først og fremmest for at forhindre, at en bestemt politisk-økonomisk eller idealistisk orientering skal sætte sig på magten og derved vænne en hel befolkning til at tænke på en forstemmende måde. Sådan som vi kender det fra diktaturer, såvel de religiøse-politiske af slagsen som de alt for materialistiske og krigsliderligt orienterede udi statussymboler med kors og bånd og stjerner på, for slet ikke at tale om martyrienumserne i enden på jesus og mohammed, der jo ellers var gode legekammerater i skolen. - Faren er med andre ord, at en hel befolkning kan blive hjernevasket deraf og at det kan tage indtil flere generationer at få forløst børn, unge, ja mennesket og folkeviddet af den vold mod vor naturlige hørelse i personlig forstand, som det kan afstedkomme. Af samme grund skal befolkninger oplyses af og om Livets jordnære og kropsnære vækstvilkår, for overhovedet at fatte en sandselig hvid pind af den hele folketing, som vort guddommelige menneskelivs samfundstrylleri på jord er. En aktiv krop opløfter menneskets egen personlige hørelse, hvorfor jeg er imod de mange siddende arbejdspladsers uendelige registrering og administrering af alt og ingenting i tegn-tekst-og-tal-fikserede udgaver af menneskelivets levende samfundsorden. Især, når de ikke udtrykker sig i ærligt sigte med de tilvejebragte sandheder, vi gudhjælpme da oplever i og med menneskeviddet på dansk grund. Eller skulle jeg sige: oplever i sigte for dets helbredelse, ja altså i ærligt sigte for menneskeviddets forstandigt givne oplysende vækstvilkår med sit dertilhørende personlige ansvar i al evighed. – Ellers bliver det hele vist for teknologisk og teknokratisk, ja og dermed koldt at have med livet og mennesket at gøre, mener jeg.
Både i Mellemøsten og Europa har det på sin vis taget omkring 2000 år at fatte vor tidsregning som værende båret af det medfødte gode hjertes omsorgsfulde opvækst og samfundsudfoldelse i slægters gang, her og nu i år nul og lige bestemt dér, hvor man er og gør sig til med god samvittighed. Jeg vil dog have mig frabedt beskyldninger om at slå om mig med universaliserende kategorier og understreger derfor: Der er så sandelig også almindelige hjertegode mennesker i de mellemøstlige lande, der kan mavedans, ryste med babserne og vrikke med rumpetten samt andet og mere end at blive stående og græde foran en mur. Også blandt de venlige mennesker i Israel, der gør en hæderlig indsats i forhold til deres skæg, ser man bort fra Netannarrehuttens indgroede paranoia overfor oliesheikernes hadefulde misbrug af midler!!! Menneskelivet er grundlæggende godt og det trolige, ja medfødte livsgode må vi altså ikke ødelægge. Ødelæggelser skal vi bekæmpe gennem oplysning ved gudlivets eget taknemmelige vækstgode, så menneskeværdigt levende samfund kan bestå, bekræftes og blive bæredygtige deraf. Også lande imellem. Det er desuden, hvad arbejdet med menneskerettigheder i grunden handler om, nemlig arbejdsom oplysende livsførelse, der udvikler vor gode sands for samling omkring livets samhørige ting i hver vore lande – og altså ikke omkring alverdens vanvittige ting og sager, såsom EU, NATO, FN og hvad vi nu ellers måtte kalde de holdkæft-bolsjer, vi får galt i halsen, når ikke førstnævnte er på plads ved vort kød, altså ved mit og dit trolige vigør omkring vore jordnære vækstvilkår og deres samfundsudviklende folketing i sin oplysende tråd. Verdenssamfundets organisationer er kanske til stadighed nødvendige for bevarelse af fred til at kunne indrømme forsynet med vort fællesmenneskelige anliggende på jord, men indrømmes vort lille livs måde med tilværelsen ikke i vore respektive landes oplysningstro dagsorden med henblik på samhørigt at tilvejebringe almindeligt kendte, derfor også bæredygtige, liv- og vækstvilkår - ja så er vi lige vidt, altså så kommer vi ingen veje.
Det danske samfunds grundproblemer omkring staten handler ikke om, at der ikke må være en åbenbaren forvaltning eller sortering af vore hjertegode erfaringer med livets samfundne gang. Nej, tværtimod, for det er naturligvis et gode, at vi gør os umage med: vore RASKHUSE!!! - vor OPLYSNINGSVIRKSOMHED af krop og ånd omkring arbejdet med tilvejebringelsen af brødet livet igennem!!! – og vort LIVSARBEJDE, der lader nye livgivende vidnesbyrd opstå, så vore efterkommere kan blive ligeså glade for at bo, leve og arbejde som tilfældet er i dag, på vore egne!!!
Nej, gentager jeg, vort samfunds grundproblemer omkring staten handler ikke om, at der ikke må være almennyttig og koordinerende samfundsvirksomhed af åbenbaren og hjertelig karakter. Vort samfunds grundproblemer omkring staten er LOVENs cirkus. Nærmere bestemt adfærdsregulering per reference til lov under frygt for trusler om retskrav, bøde eller straf – eller sagt på anden vis, i glemsel af oplysningssigtet. Og det handler altså også om skriftskultur, brug af skrift på forskellig indskolende og adfærdsregulerende, retskrivende vis, samt ikke mindst, som sagt utallige gange, om bevarelsen og bekræftelsen af almindelig menneskelig og hjertelig, kropsnær, personlig forstand til overhovedet på sandfærdig lugende vis at kunne sortere det elendigt dødbringende fra. Ikke mindst det løgnagtigt universaliserende omkring lovbegrebet, såsom mantraet: Alle er lige for loven.
F.eks. synes jeg, det er helt forkert, at man håndhæver en retslig praksis med ordlyden, at det er strafbart ikke at tale sandt i retten, når man ikke i positiv forstand sørger for eller holder et vågent øje med, at landets befolkning så også vokser op og bliver klar over, hvad der er sandt, hvordan man ærligt taler sandt og hvordan vi udvikler sandseligheden med vort samhørigt fællesmenneskelige anliggende i takt med livet. Ja, så det overhovedet ikke kommer til de åndssvage gørtleres hjerteblændende retsafgørelser. Det har hele livet irriteret mig, at sandheden skal stå i et negativt ladet lys, ja, for det dør samfundets oplysende livsudvikling af vor medfødte sandselighed jo af. Og folketingets udvikling ligeså. - Der er da mange døde og opstået mange dårligdomme og sygdomme i samfundet af vor menneskelevende samhørighed, på den konto. Hvem og hvilke institutioner har direkte skyld i dét? Jeg mener, er det ikke strafbart systematisk at slå menneskers tro på livets levende kærelighed ihjel via autoritetstro pikhoveder i ledelse af romantisk retfærdighed med gøppens håndlangere ved sin ægteskabelige side? - Jo, naturligvis er det dét, mener jeg, men det er selvfølgelig ikke strafbart i retfærdighedens navn, nej, det er ikke i henhold til pikhovedernes retfærdighedstilbedende ånd i sine utroskabende, jeg mener universitære statskundskabelige uddannelser, at det er strafbart. De er jo allerede derved, altså i forvejen døde; ja det tager kun fem-seks års universitær uddannelse af slå deres ellers troskyldige ansvarsgode som almindelige jordnære mennesker af hjertegod sandselighed ihjel. Og det er da synd – ikke mindst af den grund, at de resten af vejen taler for at forene hele klodens befolkninger som et atom, der gør kvantespring i den matematiske kapitals fællesmængde jævnfør faldloven for masse. Se bare på Poul Nyrup, Sven Auken (RED. 29 Dec. Æret være hans minde) - og lignende evighedsstudenter i uendelighedens analytiske vold. Skal den slags ledere aldrig uddannes, så der kan opstå forstandigt oplysende samfundslivsvilkår på jord, dansk grund. For slet ikke at tale om alt det bøvl i befolkningens socialretslige kød, de efterlader.
*7*
Loven udstikker retningslinier, men de fortolkes og håndhæves også forskelligt, hvormed der kan opstå tvivl om, hvad man må og ikke må endsige, hvordan det hele i grunden efterhånden fungerer. Og det kan være stærkt angstfremkaldende, for ikke at sige grusomt, bliver man rodet ind i det… Jeg mener, pludseligt gøres en eller anden gammel paragraf gældende, fordi der lige var et fuldstændigt overset område – eller menneske! - der ikke havde udviklet sig siden gamle dage og som så skulle kanøfles. Og hvor blev de nye tider så af?
Eller mand kan sige: Skyld i kærelighedens forstandige udvikling af ligeværdigt oplysende og oplevende livsvilkår; skyld i juridisk forstand og endeligt de lovmæssighedsdyrkende årsags-amøber – de tre åndskultiverende retninger kan ikke ligestilles. Og gør man det alligevel, ja så skal man naturligvis henrettes i Vor Herres eget navn, altså irettesættes til at gøre indrømmelse af førstnævnte, fordi det altid og såmænd i al evighed vil være dét, menneskelivets samfund på jord handler om at tilvejebringe.
Den slags må I/Vi da også indrømme finder sted. Tilsidst undlader nogle mennesker simpelthen at handle af skræk for at gøre noget forkert, fordi hjerterettens frihed til at gøre menneskeligt godt er blevet irettesat eller overtrumfet for mange gange. Ikke nødvendigvis i ens eget liv, men den næstekærelige forstand i sit smask med vor samfundskulturelle arvesynd hører jo netop også, hvilke misforståelser og uklarheder, der går omkring som stukket grise og retter sig efter… loven og dens standardiserende, uheldigvis også universaliserende normdannelser? Det sidste skyldes nok også videnskaben og teknologiens udvikling med det efterslæb, den udelukkelse af menneskeværdig forstand i sin oplysningstro livret, det har bevirket. Men sådan, så nogenlunde lovgives syg dømmekraft, altså syge dommes teknokratiske adfærdsregulering ind i vort ellers almindeligvis kongstro kød. Ja, så det skal I da være klar over skattebetalende retsstatsborgerlige, mere eller mindre socialdemokratiserede svin, der intet sandt længere kan indrømme i kærelighedens livgivende navn med sine ellers hjertelige raske domme til vort oplysende liv og vækstvilkår på jord!!!
Det skal vi med andre ord have styr på, fordi lovens virke i god tro hører under det helt klare oplysningssigte for vort samfund, nemlig at bekræfte og tilvejebringe gudlivets sandfærdige, tillige derved næstekærelighedens mellemmenneskelige normer på ærlig og ægteskabende vis. Og naturligvis også praktisk, altså på håndtérbar vis, håndeligt som åndeligt henad vejen med den naturligvis frugtbare omgivelse på jord. Jeg siger: Lovens sigte er at værne om den menneskelige frihed til at handle i almindelig god tro med henblik på at opretholde vor oplysende tilværelse, sit hjertegode liv, sin familie og at gøre så i agtelse for næstens tilsvarende liv og brug for basale fornødenheder. Tilmed sådan, at Livets medfødte nye vidnesbyrd indrømmes på forstandig hjertegod vis, altså med henblik på bekræftelse af det personlige ansvar med at lade det gode behandle det onde, det raske helbrede det syge, det sande bekæmpe løgnen… – og joda aldrig omvendt. Det betyder med andre ord, at det forløsende ærlige og forstandigt bæredygtige kommer til sin fribårne ret i kraft af slægters godmodige livs trolige gang på jord, dansk grund.
Det handler ikke om, at vi alle skal det samme, men dog om, at vi skal være klar over, at vi lever i et dansk samfund, der er nødt til at udvikle sig ud fra de faktisk givne forhold - men så sandelig også ud fra alt det trolige oplysningsarbejde, der er foregået med den danske befolkning og vore institutioner gennem tiderne. Ellers falder det hele sammen for os i nid og nag om ret og uret uden sands for samling og forløsning. Og samtidig er der jo så nogen, der i forvirringen forlader skuden og videre derved kanske føler sig hævet op over det trolige oplysningsarbejde med vort samfund, fordi - ja find selv på grunde gående mod uendeligt, for der er jo rigeligt af levende menneske-eksempler på den slags grundlovsgivne ånders misforståelser endsige misbrug af lov i navn af arbejde i statens tjeneste. Endeligt bliver også visse tilkomne blandet ind i det, fordi, ja lad os da bare sige, fordi det rabler i den nye medie-virkelighed. Og det er synd og skam, ja simpelthen så ærgerligt, at vi må få bragt det iorden.
For mig at se er grundproblemet, at skriftens sindelag, som jo kan være godt, når man skal lære at læse og forstå eller ytre sig, sende breve, sige tak og lignende – også bruges til religiøse forestillinger samt til adfærdsregulering per lov og ret med administration og ordensmagten bag, som jeg var inde på det. Hos nogen bliver det rodet frygteligt sammen og det er ikke rart at leve med. - Altså det er i høj grad den kultiverende, dermed liv- og samfundsdannende synsvinkel, omkring de velkendte danske institutioner, jeg er ude efter. Og mit ærinde er ikke at fjerne noget eller nogen, men at skærpe vor sands for livet givet omkring det nødvendigvis hjertegode arbejde, der foregår i hele landet og derved bekræfte sigtet med, at institutionerne samarbejder om tilvejebringelsen af vor oplysende forstand, så nye færdigheder udvikles omkring vort helbredende vækstvilkår. Og altså derved opnår frejdigt fribårne ben at gå på, der kan leve godt og overtage samfundet med videreudviklende glæde. Gamle institutioner forbliver en teoretisk størrelse, når de ikke tilvejebringer evne med vort indlysende kropsnære liv og jordnære vækstvilkår, altså, jeg mener, hvad er indholdet og sigtet i landets velkendte institutioner. Jord, dyr, mad, krop, ånd, liv og samfundsudvikling omkring levebrødet, så alle bliver glade – eller hvad? Penge, ret, vold og prostitution???
Og tilføjes skal det vel også: Især er det som sagt et cirkus, når der ingen frimodig livsbåren oplysningsvirksomhed foregår, der dels kan sætte de værste klamphuggere og deres misforståelser til vægs på forstandigt, æreligt indrømmende vis, dels vise helt anden forløsende vej, uafhængig af ”administrativ, statisk eller lovreligiøs mentalitet”, dvs. dagligt arbejde med computer, systemer, teknologi, industri, kapital-økonomisk matematik og den slags ligestillende cut-and-tape-copy-and-paste livsforførende prægning i forbindelse med vort menneskelige sindelag og derved videre på negativ vis berørende vort personlige oplysningsbidrag til væksten fremover. Den slags fejltagelser skal jeg med sand hjertebåren livsglæde gerne sende lige lukt i helvedet uden så meget som at fælde en tåre over tabet af deres selvdestruktive følgevirkninger ved vort menneskeliv på jord, dansk grund. Ja, for de ved jo ikke engang, hvad de selv hedder og hvilket hjertegods de står for, medmindre det kan googles, sappes, bookes i fjæset eller bruges til aktiehandel, skat, gods eller guld!!! Nej, så alt med måde, som man siger og siger sådan med henblik på ikke at stirre sig blind på noget, der ikke virker for én, førend man af gudlivets egen nåde finder sin egen måde med agtelse for sit liv på hesten med næsten. Iiiih, pprrrrh!
Jeg ser her og i det følgende bort fra folketingets lovgivningsarbejde, fordi folketingenes samhørige ting står ved magt i gudlivets eget, ærligt indrømmede navn i ordets forstand, vort menneskelige kød i sit personlige ansvar med i al evighed at bære sin hjertegode skyld i almindelig, ægteskabende udvikling med livsglæden omkring vore vækstvilkår - uanset hvad lovens idealistiske fornuftspampere, skidvorne statsborgerlige pattebørn og diverse tekno-logisk-tekno-kratiske sindelag med stiv pik i børskurser siger. Tillige uanset, hvad moskee uoplyste folk og kirkegængere måtte sige per pivfalske autoritetstro, her i vort vikongelige Nords oplysningstro danske samfund. Det betyder først og fremmest, at vi i Danmark ikke underkender sandheden, som den melder sig ud af menneskelivets slægter på jord, altså ud af folkets ting. Der er kanske religionsfrihed, men der er ikke trosfrihed, ejheller ytringsfrihed uden oplyst forstand i ærligt sigte. Og det er jo altid en god ting at fordøje lidt efter lidt, så vi ikke brænder vort lys i begge ender under skæppen og i stagen, når finkerne ryger fra panden og flyver op og sætter sig på taget.
*6*
Se og hør: Der er naturligvis brug for et kendskab til at køre bil, når man færdes i trafikken. Og når der opstår nye transportmidler eller nye vejanlæg, en ny slags trafik med sine trafikanter, ja så opstår der også behov for klarhed om den mest hensigtsmæssige måde at færdes på. Sådan opstår adfærdsregulering ud fra vort liv, vort ønske og kendskab til behovet for at kunne færdes frit, men trygt blandt hverandre. I trafikken, som eksemplet her angav. Det samme gælder i øvrigt med hensyn til den nye kommunikations-teknologi. Og nævnes kan det da også i den sammenhæng, at netop trafik og kommunikation altid har været nært forbundne: Der er noget, der ønskes transporteret fra et sted til et andet sted.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke er - og ikke må være - loven og dens administrative virksomhed, der i første ombæring adfærdsregulerer trafikken eller kommunikationen. Nej, adfærdsreguleringen opstår simpelthen ud fra vor levende, godtsigtende sandselighed som menneske og altså også på baggrund af sandseligt indrømmende livserfaringer med at leve i samfund. - Derfor kan det heller aldrig være lige meget, hvordan man vokser op og lærer at sandse sig som hjerteligt godt menneske, der står ved sine fulde fem, sin forstand og følgeligt bliver i stand til at omgås medmennesker i trafikken. - Der kan være forskelle på, hvordan vi opfatter liv- og samfund på jord, men vi er heldigvis også givet ærligheder at bekræfte os værdigt ved. Vi er givet en krop, der er som den er, og kører man ind i den med en bil under for høj fart, så bliver den smadret og så er man i livsfare. Sådanne ærligheder angående vor beskaffenhed som krop af kød og blod er uomtvistelige, altså sande. Isoleres som sande, i sproget, skriften – eller loven – det kan de dog ikke. Nej, for de opstår af vor levende sandselighed, vor erfaringsevne som unikke mennesker i vigør med gudlivets eget samfund i forvandling med slægters gang.
Der dør hvert år alt for mange i trafikken, fordi vor sandselighed og erfarne forstand med at færdes, røre os godt, leve og arbejde, vanrøgtes. F.eks er dem, der er opvokset med maskiner og motorer også opvokset med sands for deres kræfter og dermed, hvordan de kan håndteres uden at gøre skade – mens dem, der er opvokset med andre særlige ting, ikke har udviklet samme sands og evne for at håndtere maskinelle kræfter. Og det har betydning i trafikken, f.eks. i forbindelse med overhaling og f.eks. i forbindelse med de unge drenges overførsel af vort fædrelands nedarvede længsler til speederen - eller i visse andre lande, til aftrækkeren på kalashnikoven!!! Den samfundskulturelle arvesynd, kunne man kalde det og jeg mener den opstår, når glemslen og løgnens regnskaber vinder i magt som var de sandhedens. Ja, for sandhedens regnskab findes jo ikke, altså den er jo aldrig et regnskab, men derimod den hjertelig livsbårne troskab i sandseligt sigte for menneskelivets ærligt oplysende samfundsudvikling på jord via egen personlige indsats.
En lignende vanrøgt gør sig derfor også gældende med hensyn til loven eller med sprog-skrift-og-åndsforståelsen i det hele taget. Nogen er opvokset med sands for den slags, andre ikke. F.eks har døvstumme og ordblinde meget vanskeligt ved at tilgodese deres eget liv via ytringsfriheden i forskellige sammenhænge, såsom samtale og skrift, ja det lader sig sådan set ikke gøre uden andres hjælp. Og sådan er det altså hele vejen rundt med livet iblandt os. De erfaringsforskelle kan ikke koordineres eller udbedres – ikke uden andres hjælp, næstekærelig hensyntagen, oplysningspligt og undervisningspligt samt ny-indvunden livsførelse i det hele taget. Og hvorfor ind i helvedet bruger I så tiden på at slås om rigdom, stilling og status lig et nul eller på at strides om ret, gyldighed og sandhed ud fra latterligt gamle religiøse skrifter fra, ja skrevet før fanden fik ben at gå på, så I ingen sand forskel på godt og ondt længere kan indrømme til fordel for vor ærligt levende livs oplysende ånd!
Kravet om, at man skal lære noget sandseligt frugtbart om sit lille ærlige liv, består også i lyset af alternativet: At jeg personligt banker en hegnspæl op i røven på mohammeds, jesus og statsborgerskabets folk her i Danmark, såfremt de intet ærligt sandt menneskehjerte kan høre i oplysningens vikongelige navn i Nord, jeg mener, så vi ellers i sandhed kan yde vort bidrag til fred og godmodige samfundsvilkår mennesker imellem, i Europa og resten af verden. Nej, naturligvis gør jeg ikke dét, men jeg finder mig ikke i afpresning og gider ikke strides om ord, når ordet i vort hjerte har lydt til gavn for menneskelivet vidt og bredt. Der er ingen grupperinger eller personer, der skal trykkes, medmindre de opfører sig for dumt, altså er i færd med at gøre skade på sig selv og andre, vor samfundstrivsel som frimodige mennesker af det ærlige, næstekærelige hjertes danske folketing. Og jeg ser gerne, at man i den forbindelse takker for at blive irettesat. Eller med andre ord, vi gider ikke religiøse stridigheder på dansk grund, men vil da gerne udveksle livgivende erfaringer i al mindelighed som menneske. - Det samme gælder sådan set politiske stridigheder, hvorfor vi må og skal lære at se og håndtere de stridigheder og åndskampe, der opstår som godmodig strid på menneskelige meninger, der kan bringe os alle sammen videre i glædens oplysende navn. Jeg gentager: Vi gider ikke mundhugges og stikke til hinandens kære liv, såfremt der intet ærligt sigte er forbundet dermed. Uanset hvad sagen måtte dreje sig om.
Er man nu imidlertid vokset op i et lovreligiøst samfund, hvor lov og love på absolut indoktrinerende vis kobles til ens eget sind for sin kødelige ret i GudAllah for fanden – og altså ikke er i stand til at opfatte lovgivning som værende udtryk for menneskeværdige retningslinier til at tackle den dårligdomskabende eller ligefrem uansvarlige trafik og ligeledes til hensigt at sætte os fri til netop at kunne gøre noget rask og godt ved tingene, ja så lærer man aldrig at køre ordentligt. Nej, tværtimod kan det meget let ende med, at pågældende færdes som om hele livets ret og alverdens love alene gælder i kraft af vedkommendes eget absolut usle legeme. Eller BMW. Det er vanvid og en sådan fare er altid involveret i lovreligiøse samfund, altså samfund, hvor loven går hen og bliver opfattet som bestemmende over Gudlivets hensyntagne hjertegode og ærlige måde dermed. Derfor er der i Danmark et oplysningstro folketing, en oplysningstro fri presse og et oplysningstro retssamfund med domstole, der BESTRÆBER sig på at tilgodese vort fællesmenneskelige bedste, uanset hvilken mærkværdig sag, der kommer på tale. De gør, hvad de kan, men kan intet uden medhør – og den mangel er ikke uden grund, for ikke at sige selvforskyldt. Og som sædvanligt er det jo andre, der betaler prisen.
I øvrigt skal jeg da gerne nævne, at det er sådan, noget i den retning, jeg opfatter Naser Khaders skelnen mellem almindelig tro som menneske af Gudlivet på jord – og så islamisme. Han forstår med andre ord godt det skel mellem, ikke religion, men mellem almindelig livsoplysende oplevelse, opvækst og opdrag og så politik og magtforstillelse, som jo er så ganske, ja til tider enerverende velkendt på også dansk grund. Vi har sådan set bakset med lige netop det i hundredvis af år og for mig at se, så er man efterhånden jorden rundt klar over, at vi ikke kan leve og ånde frit på godmodig menneskelig vis, såfremt de skrifttro dogmatikere og retskrivende idioter ikke snart bliver opdraget af Livets egen åbenbarne herlighed i hjertets eget tilforladelige navn. Altså gør indrømmelser af Gudlivets åbenbarne enkelthed, vor menneskelige forstand i sin ærlige udvikling omkring vort hjertelig kropsnære og jordnære vækstvilkår. På dansk, såfremt man bor og lever i Danmark. – Det er ingen skam at være eller føle sig uvidende, men det er en skam ikke at kunne indrømme og modtage den åbenbarne lærdom livet sandseligt byder os at gøre godt med, hver især. Det er med andre ord en skam at tro sig uskyldig i forhold til alverdens menneskenød og elendighed, uden at fatte sin egen gode skyld i sigte for dets omvendelse, dets ophør og bedre tider, som man siger.
Målet med folketingets udvikling er med andre ord et vedvarende oplysende sigte, der bedrer og bekræfter vore livsvilkår i lyset af Livets almindeligt indrømmende gang på jord. Og det er med andre ord ikke et mål af politisk eller religiøs art, der, som det er velkendt via magtens forstillelser skaber modsætninger og stridigheder mellem mennesker og deres liv omkring levebrødets fornødenhed, vort sande vækstvilkår. Som jeg før har sagt det: Der er religionsfrihed, men ikke trosfrihed. Og det, jeg mener med det, er meget håndfast, at man ikke kan tillade sig at tro hvadsomhelst om livet på jord og de hjertelig levende mennesker, der er. Der er sandhed ved vor sandselighed som menneske, vor forstand som menneske og livsopgaven for enhver er derfor på ærelig vis at indrømme sit personlige lys og lade sig oplyse af det gode, de glædelige, taknemmelige vidnesbyrd, der måtte melde sig for een. Især da fremfor at spænde ben for andre, fordi man ikke kan tåle at se eller høre dem glade, når man selv er pissesur over et eller andet i forvejen dybt åndssvagt.
Der er i øvrigt brug for, at danskernes kendskab til menneskers kulturer i mellemøsten ikke sorterer under en så kortfattet betegnelse: Mellemøsten. Eller i den forbindelse kategoriserende muslimer, jøder og kristne i et væk som var der dermed sagt noget hjerteligt godt af medmenneskelig karat. Vel ikke mindst, da det netop også er Deres og alle mulige andres, de respektive mennesker og deres landes befolkningers vej ud af islamismen eller bare vej ud af menneskelivsfjendtlige over- og undertoner. Eller deres vej ud af den forhærdende jødedoms vanrøgt af sandfærdig menneskelig orientering i hjertets ærligt oplysende navn. De to religioner, Islam og Jødedom, ønsker jo i sandhed intet nyt vidnesbyrd på jord i hørelse for barnets naturlige kald på omsorg og forstandigt opvoksende kærelighed for samfundet, men derimod uendelig krig omkring deres to guder: sværd og skede. - Hold kæft, hvor er det dumt, mand! Og kristendommen er jo ikke bedre, især da ikke, når den havner i strid med de hidsige fraktioner af jødedom og islam, altså bliver for skriftstro eller lovreligiøs, og dermed glemmer ordet i sin sande fribårne forstand af vort nærværende dansk-nordiske menneskeslægts vikongelige natur, vort køds ærlige udgangspunkt. Dét ingen af os ellers må glemme. Nå, men set i lyset af alverdens riger og lande fungerer kristendommen dog trods alt som præservativet. Det føder bare ikke, medmindre vi indrømmer menneskebarnets medfødte hjertegode i sin forstandige opvækst og udvikling med vor menneskelige natur, tillige lader os bestyrke i god tro på den indsigtsgivende udsigts åndsmåde til gavn for vore liv, dermed vort samfund. Med andre ord pander de skriftstro hjerters tvangs-logikker én på godda’en, så de personlige indrømmelser kan lære os at elske gudlivets åbenhjertige forstand på at lade nye vidnesbyrd opstå og opvokse til gavn og glæde. - Kristendommens kondomer har aldrig handlet om fri sex udover alle grænser, men om ikke at sætte fatsvage børn i verden, hvis kranke skæbner andre så skal rende og rydde op i, fordi deres forældre troede at kønsdriften var oplysningsdriften, der så skulle gentages i al uendelighed. (Kapitalisering, politiseringen og psykologisering af kønsdriften). Og det handler vel også om, at ingen af os, her på jord, er færdige med at udvikle sande livserfaringer omkring vore samfund med sine ikke blot naturlige, men også lærerige driftigheder omkring brødet.
Personligt har jeg haft det sådan, vel også grundet tiden og hvad der gik forud for min generation, at man godt kan gøre sig sine erfaringer med kærester, forelskelse og seksuelle udfoldelser som ung, når blot man også indrømmer dem i lyset af ens ægteskabende gang med livets samfund og således søger at tage ærligt vare på den indsigt, de måtte bringe. Ellers finder jeg det utilstedeligt, altså hvis det bliver til en uærlig, principiel rationalitetsform, en mentalitet, der bare gentager sig selv i f.eks. frihedens uendelige behovs-retslige navn; Don Juan-mekanismen, med sine romantiske arvesynder bag sig. Det mener jeg nemlig ikke kan være ægteskabende, men derimod fører til magtens korrumperende erfaringer, så f.eks. status, stilling og rigdom med sit forplumrende, reklamatoriske svineri, pludselig bliver ensbetydende med seksuel lyst, tiltrækningskraft og falsk forsørgerpligt. Desuden forpurrer det al politik, jeg mener det helligåndsgivende samarbejde; vel ligeledes fordi politisk ånd netop er ladet med magtens romantiserende og korrumperende fornuftige erfaringer helt fra gammel tid. - Med andre ord er det ikke udtryk for voksende, personlig ansvarlig livserfaring med sin håndtering af livets oplysende samfund i udvikling på vor jord at kneppe derudaf, uden at mærke sig den personlige menneskelivserfarings forplantende forpligtigelse derved. Hjertelivserfaringen som menneske. Og på den nævnte umåde med vore medfødte driftighed kommer man heller ikke frem til det varmt indrømmede kærlighedsforhold med gudlivets egen omsorgsfulde natur omkring barnet, familiestiftelsen - altså den dag, hvor kondomet tages af, fordi man da er klar på, hvad der skal bæres videre, op og fremover. Ja, fordi man da har lyst til at leve elskværdigt sammen med sin, nej ikke seksuelle partner, sin udkårne og de børn og livserfaringer, det giver samfundet ved næstens ligeværdige indrømmelse. Ja det samfund, der jo i forvejen er helt og aldeles afhængig af ærlige og sandfærdigt indrømmede livserfaringer i ordets aller-kære-ligste oplysende forstand – blandt andet, så ordensmagten ikke forhærder sig i tåbelige juridiske sindelag, der tager overhånd og dermed foranlediger overgrebene på børn af kommende generationer.
Seksuel lyst er ikke ondt, men noget, der modnes med kroppens naturlige udvikling med henblik på videre forplantning. Den forplantnings-mekanisme er på tale fra første forelskede færd og sådan set, hver gang forelskelse fører til seksuel udfoldelse. I alt for rationaliserende samfundstraditioner, altså samfund med alt for mange uoplyste frihedshungrende pattebørn indskolet i omgivelse af universaliserende logikkers åndelige voldtag af livets ellers forstandigt givne åndsudvikling som menneske med arbejdsomme hænder, der forsvinder eller undertrykkes den ærlige forelskelses indledende manøvre før eller siden og dermed også den åndelige bro, den personligt indrømmende og indsigtsgivende oplysningsdrift, der skal tilvejebringe og bekræfte den ægteskabende, frimodigt kreative vej med livets samfundne gang fremover. Jaså undertrykkes med andre ord det forkundskab, der, per gudlivets egen menneskekødelige natur, skal gøre vedkommende klar nok til at udfolde sit godmodige livs erfaringer til gavn for al vort; vort forsyn og sigte med livets viderebringende samfundsudvikling i slægters gang. - Tilbage står det engelske ord, som den psyko-pæd-politiske sædeligheds romantisk retskafne danskere desværre også misforstår: SEX. (Det betyder køn og der er kun to). Og da er der ikke længere blot tale om ulykkelig kærlighed i forhold til kønsdriften, ja som den jo også kommer til udtryk i de mange sprog og kunstfærdigheder, der konstant dyrker parterapi mellem modsætninger, uden at sige noget nyt, nej det er endnu værre, for så er der tale om: Ulykkelig kærelighed til Livets forstandigt givne og således sandfærdige måde med vore menneskelige vækstvilkår på jord. Ja, ulykkelige livserfaringer med vort medmenneskelige vilkår, altså også, ja især de hjertenære og således sagt både sandsélige og følsomme drifter. Og hvad sker der så, jo, dernæst begynder snakken om dydens smalle vej og mordtrusler over tabte mødomme, altså hele gentagelsen: Lovreligiøs retskultivering af befolkninger, indtil de ikke kan tænke på andet end magt, begær, politik, videnskab, penge, pik og kusse med utålelig hjerteskærende angst for at fejle på livets samfundne vej fremover. - Desuden begynder også her adskillelsen af fårene fra bukkene, altså kendskabet til åndsforskellen på dem, der i sandhed er givet ærligt forløsende og oplysende åndspotentiale, der forstår sig på sandfærdig anger og skyldsforladelse, så de skyldsbetyngede atter bliver fri af den dårlige skyld, den dårlige samvittighed til gavn for den bestående gode skyld, gode samvittighed med det livsglade afsæt i sit, ja til stadighed levende kød – og så f.eks. dem, der begår sig med abekattenes skrifttro efterligning deraf, udi blandt andet religion og politik med fandens fraktioner og hans famøse pumpestokke til at retfærdiggøre strafhandlinger. De sidste er en trussel mod fredelige og frugtbare liv- og vækstvilkårs samfundsmæssige udvikling jorden rundt, verden over.
Kort sagt: Kønsdriftens seksuelle lyst er naturlig for mand som for kvinde, men kønsdriften er ikke alene livsdriften, oplysningsdriften, trosdriften – hverken i samfund, hvor man tillader at gøre sig seksuelle erfaringer i ungdommen eller i samfund, hvor tvangsægteskaberne stadigvæk står ved lovreligiøs magt, det vil sige med selvindbildt ret til at dødsdømme de utro unge for deres forførelse, fremfor at evne tilgivelsen og skyldsforladelsen oplysende lærestreg!!!. Og evne den samfundsoplysning, der skal til, så fristelserne ikke løber af med mennesket, men kan sandes og indrømmes til gavn for al vort fremover. - Frihedens ustyrlige fristelser skal indrømmes som erfaringsgivende, samfundsgivende, fremfor at blive henholdt til gamle dages sure ægteskabers forhærdende livsvisdom, ja altså den, der er årsag til krigene i verden!!! Ellers kan frihed ikke været bundet til en personlig ansvarlig livserfarende og samfundsudviklende oplysningstro. Ærlighed varer længst. Ja, altså, hvor hårdt vil I have det? Vil I have lovreligiøse ægteskaber i henhold til den romersk-katolske skatte-retsstatsbygning eller vil I have ægteskabende opvækst, der formår at gøre sig sine egne erfaringer i ungdommen, for dernæst at finde sig sin elskede for livet, sætte børn i verden og arbejdet for livets oplysende samfund med sine folketing fremover. – Vil I have det videnskabelige årsagsbegreb eller det juridiske skyldsbegreb gående i hjertelivet? Eller vil I ingen af delene til fordel for gudlivets egne ærlige indrømmelser i personlig ansvarlig forstand af helligånden, til bevarelse af det oplysende samfunds naturlige, altså på den måde frie vækstgivende livsorden fremover?
Endeligt vil jeg sige: Jeg opfatter ikke kvinden og min lyst til kvinder, som værende uafhængig af det ærligt indrømmende personlige ansvar med livet. Det er med andre ord altid en unik person, man har med at gøre og aldrig blot den lystige tiltrækning af det modsatte køn. Der er altid ærlig åndskontakt involveret, som man må tage ærbødigt vare på i livserfarende og næstekærligt sigte. Ellers er man sgu da i sandhed et svin. Desuden praktiserer jeg ikke seksuel frigørelse, nej det foragter jeg, når der er børn involveret – og man er jo far for sine børn hele livet igennem, altså i al evighed, eftersom blodets bånd jo ikke kan klippes over og ånden tilsvarende ikke har særlig godt af løgnagtige fædres lemmedaskeri i vort fædreland. Ja, så nu véd de begavede af Jer, hvilke erhverv og fag i det danske samfunds omgivelse, der i kraft af uendeligt rationaliserende sprogbrug med sine universaliserende logikker og renteforregnende foretagender, har ødelæggelsen, ja undertrykkelsen af sand forstand på ægteskabende kærlighed til livets egen gang med den oplysende samfundsudvikling omkring kvinden, moderen, barnet og brødet, på samvittigheden. - Er det straftbart? Skal de straffes? Nej, men det bliver de i samme udstrækning, som de ikke er i stand til at indrømme deres livserfaringer i lyset af vort samfundsudviklende gode, så dårligdommene ikke går i arv ud fra åndssvag normaliserende sammenligningskultur, såsom den socialdemokratiserende rødstrømpebevægelses bræk. Livet skal elskes og ved den kærlighed skal mand og kvinde finde personlig indrømmelse af deres livserfarne gode til vort menneskelige ligeværds udviklende skyld/ansvar. Altså ikke som køn, men som ansvarligt personlig indrømmende, samfundsudviklende potentiale. Og da især, når barnet er født, thi da er det barn samfundets udviklingspotentiale fremover.
Skulle nogen være i tvivl om mit ståsted, gentager jeg gerne: Jeg er modstander af idealistiske og fundamentaliske dagsordner og derfor mener jeg ikke, at det hjælper at føre statspolitik og retsstatspolitisk sprogbrug ind over vor ellers ærlige hjertelyd som almindeligt dansktalende mennesker, ja i visse tilfælde ligefrem indover Livets egne børn i opvækst, uddannelse og arbejde omkring vort samfunds folkelige som menneskelige ting. Det gør man måske heller ikke længere, men der er mennesker, der har følt det sådan. Og kanske især dem, der voksede op under den kolde krigs kolde vinde; kanske især også de tilkomne, der troede, de levede i satans eget land og derfor ikke måtte omgås medmennesker uden at vise deres afstandtagen til dem som de satans aber og svin, de jo så helt sikert måtte være!!! - På lignende vis gælder det i mine øjne altså også det religiøse sprogbrug, der gør folk til Rasmus Modsat og dermed lukker af overfor nye sandselige vidnesbyrd af vort hjertegode kød, vore børn… eller som med andre ord afstedkommer, at man lukker øjnene for det eneste ene livs gode, vi er givet at gøre godt med på jord. For vort vedkommende dansk grund. Livet er ganske enkelt for godt til at så splid, ja det er jo sådan set utroskab eller bare uærligt at gøre det. Så kom også det på plads!!!
De efterhånden mange forskellige trossamfund i Danmark, der ikke kan finde ud af at værdsætte foreningsfriheden på godmodig oplysende vis ud fra en almindelig menneskelig fællesskabsfølelse i samvær, derimod kanske istedet dyrker ensrettende tankegange, der netop sår skel og splid, ja de bliver før eller siden opløst af gudlivets egen frie og naturlige oplysning i vort vikongelige dansk-nordiske menneskesamfund. Fordi det er vigtigt at vi kan udvikle os samhørigt ud fra vort hjertegods som almindeligt frimodigt levende mennesker omkring det fornødne vækstvilkår. Og uden at være bange. – I det oplysningstro danske samfund regeret ved vor vikongelige menneskenatur har man ikke lov og ret til at fylde sit hjerte og sind med araber-muslimsk lort med henblik på at løbe sit forhenværende hjemlands ærinde eller lignende oldgamle, hævngerrige dagsordner. Der tales dansk og er man i det danske samfund, så angår ens måde med liv og tilværelse det danske samfunds menneskelige udvikling. Og derom handler folketinget. Ønsker man imidlertid at fastholde sig selv i en udvikling baseret på arabiske samfunds dagsordner eller muslimske stridigheder om retten til at hade Gudlivet og hans skabninger, jamen så synes jeg, det danske samfund skal spendere en flybillet på Jer, hjem til Jeres respektive lande, så I kan blive hjulpet godt på vej med Jeres ønske. De vil sikkert tage godt imod Jer og sørge for at I får en bolig, kommer i arbejde og finder Jer tilrette med udviklingen af gudlivets eget oplysende samfund på jord. Tror I ik’?
Den omtalte forhærdelse hos jøderne, jeg nævnte ovenfor, skyldes drabet på 2-6 millioner mennesker, identificeret som jøder, i henhold til videnskabelig samfundsledelse per fornuftigt udtænkt system og administration i forstillelsens romantiserende, historiske vold. Men den skyldes vel også, at jøderne lig alle andre folkeslag har været ramt af en skriftbåren tro på, at de var guds udvalgte folk, mens alle andre ingen guddommelig forstand i hjertet var givet i livet på jord!!! Især de romantiske kejsere var i sin tid, oldtiden for 20-2500 år siden, enig i den opfattelse!!! Ja, så det er gudfri mig vel længe siden. - Desuden skyldes forhærdelsen, at visse islamister, ja f.eks. de hidsige boller, vi ik’ ka’ ha’ mas med længere, befinder sig i lige netop samme mentale livssituation som for 20-2500 år siden og altså at de 2-3 parter med deres åndssvage fraktioner, således den dag i dag fortsat skiftes til at nikke hinanden skaller uden egentlig at kunne noget med gudlivets egne forløsende åndskræfter i menneskelivets ærligt oplysende navn på vor jord. Jeg sagde ikke udløsende kræfter og gentager derfor: Forløsende, altså hjertevarme kræfter til opløftelse af vore personlige liv og livsmåde som almindelige mennesker i samfund med naboer.
Kort og godt: Danske mennesker af islamistisk herkomst, jada også gerne hele det mellemøstlige bælte med livrem og seler – nårh nej – jeg mener dem, der måtte være fedtet ind i islamisme med f.eks. hængning, stening og stegning af kvindemennesker tilfølge, de skal altså lære at forstå, at vesten ikke bare sådan uden videre er kristen, men derimod oplysningstro omkring vort lillestore ærlige hjerte som almindelige mennesker. Gid det var varmt nok i Nord til at gå i kjortel, det må lufte godt. Og derfor i den ånd søger at udvikle vort lille-store livs samfund på jord ved den trolige liv- og arbejdskraft, vi kan byde ind med. Desuden må de indrømme, at hver enkelt land i verden, i det mindste i vesten, også har hver deres frie fortolkningskultur og oplysningskultur gående omkring sandheden i Gudlivets eget hellige, altså ganske kropsnære og jordnære, ja vækstbetonede samfundsdannende navn. Og ganske enkelt for vort velbefindendes ligeværdige hjertemods skyld i al evighed. Altså også med henblik på de ikke-vestlige lande, der endnu ikke kan finde ud af, hvad det vil sige for vor fredelige udvikling på jord at elske Livet og tage udgangspunkt i den medfødte og derfor troligt indrømmende Kære-lighed hos mennesket, der nærmer os det forstandige livs godmodige førelse. Der er meget at ud-vikle os af, også i vesten, men det kan ikke ske på menneskegod vis uden både sandfærdige og ærlige indrømmelser, ejheller uden at give udtryk for dem.
Og så mener jeg ellers, at de uoplyste fraktioner i den sure kop te med vredens sukker i skal holde op med at punke jøder og kristne, kalde dem aber og svin i børns øre helt fra barns ben. Føj, for satan, hvor er det klamt, ja, for aber og svin er der jo ingen mennesker, der er – nej, det skulle da lige være dem i kjortler og sorte vendekåber, ja for det er jo ik’ til at vide, hvad der er inde bag ved,vel!!!? - Pågældende på dansk grund, der måtte opføre sig sådan omkring menneskelivets børneopdrag vil fremover blive oplyst i hoved og røv samt blæst ud af det vikongelige Nord, såfremt de intet selv kan fatte af livets oplysende helligdom på jord i kærelighedens navn. På dansk vel at mærke. For hør, der bliver ikke hellig krig med vold og had tilfølge på dansk grund, nej og Jer der taler for sådan noget, I bliver før eller siden oplyst af Livets egne fredelige, men livgivende indrømmelser som sagt. - Og mens jeg nu i Gudlivets og dermed da også Allahlivets navn har hånden omkring Mohammeds og Jesus hjerte, så skal jeg da gerne sige, at der i mine øjne intet i sandhed menneskeæreligt består ved at bruge sure gamle mænds vrede i skrift til at tildække kvinder i den tro, at andre så ikke kan se måsen vrikke bag kjortlen eller for den sags skyld til med strittende fingerring at gå i ring omkring den varme grød. Og tager I mig det ilde op at sige sådan ud af godmodig kærelighed til kvindens smukke skabning og almindeligt ægteskabende som også naturlige forplantningsforhold, så skal jeg da gerne lukke hånden og trække den til mig i et snuptag, hvad dansk grund angår. Altså: Opfør Jer ordentligt som de ærelige mennesker i er, også omkring de naturlige drifters gang, man finder sammen om på hjertelig vis, sågodt man kan! Ja, for desuden er jeg da som jøderne enige i, at man ikke må begære næstens hustru, eftersom livets åbenbarne trosgave jo består i at kunne indrømme det medfødte, personligt vundne og livserfarende hjerte sammen til fordel for barnet, nye vidnesbyrd og samfundets såvel ægteskabende som oplysende udvikling dermed. Ikke mindst sådan, fremfor at bruge en retslig manual til at få smurt den eneste ene i løgnens mørke drypstenshule.
Altså, der kan være gået nok så meget galt i vore respektive samfundskulturelle og personlige livs baggrunde, for ikke at sige i landets institutioner, men, som man siger, vi behøver jo ikke gøre ondt værre. Og hør, der er altså meget rod i æteren omkring, hvordan vi skal forholde os til livets naturlige gang med os, når vi samtidig i mangt og meget lever og arbejder uden kontakt med vort grundlæggende jordiske vækstvilkår og forsynet derved. Det ønsker jeg derfor at udbedre på flere planer, fordi det er nødvendigt, men ikke mindst i forhold til den realitet, der kobler skrift, sprog og ånd sammen på så vanvittig, også teknologisk vis, at alt for mange ikke længere tør tro sig ved deres almindelige hjertemod som æreligt menneske givet sandselig frihed til at leve og ytre sig efter bedste evne og omkring dét, de ønsker at dele og udvikle for menneskelivets samfundne gang på jord. Måske kan jeg ligefrem sige, at når jeg tillader min sandselighed at gå i frihåndsskrift, så hænger det sammen med hele skolegangen og hele skriftskulturens historie på jord – men derfor netop også med et krav om personlig ansvarlighed og oplysende sigte med min brug af skrift som udtryksmiddel.
I Danmark har vi ikke et lovreligiøst samfund, men en samfundskultur-historie omkring blandt andet loven og dens virksomhed. Og den står på godt og skidt i vort blod, i hele Norden - i hele Europa, i hele Verden med sine landsbetingede forskelle, som ovenfor angivet og som mit danske modersmål afslører. Alligevel skal det derfor nævnes, at netop afstandtagen til lovreligøse samfund, grundet faren for den fundamentalisme/idealisme, som det kan skabe i folkeviddet, også er grunden til, at der er nogen, der er sure over, at der i det danske lovkorpus, indgår en paragraf, der siger: At den danske lovsamling kaldet grundloven støtter den luthersk-evangelske kirke. – Det jeg kan sagtens forstå, men Jer, der synes sådan, I skal være opmærksom på, at der ikke er anden trolig oplysningvirksomhed på europæisk grund, der er i stand til at håndtere faren for den platoniske statsidealismes retfærdighedstilbedende eller med andre ord retspolitiske helvede. Altså det helvede som Platon lagde grunden til i den græsk-romerske oldtid, da han blev vred over tabet af sin bøsseven, Sokrates og som Europa kun tildels, husk det, har sine institutioner fra. Ja, for det er et element, en af grundene til, at politik på dansk grund til tider har det svært med at blive til et mere hjertevarmt og nærværende dansk anliggende, for ikke ligefrem at sige, at folk hverken gider høre efter eller ytre sig, når det absolut skal foregå på oldgræsk med diverse romantiske forstillelser om lov og ret indover.
Vel ikke mindst den akademiserende statsopfattelse er baggrunden for politiker-ledens mange år på bagen, fordi, tror jeg, at den i nogen grad på uheldig vis udvikler samfundet i henhold til fornuftslogsik argumentation, fremfor at gøre det i lyset af det forstandige ærlige hjerte ethvert mennesker er givet at indrømme og udvikle sig med i sands for Livet på jord. - Dels, til tider har vi bare det rådne helvede med alle mulige og umulige folketing i ånden på grund af de grusomheder, der er foregået på europæisk territorium og med menneskeheden i det hele taget verden over. Noget, som tilkomnes kød og ånd jo også fortæller os, når vi af godt hjerte har taget imod og søgt at udrede deres liv fra de undertrykkende livsvilkår, de kom fra. Af samme grund er det vel også altid en opgave for vort danske samfund, at holde folketinget så meget fri, at det rent faktisk kan høres i befolkningen og beskæftige sig med folkets ting på dansk grund. Ja, fordi det danske folketing jo altså nu en gang handler om menneskelivets samfundne udvikling på dansk grund, førend det handler om alle mulige andre landes udvikling.
Den akademiske statsidealismes retfærdighedstilbedende politiske helvede, den er derfor sidenhen indgået som pensum i uddannelsen af den europæiske befolknings ledere, så de kunne lære løgnen bedre at kende sammen med alle vi andre!!! Ja, sidenda har loven, folkets ting og statslig virksomhed af selvsamme grund været et værre flueknepperi, hvilket naturligvis skal høre op, så den åbenbarne forvaltningskultur omkring vækstens og menneskets givende erfaringsvirksomhed kan blive vejledende og bekræftende af den klarhed, der opstår af vort levende vigør som frimodige mennesker af hjerte på jord, der søger vej for Vor tilværelse. Og tør sige frem af godt hjerte for menneskelig trivsel uden at lægge trykket, hovedbudskabet på vredens under- og overtoner. – Det er sådan set dét, som arbejdet her, artiklen her handler om, altså at bekræfte en oplysende dagsorden for vort samfund og dets menneskelige ting med folk fra nær og fjern.
Vi skal fortsat have bekræftet vort danske modersmål, ja renset det, for ret at kunne høre det danske folks kød i lyset af al vort og dermed på hel anden forstandig åbenhjertig vis tage imod tilkomne, samt lære dem dansk-nordisk sprog og egnskultur, skulle de få lyst til at blive her i landet. Altså såfremt, der nu er plads, uden at ødelægge både pinden og lorten med den livsoplysende dagsorden omkring krop og ånd, arbejde, bolig og uddannelse i det danske land med sine slægter. Også af den grund, at den oplysende dagsorden betingelsen for, at der med tiden kan opstå ordnede forhold omkring livsoplysende virksomhed i de lande, hvor pågældende måtte være rejst fra. Menneskets grundlæggende følelser, drifter og åndsmåde ændres ikke ved at lære sprog, når de læres med kærelig forståelse for sigtet med at lære dem, tværtimod fremmes netop de menneskelige indsigter omkring vore følelser, drifter og åndsmåde. Og der er et både personligt og menneskeæreligt, tillige samfundsdannende udviklingspotentiale forbundet med den kærelige forståelse for sigtet med at lære sin nærværende omgivelse og medmennesker bedre at kende ad den vej. - Der kan dog godt komme lidt rød grød med fløde i kommunikationen og forståelsen i forbindelse med at tilegne sig færdigheder. Måske især når sigtet dermed ikke bekræftes eller når omgivelsen ikke er bekendt med sigtet. Eller måske især, når de naturlige drifter og hormoner er på sit højeste. Endeligt kan der vel også opstå en menneskelig forargelse, når man opdager, at det samfund man kom fra ikke ret har sørget for at oplyse sin befolkning, så de kan tale klart, frit og flydende ud fra deres egen kødelige, ærelige hjerteret. Derimod i stedet holder sine befolkninger hen i uvidenhed, så de kan udnyttes af uærlige menneskers magtbegærligheder eller på anden vis bespottes på deres medfødte værdighed i hjertets eget navn, fordi de ikke lige kan sige det, der skal til for at blive hørt eller på anden vis iklæde sig kejserens nye klæder!!!
Desuden vil jeg her sige, da jeg nu kom ind på det, at det altid har været en drøm for de mennesker, der beskæftiger sig med sprog, indsigt, viden og skrift, at få samlet og koncentreret et brugbart udsnit, der ville kunne bidrage til oplysningen af menneskelivet på jord i lyset af diverse folkeslag med deres respektive lande og kulturer. Og gøre det tilgængeligt. Det er undervejs med internetudviklingen, men lader sig ikke gøre uden samlere med samtidig sands for vort samfund på jord og de menneskelige begrænsninger derved. Hverken en person eller et land kan helt og aldeles stå på nettet, men det kan oplysende fortællinger og ærlige, godtsigtede data omkring vore liv, lande og samfund. Og det virker at udbrede kendskab til faktiske forhold og livsmæssige omstændigheder. Det flytter os i god forstand, når hjertet er med i det. - Alt kan misbruges, men ligeledes opstår intet fællesmenneskeligt hjertegods deraf. Af samme grund har jeg valgt at udbrede mit kendskab til diverse faktiske forhold, samt livsmæssige omstændigheder, i eget navn på den måde jeg gør. Og det koster jo ingenting at indrømme sit medfødte vidnesbyrd til livets samfundsdannende foretagende, når sigtet er gott.
Den samfundskulturelle historie, jeg tænker på, i forbindelse med lovens grundproblem i navn af stat, er, at vi i hele Europa, derfor også Danmark, har gjort os mange opdagelser om hele universets beskaffenhed og dermed vor egen, menneskelige placering mellem himmel og jord. Det har ført til mange ting, såsom utallige formuleringer og teorier om lovmæssighed samt nye teknologier og teknokratier. Da vi henad vejen opdagede nyt omkring vort jordiske lod, begyndte vi også at drømme om fjernere egne – og drage ud for at se, hvordan de var. Kendt er striden omkring universet og jordens plads deri. Man har troet mange ting gennem tiderne, som sidenhen har vist sig at være noget værre bavl, noget vrøvl. Og dernæst direkte løgn, altså svigtende vore nyfødte, medfødte sandselighed som hjertegode mennesker, der vokser og udvikler os ifølge Gudlivets eget vækstforetagende på jord med vore slægter. Jorden viste sig at være rund og derefter ophørte vi så småt med at være bange for at falde ud over kanten ligesåvel som vi så småt ophørte med at tælle, hvor mange himle, der er. Sidstnævnte var i øvrigt også uinteressant, såfremt man ikke selv kom i den syvende af dem. Videnskaben godtgjorde ved matematisk bevisførelse, at jorden var rund, men tog vel også patent på for meget derved, fordi den blandt andet begyndte at sværme omkring matematikken og menneskets egen logiske evne for at ordne alt i guds billede, undskyld i det uendelige univers iltfattige tomme rums døde billede jævnfør kapitaløkonomisk matematik!!! Sømændene havde jo fundet ud af det, så beviserne var vel blot en sag om formalier – for senerehen at vise sig ganske effektive i forbindelsen med oplysningen af de menneskebørn, der desværre blev indskolet i skriftens retfærdiggørende virksomhed eller et tegn-tekst-og-tal-fikseret arbejdsliv for den sags skyld. Og vel at mærke førend deres egen hjertegode hørelse som menneske var blevet stærk på forstandig, kropslig, altså næstekærlig vis.
Den strid handler med andre ord om rationalisering af universet, så vi kan overskue det og sikre os, at jorden nu også drejer så meget rundt, som den skal ifølge den nyeste forskning!!! Ellers er man jo utroværdig og desuden giver det ingen penge til klimaforskningen, hvormed vi risikerer at gå glip af vejret og den nødvendige adfærdsregulering af det!!! – Alle spassere er jo lige for loven, fordi det er bevist, at de gælder i hele universet. Jeg skal derfor bede bank-virksomhed, forvaltningskulturen, der følger loven, naturvidenskaben, teknologiske og managementteoretiske producenter, samt de matematiske kapitaløkonomisk beregnende individer, hvis sind er 1=1, om at tage ansvar for skabelsen af vantrivsel, dårligdom, muterede mennesker, handicappede, degenering, stofmisbrug, de psykiatriske tilfælde, ligevægtig justitsial vold i det ellers ægteskabende følelsesliv omkring kærelighedens børn, liv og samfund med videre – ja, fordi det foregår udi en nærmest absolut livsfornægtelse af det sande vækstvilkår på jord, herunder en menneskelig udvikling af vor sandselige formåen med levebrødet derved. I betaler regningen fremover og har I ingen penge, så bliver det ved jeres børn jævnfør adfærdsreguleringen ifølge lovmæssighedernes paragraf nul, nul, dyt og 112. Og 911, hjælper altså ikke en skid i det danske.
Dén livsbekræftende besked skal nok nå frem til Oh Bama og de hjertekære amerikanere. - Husk nu på: Der er ingen nåde ifølge jeres egen kapitalstatslige konsekvenslogik, eftersom det jo er strafbart ikke at tale sandt i Højesterets navn – LIVETS EGEN og med sigte på sand kærelighed i helbredelse. Værsgo pølsetyskere, pølsedanskere, frankofilistre og islamistiske ligesindede im kultiverung des rechtstaat jævnfør lovens universielle og fundamentaliske ånder. Og nu altså også tekno-logiske regime.
Godet ved det sidste, skal jeg imidlertid hilse at sige, er, at de tegn-tekst-og-tal-fikserede kulturer og arbejdsformer nu med god samvittighed kan slukkes ved et tryk på en knap skulle man være uenig. Er det ikke fantastisk!? Desuden har vi nu på ligeværdige vilkår lejlighed til at sende alle de breve vi vil til oplysningen af bank-personalet, kommunalforvaltningens servicering af borgere, fremfor mennesker, samt til de virksomheder, der går for vidt i deres lovprisning af lovmæssigheders tankegange i deres registrerende tvangs-psykologi omkring masseproduktion af kopier og socialdemokratisk åndsudvikling, så alle bliver ens for loven… Ganske, jeg gentager, ganske som de i årevis har taget det for givet, at man naturligvis retter sig efter en myndighedskultur, hvis mantra er: Hvis ikke du gør som skrevet står, så kommer du i fængsel, for vi er myndighederne og alt, hvad du siger, kan og VIL blive brugt IMOD dig!!! Eller med pladderhumanismens fornuftige ord koblet til kapital-lovens vækstsamfund: Behandl andre, som du gerne selv vil behandles! – Ja, tak skæbne med værnepligt til at bære våben eller på anden fløj, en tilsidesættelse af både dansk lov med sine ærelige indrømmelser med menneskelivets egets sigte i landets ghettoer, for slet ikke at tale om tilsidesættelsen af såvel det kropsnære som jordnære vækstvilkår vi om noget overhovedet er givet at indrømme os ved og således gøre godt med…
Hvordan går det, Jens? – Svar: Af hjertet fint, tak, for jeg elsker jo Livet, Mennesket og den sandfærdigt Oplysende og så fremdeles almindelig ærelige virksomhed, der er forbundet dermed! Gør I ikke dét?
Og hvad det sidste, stat-region-kommunal-lorten angår, så er det et faktum, at ingen i sandhed menneskelig indrømmelse har fundet sted omkring den skattestatsligt finansierede arbejdsplads, hvilket betyder, at de mange gode mennesker, jeg véd også gør en kæmpestor indsats, for at få tingene til at hænge sammen i den henseende – ikke desto mindre underkender deres egen oplysende begavelse omkring det faktum: at det er strafbart ikke tale sandt i retten, fordi det er strafbart at føre et liv og en hel befolkning i helvedet via lovens myndighedsgivende uddannelsessystem og kapitalens syge vækstcirkus i minus og plus al ligegyldig uendelighed via stat-region-og-kommune samt bankerne og deres underhold. Vi lever ikke i henhold til nogen somhelst lovgivende tradition, som vi så skal rette os efter, men efter det/de mennesker, der lever og er med god samvittighed omkring deres hjerte for ægteskabeligt liv, børn og samfund. Og først da kan vi se... hvilke virksomheder, der skal jævnes med jorden på grund af mennesker med videregående udddanelser i carambollage med kapital-økonomiske regnskaber blottet for sand menneskelig forstand i arbejde omkring vort egentlige vækstvilkår på jord. Vi lever med agtelse for loven grundet Folketingets indflydelse på lovens sigte med at tilvejebringe oplysende og glade liv, vækst- og åndsvilkår for mennesker på dansk grund. Og det folketing skal altså høres i lyset af vor hjertelyd i et næstekærligt eller bare medmenneskeligt udviklende samfund. Det er sigtet og det er afgørende. Folketinget er med andre ord ikke en ledende instans i retslig, magtmæssig forstand uden befolkningens indrømmende hørelse for de anliggender, der bringes frem i dagens lys som f.eks. også vort danske Fader Vor siger det: Kære Gudlivet, vi beder om forladelse for vor skyld på nøjagtig samme vis, som vi er i stand til at forlade vore skyldnere, og ikke mindst af den grund, at vi er fuldstændig helt og aldeles klar over, at Gudlivets eget rige vækstvilkår på jord er givet magten og æren i al evighed. - Sådan samarbejder vi omkring det levendes samfund af kød og blod med sine ytringer til at tage trykket, men mere vigtigt, ytringer til at bekræfte den i forvejen givne samhørighed, vi kanske ikke var klar over allerede stod i vort sande hjertes menneskekød på tværs af diverse forskelle…
Jeg garanterer Jer for, at noget at det, som de tilkomne, ja hele verden undrer sig over, er, at Danmark og den danske befolkning ikke kan finde ud af at indse, at intet menneskeligt fællesanliggende kan opstå og vinde bæredygtige ben at gå på, sålænge det er aristoteles ældgamle platoniske latterligheder og kapital-økonomisk væksttænkning, der spøger i autoritetstroen. Grundtvig sagde det på sin måde, Hans Sherfig sagde det hans måde, de tilkomne, herunder musliske kulturbaggrunde siger det på deres måde og endeligt har hele den danske befolkning sagt det iform af sygdom, vantrivsel, dødbringende strid og lignende: Vi kan ikke leve og ånde i en kategoriserende offentlig virksomhed, der kobler sig til lov, ret og penge, uden at lade sig åbenbare – altimens de taler om oldtidens dyd, etik, stat, demokrati, politik, økonomi og pludre, pludre, pludre, så det symboliseres sammen i falske udgaver af tro, pligt, skyld og ansvar helt fra barns ben. For slet ikke at tale om den ånd, det præg, der sætter sig på folks sindelag vidt og bredt, jorden rundt, under indflydelse af en så latterlig autoritetstro, ja blind masselovgivende samfundsvirksomhed med diverse internationale organisationer hængende oppe over udi et sandt legitimerende helvede, når ikke fredens helligåndsbringende dagsorden indrømmes. Opgaven er med andre ord at høre efter det hjerteligt sande, fremfor at nedgøre andres formåen eller med andre ord, fremfor at nedgøre den historiske realitets forældede institutioner, uden at byde sig til med fornyet sigte for deres indflydelse eller afvikling udi mere tidsvarende nye af slagsen.
Det sidste, angående det masselovgivende, skal man jo nemlig også tænke på, når man ikke blot arbejder med teknokrati, men teknologi og f.eks. sidder foran en computer dag ud og dag ind og behandler andre mennesker og deres slægters gæld - undskyld skyldsforladelse til samfundet, ik’ sandt! Og hør, kommunalforvaltning, bankvirksomhed og private spekulanter samt den del af forsker-kulturen, der gladelig placerer mennesker foran maskinen, så vi alle sammen sammen kan synge med på Kim Larsens sang om blip, båt og gud, hvor går det godt - ja de har jo ikke bestilt andet i tredive år, på trods af vor oplysningspligt, undervisningspligt, ytringspligt og frihed til den ende. - Altså, jeg mener, så det ikke igen bliver nødvendigt simpelthen at kastrere svinene, der ingen hørelse er givet eller på anden måde stække deres afkom, så den slags utro livsførelse og ægteskaber aldrig nogensinde kommer videre med deres lemmedaskende hjertes virksomhed. Nej, for det vil vi altså ikke ud i på nogen somhelst måde, hverken i den ene eller anden eller tredje retning. VI SKAL MED ANDRE ORD FINDE MÅDE OG VEJ MED VORT LIV PÅ HJERTEGOD VIS og derfor også af personlig agtelse for næsten.
Desuden opfatter jeg det idiotisk selvangivne, jeg afslører omkring lovens skatte-rets-statslige ledelsese-utopi, som grunden til rockernes respektløse reaktion de sidste 30 år, respektløse 2. og 3. generations-indvandere, Christiania, vold i gaderne, integrationsvanskeligheder, psykiatri, fængsling af unge mennesker, latterlig lægevidenskab, stofmisbrug, forliste ægteskaber, fortabte børn, pædofili, mv. Eller med andre ord: Så grusomt lugter vort kød af løgn altimens vi refererer til, at det er strafbart ikke at tale sandt i retten eller hos Mohammed, Gud, Allah, Jesus i navn af shalom, åbenbaring og bla. bla. bla. Så ubegavede er vi, så ulækre er vi, så syndige er vi mod menneskelivets ellers hjertelig sande, godfrie og hjertemodige vækstvilkår på jord. Og det kan altså ikke være rigtigt! - Er I uddannede og oplyste i Danmark? Betaler I skat til den retskapital-statskyndige svinestald på overførselsindkomst indover den fossende statskasse og indover bankernes højtuddannede rentes-forregning; det vikongelige folketing, retssamfundet og den frie oplysende presse undtaget? Hyggehejsa og lad personligt indrømmende liv, der tror godt om Livet og al vort menneskeliv derved sejre i kærelighedens hjertelige navn, for vi er jo gode nok, når vi gør dét!
Staten eksisterer ikke og det gør statsministeren heller ikke – men det gør folketinget som folkets ting og Lars Løkke Rasmussen, den frie oplysende presse, samt retssamfundet med sine domstole til at trække grænsen i menneskehjertets ærbødige navn. Sidstnævnte fordrer naturligvis en livets uddannelse, der hverken tilbeder Platon, Retfærdighed, Justitsia, Karnov, Korano, Jesujerusalem, Medina eller Kejser Nero. Så Jer i retsstaten og skattestaten, der ingen oplyst forstand er givet af vikongeligt oplyst navn og blod på dansk grund, I kan i sandhed rende mig i røven, for det kommer I til. Imellemtiden må I så nøjes med at betale prisen iform af Jeres børn, ja så vi bliver fri for at betale til satans mave. Glemte i Thors Hammer på Olympen? - Farvel højestretsdommer, farvel landsretsdommer, farvel byretsdommer, på lignende vis som statsministeren ikke eksisterer. Farvel i ligevægtens eget kultiverende navn, ned gennem hele statslortens retfærdighedstilbedende helvede og med agtelse for loven, ik’ sandt - Jeres kød, føj for satan. Ja, for jeg går da ud fra, at I som ligeværdige mennesker på jord står til ansvar for Jeres handlinger livet igennem og med henblik på at fremme kærelighedens livsbårne og dermed i sandhed oplysende frimodighed, ganske som den gives fra barns ben, når man altså ser bort fra Jeres indflydelse på retfærden i og omkring væksten i Gudlivets eget navn på jord. Hvor der handles, der spildes jo, ik’ sandt! Og det er jo nødvendigt med et forsvar for menneskeslægten i Danmark, ik’ sandt! Farvel blev der sagt i Gudlivets eget højesteretslige navn og uden politipistoler eller knipler i bæltet, samt fængslede menneskeliv udi glemslens folkevid, til at få sin pointe igennem! Uden vold, men ved håndfast oplysningspligt og ytringsfrihed til den ende!
Vil I tale om retfærdighed med mig, Jens Haarup Mortensen, arvtager af sin konge-og-menneskehjertelige tro bedstefars navn i sit personlige ansvar af ånd og blod med folketingens oplysningsdagsorden gående samtidig? Vil I tale om retfærd i den anglende saxos æt med kongerækken indover? Vil I tale om sandhed med mig? Vil I gerne, at vi skal holde os til sagen på papiret? - Hør, i nærheden af, hvor jeg bor, der lever en familie med kendskab til muslimsk baggrund. Og de er ikke fundamentalistiske i deres væremåde, nej, de er arbejdsomme og hjerteligt frie. De laver nogle fortrinlige pizzaer og hjælper hinanden. Jeg holder af dem, ligesåvel som jeg holder af Algis med familie fra Lithuan, der søger vej i det danske. Og de bosniske og serbiske mennesker, jeg har mødt. Ja, ligesom min far sagde og stadigvæk siger: Vi hjælper hinanden! Og det står jeg ved, fordi det er hørt i mit eget hjerte, ikke hans! -Velkommen til menneskekærelighedens oplysning i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn fatsvage social-fascistiske statsborgere og teknologikere i phonosohns autoritetstro forledelse af hele menneskeslægten på dansk grund. Velkommen til VIkongens ord i hjertet på menneskelivet i Norden – og Europa, og USA og hele Verden.
Der blev sagt farvel justitisas kapital-økonomisk-matematiske folkefærd på overførselsindkomst i skattestats-fascismen hyggelige navn!!! Og det er såmænd omkring 20 år siden, det er såmænd tilbage til Shakespears tid med sin rotten state og videre indtil år nul, vort åbenbarne medfødte hjerte og den forstand det giver at være det tro på naturlig vis i Gudlivets eget navn og tjeneste for folket, mennesket i et oplysende livs samfundsmæssige dagsorden. - Kanske vi skulle se, om vi kunne finde nogle arbejdspladser til Jer, så I ikke gør ondt værre i Jeres håndtering af det almindelige menneskelivs udviklende vækstvilkår ved hjælp af computeren, kuglepennen og papirerne. Er I uddannede og oplyste i Danmark? Eller mangler I bare kompetencer i lovens navn, på papiret og via den sociale mekanisme, der opstår når alle læser eller rettes til af det samme, skal forholde sig til det samme, uden at fatte nul og niks om den oplysende forvaltning af Gudlivets eget slægtsbårne og personlige hjertegods med sit nye vidnesbyrd til det danske samfund? Farvel småborgerlige retsfascister og velkommen åndsbegavede, kropsforstandige mennesker, der naturligvis deltager i arbejdet omkring den sande vækst på jord, der tilvejebringer brødet, så alle bliver mætte og kan udvikle vor færden i verden i henhold til Gudlivets eget frugtsommelige krav. Fairwell og god fornøjelse med arbejdsløsheden, sindsygdommen i Jeres børn og Jeres pligtopfyldende tilvejebringelse af fattigdommen og sygdommens ånd i Danmark og hele Europa! Er I uddannede og oplyste i Danmark? Fik I gode karakterer? Kan I indrømme sand forstand, nu hvor det jo altså er strafbart ikke at tale sandt i retten? Nå, ikke, jamen så farvel nok engang og hils: Rend mig i røven!
Jeg hjælper dem ved at købe deres pizzaer. Men skattestatens interesse er jo, hvor jeg får pengene fra, uden overhovedet at ville indrømme det spørgsmål i forhold til deres egen livsførelse, dermed oplysende samfundsudvikling. Det kan jeg nemlig svare på, uden så meget som et gran af reference til de højere magter, almenvellet og diverse røvslikker-politisk-parlalamentariske sindelag. – Jeg gentager: 20 år har det taget at få den pointe igennem, ifølge almindelig, dermed ærværdig menneskelig forstand. Og vel at mærke som udtryk for bevarelsen af den oplysende forstand i opvækst til liv og glade samfundsdannende dage i første ombæring, så samfundssindet netop ikke bliver en kamp om ord, ret, lov og myndighed, men derimod en bekræftende adlydelse af ordet, al vort hjerte-lige kød omkring sin bæredygtige vækst og udvikling af menneskelivet ved vore nye vidnesbyrd og tilvejebragte glæder i øvrigt. Så kanske, der venter et par pointer i fremtiden hos den danske befolkning, der allerede er gjort iform af dracula-lignende tendenser grundet den romantiske stats adfærdsregulering – og ikke grundet den (romersk)-katolske kirkes budskab, nej og da slet ikke ifølge den danske kirkes budskab, altså det VIkongelige menneskehjertes tro på vore egne, når Luthers rem af huden atter er ude… Hvordan går det egentligt med de danskere, der har rodet sig ud i Radio-Tv-og-Skriftens medierende navn de sidste 30-og-500 års navn? Er de intet personligt ansvar givet som hjerteligt oplysende gode, fatter de intet om vort køds sande vækstvilkår? Ja, for det er jo altså fortsat strafbart ikke at tale sandt i livrettens navn. Ikke kartoffelmosens, men livrettens. Skal jeg checke facit på samtlige udsendelser i de danske medier de sidste tredive år, tillige konsekvenserne af den adfærdsregulering, der foregår i hele den skattefinancierede branche, socialforvaltning, sygehuse, universitet mv. fordi pågældende ledere er opvokset med så megen akademisk-politiserende grød i hovedet, at intet hjerte fra deres hånd nogensinde kan vinde vort sindelag. Skal jeg checke facit på undervisningsbranchens lærere og underviseres livsforførelse ved Vor Herres grønne bord og i al evighed dumpe hele banden på deres livs handling i hver og en time? Nej, for det har jeg jo gjort! - Har I brug for et nyt karakter-system til at måle den hensigtsmæssige indsats i Livets eget navn? Satan tage Jeres slægter og latterlig lave verdens forstand på vækst og udvikling i lyset af livet og vort oplysende samfunds dagsorden dermed. Og alle akademikerne, de skriver og ytrer sig jo bare i hver deres fag, indenfor området, ik!?
Kan I styre, undskyld, kan I adfærdsregulere skriftens billeddannende sindelag i vækst og dermed indflydelse på menneskelivets udvikling jævnfør lovmæssighederne som de køres ind, på ny, på ny jævnfør ny forskning og oplysningsvirksomhed via Radio-Tv-og-Skriftens masseproduktion uden modtagere, udover naturligvis Radio-Tv-og-Skriftens eget kødeliggjorte sindelag, der jo ikke er menneskets! Altså på dansk grund i det mindste? Eller har I brug for en Maarstricht-traktat, for at gøre det i henhold til hele den europæiske befolknings jordnære oplystningspligt og ytringsfrihed til den ende? - Nå, ikke: Værsgo at betale prisen snothvalpe i skriftens adfærdsregulerende kultur i det danske. Værsgo at stå til regnskab for Jeres egne handlinger i det personlige ansvar, der som bekendt gør sig gældende i al evighed, eftersom det berører hele menneskelivets glade udvikling omkring vore vækstvilkår, hvordan man i sandhed lever og derved indrømmer livets goder, livets glæder, så der kommer hjertetrolig kontakt ud af det. - Så kan vi nemlig meget mere, også med Europa og alVerdens hjertelige mennesker.
Videre…
Folketingets arbejde er, som det forhåbentlig fremgår af den måde, jeg taler om det på, meget vigtigt. Og vigtigheden af det består først og fremmest ved hørelse. Sådan er det fra gammel tid og sådan er det, fordi én af vore fredelige måder at tage trykket af konflikter mellem befolkningsgrupper, tillige finde vej sammen omkring nye vidnesbyrd fra livets udvikling af menneskenes samfund på jord, ikke lader sig gøre uden snak, forklaringer og indrømmelse af godet derved. Godet er ikke mindst, at det bagland og den baggrund, der jo altid gør sig gældende, når et menneske ytrer sig, også bliver hørt. Det kan ovenikøbet være den vigtigste grund til en persons deltagelse i debatterne omkring folkets ting. Altså, vi er ikke bedre end vi er, jeg mener, et led i at skabe forståelse og samhørighed, der med tro, håb og kærelighed videre kan forvandle sig til at blive et varmt samarbejde, er, at identificere pointen eller ønsket bag det ytrede i lyset af bidragsyderens opland og livshistorie. Eller bare samfundsomgivelse i det hele taget, sådan mere løst og fast. Ellers hører man ikke det menneskelige, som vedkommende af gudsfrugtigt hjerte søger at tage vare på og give af. Derfor, så nogenlunde af nævnte grunde, er folketingets arbejde vigtigt. Husk på, der er jo også et kendskab, der løber den anden vej, altså tilbage til udgangspunktet, ens egn, bagland, baggrund og lignende. Det skal I huske på MF’ere, for den forskydning mellem indsats og virkningshistorie, eftermæle i folkeviddet, har stor betydning for oplysningsarbejdet med samfundet. Jeg mener, det afslører, hvad der reelt kommer ud af Jeres arbejde med at bedre de oplysende livsvikår i samfundet omkring vore naturlige driftigheder og vækstpotentialer. Og jeg synes jo, at I gør det godt på trods af vanskelighederne med det.
Når det så er understreget, skal jeg kort vende tilbage til min påståelighed omkring forholdet mellem folketing og regering. Regeringen består af flertallet i folketinget, men kan også bestå ved en mindretals-regering. Det skyldes, at vi af og til holder folkeafstemning på tværs af mandat-regnskaber eller at der er mandater, der lige skal træde af på naturens vegne og aldrig vender tilbage. Nogen siger også, at de blev taget af tyskerne, fordi de ikke nåede tilbage inden spærregrænsen. Sådan er det med branditter og dansk humor i det hele taget. – De samarbejdende regeringspartier strides lidt om, hvem, der skal være statsminister, men når det er faldet på plads, skal den udnævnte statsminister ind og mærke troskaben mod det danske kongerige og dets folk som den står i vort hjerte som dansk-nordisk-europæisk menneskeslægt. I samme ombæring samler den nyudnævnte statsminister sit ministerhold. Det er ligesom til fodbold, når man er blevet førstevælger. – Dermed er regeringen trådt i kraft for en ny periode og ministerierne som ledende organer for vore institutioner er dermed underlagt den danske bid af menneskeslægten og deres vikongelige ytringer, vor hørelse. Kun sådan kan magten stå ved folkets ting og i ære af gudlivets gang med al vort i al evighed. Derfor skal tilkomne i øvrigt også have en langt bedre mulighed for at lære dansk og blive fortrolige med ordlyden af det. Jo, for ellers ender De i ingemandsland mellem to sprog, to kulturer, to følelsesliv og så videre, uden at kunne høre... Altså man bliver på sin vis et nyt menneske af det og det gælder både tilkomne og indfødte. Heldigvis. Derfor, altså derfor er det vigtigt at kunne finde vej med sin hørelse som hjertelig person livet igennem eller med andre ord også holde den fri som menneske af godt hjerte.
I det øjeblik en regering er på plads og skal til at arbejde med sine ministerier, vore institutioner, så bliver folketinget stækket. Og det jeg hermed siger er en gentagende påpegning af den mere eller mindre nedarvede statslige idé eller teori. – Måske skal det være sådan, måske ikke, men det kunne være rart at blive mere opmærksom på, så det ikke bliver papirgangen fra ministerier og ud i institutionerne, der kommer til at sætte dagsorden for det arbejde, der ellers foregår med god samvittighed i landets institutioner og virksomheder. Omend sidstnævnte ofte foregår ud fra helt andre menneskelige egenskaber, forventninger og sands for udvikling, nemlig den, der er skide ligeglad med lovens myndighed, fordi hjertets myndighed stadigvæk er i behold, ja såmænd i al evighed står ved magt, når den æres på kærelig vis i vor næstekærlige mennesketro på Gudlivets eget vækstforetagende. Det er i hvert fald vigtig at kunne omsætte skriftlig meddelelse til almindelig hjertegod hørelse for sagerne og de mennesker, der måtte være involveret deri. Uanset, hvor illusorisk beslutningsdygtigt det måtte lyde i sine formuleringer.
Jeg berører med andre ord også her den såkaldte kritik, som der har været af djøf-kulturen. Den kritik er blandt andet velkendt blandt læsere af dagbladet Information. Kritikken udtales også i folkemunde med den afstandtagende bemærkning: Akademikervælde! Det er først og fremmest en åndskritik, der handler om, at sprogene, såsom økonomi, jura og forvaltning med deres indbyggede logikker og adfærdsmønstre ikke ret udmærker sig som egentlig oplysende ledelse af en befolkning i udvikling omkring brødet. Der mangler altså noget. En anden måde at sige det på er ved det gammelkendte udtryk: nedefra og ovenfra, altså oplevelsen af, at det samvittighedsfulde stykke liv og arbejde, man udgør, hvor man nu er beskæftiget, bliver tilsidesat eller føles underkendt på grund af lovens gamle magtsymbolik i folkeviddets normer, samt af alt for autoritetstro ledere. Det, ikke mindst danske, ledelsesproblem, kunne man kalde det. Et problem, der drejer sig om forholdet mellem stemmeret og bestemmelsesret, myndighed og kyndighed – altså hørelse - og som vel ikke mindst er et udtryk for uklarhed omkring sigtet og mådeholdet med vor gøren og laden omkring livets samfundne gang i det hele taget. Og det sidste skal vi altså have styr på i betydningen: finde mådehold med og klarhed omkring indenfor ærelighedens menneskehjertelige som også gudgivne, ja naturlige grænser eller åndsskel i det levendes udvikling.
Baggrundene er mange, men vi har for eksempel også i det danske uddannelses-foretagende haft skolekulturer lig soldaterkultur, der benyttede sig af kæft, trit og retning – tillige karaktérgivning i den forbindelse, altså en skole, der vurderede den enkelte så dybt, at den kom til at skelne mellem gode og dårlige mennesker helt fra barns ben. Det er angsten i folkeviddet forbundet med skolekultur og dygtiggørelse. Og det kan vi ikke have! Den sorte skole blev den kaldt i folkemunde og hørt fra det landlige-og-arbejder-kulturehistoriens liberale kant af, så er den, ved hjælp af oplysningstro mennesker, der fik kendskab til den akademiske historie og dermed det administrative sindelag forbundet med forvaltning af lov og ret samt sigtet med vore institutioner også blevet identificeret på sin strid med den klassiske ånds idealer, fornuftens platonisk-aristoteliske eller videnskabelige og politiske logikker med deres selvindbildte være- og handlemåde. Desuden har der også førhen været revselsesstraf i hele liv og samfundsforetagendet med lovens virksomhed i baggrunden, kanske især når den betones i navn af staten, der jo i en vis udstrækning fortsat er ladet med den tankegang: løn og straf. - Det skyldes vel også, at retsstaten også er skattestaten og vi således får en uheldig sammenkobling mellem penge og ret gående i folkeviddet, når samfundet betones ved stat, skattestat, skat, lov og ret, hvad dertil hører af utro menneskers fedtsnyltende sprog!!!
Jeg tvivler ikke et sekund på, at det danske retssamfund af personligt båret livsansvar søger at holde ret fri af diverse politiske, religiøse og kulturelle strømninger, så pågældende, der måtte føle uret bliver hørt på sin ret som ærligt menneske uanset herkomst. Og beskyttet derved, ja i samme udstrækning som ærligheden fremgår af pågældende person/sag/ytring/handling. Det synes jeg er godt - men oplysningsarbejdet i bredden og livsførelsen derved, som skal sørge for at indfri retssamfundets afgørelser og sigte i god tro dermed, så vi kan tage ved lære af de omstændigheder, der giver anledning til forurettelsen i første ombæring, ja det er ikke godt nok. Det skal bedres, fordi også jeg, i min tid, har oplevet mennesker gøre brug af retsafgørelser i tide og utide, som om de intet sandt var i stand til at fatte omkring livets kærelige menneskevilkår på jord. - Det gjaldt vel ikke mindst også førhen de virksomhedsejere, der røg på den aristokratiske galaj, uden egentlig at fatte alvoren af deres afstumpede liv- og menneskesyn i forbindelse med virksomhed og brug af den arbejdskraft, der samtidig er livskraften, som skal tilvejebringe oplysende samfundsforhold omkring vore slægter, så ikke social-og-sygdomssektoren vokser og vokser og vokser og de, og ingen af dem, til sidst ikke selv kan forstå, hvor pengene og retten til dem på bankkontoen bliver af!!! Fik I dén? En sådan adfærd, en sådan selvretfærdig retshævdelse på bankkontoen står i kødet på barnet af de familier eller den persons slægt, de har vundet over, hvorefter, der så er andre, der må høre på det i samfundet fremover, for nu at sige det mildt. HVAD FANDEN TROR I FRED HANDLER OM?
Det er skidehamrende irriterende at vokse op under strid og krig, samt møghamrende irriterende for hele den oplysende samfundsvirksomhed, herunder den åbenbarne debat, at skulle høre på forurettelse og forsmåelse igen og igen og igen, når intet i sandhed synes at ændre sig omkring den adfærd og ånd, der afstedkommer den. Eller intet i det mindste bliver oplyst på sit løgnagtige vækstgrundlag i sigte for sandhedens hjertegode skyld i vort vækstvilkår. Og ingen går ram forbi, eftersom der kun er én menneskeslægt i Gudlivets eget navn på jord; vi lever og deltager derved i et og samme liv på jord og det er et menneskelivets faktum i al evighed. Så Fanden tage Jer, der ikke kan fatte dét i hjertets eget navn, i Jeres egen lille pyt af en sø uden skib med sejl, sålænge bølgen bruse!!!
Desuden er det jo velkendt, at vi tildels kommer fra en romantisk myndighedskultur – en hedgangen tid - hvor præsten, lægen, advokaten, arkitekten og pengefolket var særdeles gode rygklappere. Ja, og først nu, kan man med computerkulturen sige, er det blevet muligt at oplyse en så uheldig omstændighed omkring vort samfund, som det i mange år har været for mange mennesker, endsige oplyse de pågældende om anstændighed i tænkemåde som æreligt menneske, der har med sand vækst at gøre. Og ikke bare kroner og ører eller ret i et kapitaløkonomisk sindelag gående mod helvede i minus al uendelighed og plus al uendelighed indover kapitalstatens retfærdighedstilbedende ragnarok, for ikke at sige latterlige forligsinstitutioner, der intet forløse kan. Retfærd og ligeværd må ikke blive opfattet i det matematiske sindelag, fordi ingen hørelse for menneskelivets forvandlende samfundsforetagende da kan vinde i forstandig god og menneskekærelig magt i hjertets egen, medfødte forstand. Og det er de fuldstændigt enig med mig i i Sverige og Norge.
Domstoles afgørelser kan give et menneske ret i sin forurettelse og derved lette et hjerte, der i forvejen er fedtet ind i juridiske og gældsatte skyldsbegreber, men de kan ikke sætte vedkommende fri af omstændighederne omkring forurettelsen, ejheller tilgodese de parter, der måtte være involveret. I bund og grund er det således kedeligt, at der overhovedet er brug for retslige afgørelser mellem mennesker. Og det kalder jeg kapital-statsidealisme, altså derom handler afstandtagen til samfundsvirksomhed i navn af stat og statsborger, med en samtidig velkomst til det egentlige livsbårne, derved sandbårne retsamfund i kære-lighedens levende navn, den hjertegode ånd med sin hånd.
Men, altså, nævnte baggrunde til åndskritikken af djøf-kulturens sprog og ånd gør sig alt i alt gældende i forbindelse med hele apparatet, vor samfundsledelse samt det forførende vi alt for ofte lader os forlede af derved. (Og vil I venligst undlade at kante de unge mennesker, der i god tro har taget en uddannelse i forvaltning og administration, for så hører de ikke kritikken på forstandig vis og kan da ejheller efterkomme sigtet med den fremover til glæde for al vort). - Jeg kobler altså indholdet af den åndskritik til min forklaring af baggrunden til, at folketingets oplysende dagsorden bliver stækket, når regeringen træder i kræft med sin administrationsiver. Kritikken angår med andre ord den ”tilforladelige” fortsættelse af et statsapparat, der har været forældet i 150 år – hvorfor jeg med min sløve brødkniv skærer hjertet ud i pap, dér, hvor folketingens bevægelse overgår til regering og statsmagt med latterlig immunitet hentet fra sygdomssektorens ordforråd.
Ja og derfor har den lydt ligesåvel som ”ovenfra” og ”nedefra” ramler sammen i bægret på os, så dråben flyder over – og folk trækker sig langt, langt væk fra arbejdet med samfundets oplysning og udvikling af nye håndelag og sindelag omkring det. Eller af nød blot ud på sidelinien. Og alt imens sender vi gudhjælpme samtidig og fortsat vore børn op gennem hele lorten, igen og igen. HØR: Mennesket i gudlivets eget navn løber ikke fra ansvaret, men flytter sig kun for ikke at gå til grunde, så hvis statsadministrationen ikke som minimum bliver til samfundshåndtering via et afklarende dansk modersmål, der kan høres og tages for pålydende i lyset af livets åbenbarne vækstvilkår mellem himmel og jord, så er der ingen regeringsvirksomhed, der virker i adlydelse af folkets ting i al evighed. Og det er ikke løgn og latin. Nej, uoverensstemmelser eller forskydninger mellem skrift og tale sker først og fremmest, når talen, der kommer af kødet, ikke høres på sit ærelige bud, så det kan sætte sit præg på vor forstandige mindelighed og den fornødne skriftlige virksomhed i forbindelse dermed iform af lov, ret og samfundshåndtering. Jeg mener, sigtet med samfundshåndtering står i oplysningens ånd af vort kød som menneskeslægt, men når det ikke lyder vidt og bredt i mangt og meget, så vi med god samvittighed kan skrive os for det, så kan ingen retningslinier virke befordrende på vort fællesmenneskelige anliggende. …Led os ikke i fristelse...
***
For god orden skyld skal jeg nu fremhæve, hvad der er uddraget: Det er slut med at lede landets institutioner per lov og ret, iform af direktiver, bestemmelser med videre udi skriftligheders referencevæsen, der ingen hørelse for vort vikongelige hjerte er givet. Fordi det er uærligt. Det gælder både Karnov-kulturen, Bibel-kulturen eller tilsvarende, såsom Koran-kulturen, der herhjemme jo altså også er underlagt det danske folketings ytringer og dermed stemmeret i hørelse af gudlivets eget menneskesamfund. Vi accepterer ikke isolation, ejheller selvbestaltede, selvforherligende og forhærdende subkulturer i samfundet, der ikke søger at bidrage til oplysende og glade livsvilkår på jord. - Send venligst den besked til landets ghettoer, så urostifternen er klar over, at døren indtil livsvarigt fængsel står åben, såfremt de altså ønsker gudsfrygtighedens dagsorden i provokation til ordensmagten, fremfor ordet af æreligt hjerte i sin forstandige ytringsfrihed som personligt medmenneske i samfundet.
Og det skal ikke misforståes med vilje, nej, det skal opfattes og befattes med hjertelig indrømmelse, altså vendes så hørt kan blive. Ønsker I, Jer, pågældende, ønsker I godfather-kultur og inkasso-virksomhed, når godfather er sandhedens herre i kødet på Vikongens dansk-nordiske grund? Ja, er I overhovedet i stand til at vide, hvad der her tales om, for altså, da er vi langt udover bøssekarlene i rockervæsenet, de hårdkogte politibetjente i den hemmelige afdeling og med andre ord helt nede ved den brutale udrensning af mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt i ære og kærelighed for det frie samfund vi ellers er givet at arbejde for i gudlivets eget oplysende navn. - Brug Jeres kræfter på dagligt arbejde i køkkenhaven og kræv dertil jord, så får I det. Lær at tale af æreligt hjerte for livets trivsel på jord, vær tålmodig og hold ud, uden at tage stoffer eller på anden vis gøre Jeres medmennesker ondt. Sæt samfundet omkring Jer i bevægelse på ansvarlig, kropslig hjertegod vis.
Det er som påbegyndt i forrige afsnit for god ordens gentagende skyld: slut med kun at tænke i ovennævnte stridigheders baner. Ja og jo det er. For hør, det er faktisk så grelt, at langt over halvdelen af den danske befolkning i sin tid blev chokeret over at skulle indse, hvordan man fortsat indenfor visse af de skattestatsligt finansierede kulturer havde opretholdt en ånd, der tilbeder pligt og ordre ud fra en fornuftsargumenterende idealisme omkring Danmark, det danske land, lov, ret, befolkning og så forpulet videre. Thøger Seidenfaden tog et oplysningspligtigt tryk af det omkring forsvaret og Jyllandsposten bakker trods avis-identiteternes overlevelsesvilkår i internet-tider op om det, den frie presse, som også Berlingeren, ja alle landets avisblade gør, trods det lys de også kaster over deres artikler ved de respektiver overskrifter, avisens navn og område. Og jeg er såmænd ligeglad, hvor skør han ellers er, for det havde han trods alt fattet som ærligt dansk menneske, ja det gjorde han skam, ene mand i hørelse for livets gang i Danmark og begrebsdannelsernes udvikling i vor bid af menneskeslægten dermed. Desuden lider han ikke af kræft, næh, han lider som kræftpatient under løgnens systematisk indoktrinerende faglærthed koblet til ældgamle myndigheds-retorik, altså bøsse-statens åndsregime over ordet i livet. Stå venligst til regnskab SATANs MISBRUGERE AF LÆGELIG VISDOM I ORDETS EGET NAVN. (Kræftsygdomme er syge domme omkring de helbredende, derfor også hellige kræfter i menneskelivets helende legeme. Ja sagde, værsgo at stå til regnskab, Jer, der lægger beslag på ord som helbredelse, læge, raskhed, med videre i Jeres livsførelse på overførsels-indkomstens sygesikringsmæssige goldcard, altså i opretholdelse af den oldgræsk-romantiske bøssestats kapital-justitsiale idealisme/regime)
Benævnte ånd og problemstilling omkring statens, altså skattefinancierede kulturer under hat af juridisk ret, gør sig iøvrigt også gældende i Post Danmarks udvikling af sin virksomhedskultur, al den stund, at der er afleveringspligt til samtlige husstande i landet. Det er ikke længere skattebetalt, nej, men hør tilmed, hvad jeg siger og mener med benævnte ånd i eksemplet med Post Danmark: Problemstillingen gør sig gældende, fordi den pågældende pligtdannelse er rundet af den funktionær-statslige ånd, der var tidligere, altså dengang, hvor man Enten arbejdede i Statens tjeneste Eller arbejdede i Gudlivets egen tjeneste!!! Tænk engang, for det er Jeres forældres samfund, har I rundet de 20. Og altså en samfundskulturel arvesynd, der har ødelagt Jeres oplysende opvækst i Livets eget navn! - Hvem sidder stadigvæk fast i den indkultiverede opfattelse fra barns ben via landets fællesmenneskelige anliggende med sine dertilhørende institutioner? Ja, for Gudlivets egen vækst på jord kender jo altså ingen nåde for de utro, løgnens og sygdommens tilbedere. Jeg mener, hvordan fanden i helvede vil man opgøre en sådan tjeneste på sin retfærd i et og samme samfund på jord? Idioter! Jeg mener, tror I ikke, at jeg, der ellers ikke frivilligt er ungdomsoprørets arvtager, er mærket af Jeres totale mangel på menneskelig indsigt i Livets eget vækst-foretagende i navn af såkaldt voksne mennesker! Rend mig i røven som skam i helvede, siger jeg bare med henblik på Jeres inkompetente indsats med det danske lands menneskeslægter. Jeres børn er satans yngel badet i psykes mælk, at I ved det og hvem skal oplyse dem i lyset af ”magthaveriets” uendelige syndebukskultur med uendelig fængsling, stress og død tilfølge? Det er jo altid andres skyld - og da især hos GreenPeace. Justitsial statskultur på overførselsindkomst vil åbenbart, at helveds-kristendom og helveds-islam skal bestå og derfor falder Thors hammer lige ned i hjertet på de uvorme unger i by-, land og højesterets forvaltende bygninger samt hos de mennesker, der søger lys derunder. Herunder vel desværre også i nogen grad kirken, moskeen og synagogen, som jeg således nævner i tro på, at de værner om mildhed, fremfor at lade sig friste af indbildt retfærd med dertilhørende uærligheders vrede og had. Skulle sidstnævnte imidlertid være tilfældet kommer jeg, Jens Haarup Mortensen i ånden og rydder hele bulen, så der ikke er mere tilbage af nævnte skriftskulturer og hele deres forpulede kød. Færdig, slut.
- Mohammeds og Karnovs folk skal I ligesom JesuMarias folk ikke bruge for megen tid på, ejheller frygte, men Allahs almindelige folk og almindeligt retskyndige som hjertetro udi æreligt som kæreligt menneskeliv under hat af Gudlivets egne i det vikongelige navn på Vor Herres danske grund, ja det er jo Al Vort som almindelige mennesker, der søger vej med livet på jord og tilværelsen derved. Vi bærer alle på gudsfrugtighed, fordi det er æreligt livsbårent at gøre så - båret som barnet, hvis ret som bekendt er næstekærelighedens hjertelig sande omsorg i al evighed. Helligdommens menneskehjertelige ånd i virke med Livets vilkår. Vi er ikke så forskellige, at vi ikke kan tilvejebringe den mangfoldighedens høst, der giver mætte maver, glade hjerter og frimodige sind i livets danske samfunds lader fremover.
Forhåbentlig skærper det min pointe en smule også at nævne det som sagt i forbindelse med de skriftskulturer, der har ligget i strid om retten og magten til at beordre, fremfor befodre, menneskelig vej her i Danmark. Tænk lige over dét én gang til gymnasier, handelsskoler og universiteter samt uddannelse til ledelse med videre. Og måske da også i forhold til de gamle i gårde og deres indsats med samfundsdannende oplysning og undervisning af en befolkning. Ja, jeg mener det jeg siger og understreger derfor gerne pointen på bekræftende vis med et velafrettet spark fra min træskostøvle op i bollerne på de røde svin i landet, der har levet deres livs troskab ind i statsløgnen og formidlet tilsvarende ånd i navn af idealistiske fællesskaber de sidste tredive år. Min søn kommer til at lide på grund af dem, var det ikke for ydelsen i håbet af vor vikongelige troskab i det oplysende Nords hjertelige dagsorden. Altså den man dør af for menneskelivets egen, medfødte og sande skyld i bevarelse af hjertegod livsforstand! - De skidesprællere, amatører og hundehoveder, der lod sig forlede af det danske skattestatsligt finansierede væsen, lever fortsat i 1900-tallet. Måske især, foruden gymnasier, handelsskoler og universiteter, forsvaret. Så begavede er de åndeligt set og det er da blandt andet synd for de danske soldater, at de nu skal til at lege amerikanere ligesom på film, for ikke at føle, at de har spildt deres livs hjertebårne udviklingspotentiale – hvad de lige netop har, tillige hele oplysningsarbejdet omkring samfundets udvikling her i Danmark derved, indtil vi igen finder på plads med det takket være min hjælp med ordet og Jeres tro indrømmelse deraf i lyset af al vort. Er det strafbart? Er det terror?
Tak til BS Christiansen, for at vise, hvilke gode, sjove og naturligvis overlevelsesdygtige ting ligeværdige landsmænd med god samvittighed kan oplyse af, når drengerøven skal udleves uden at gøre skade på mennesket og den mangfoldige høst som troskaben derved, i sin menneskehjerteligt oplysende kerne, giver et samfunds ånd.
Og nej, jeg er sguda heller ikke tilhænger af religiøs fanatisme, celletænkningens rets-fundamentalisme eller rets-idealisme – hvad ingen i det troligt danske retssamfund forhåbentligt er – så jeg takker såmænd gerne de danske soldaters indsats på trods af deres autoritetstro på de voksne pattebørn, der leger røver og soldater hele livet for dels at få noget på den dumme, dels at føle sig som var de trofaste mænd i kraft af våbenhåndtering og krigsskibe med aftegning af hajgaaab mand på stævnen. Men altså, det hjælper hverken at slås, skyde på folk eller lukke munden på dem og vi kan ikke have det som dagsorden omkring vort samfund. Derunder værnepligten. Der er ikke noget, der hedder et aktivt forsvar ved brug af våben, medmindre man naturligvis ønsker at forblive i oldtidens dansk-romerske verdensbillede med sit liv, for at modtage ros fra Kejser Nero, Iran, Mohammed eller kritik fra JesuJerusalem og Jehovas missionske vidner. Altså de må sguda snart have lært at klare deres eget røvhuls bøvl selv uden vold, dernede i ruinerne! - Hør: Det er blandt andet og meget mere end det, terrorhandlingen 11/9, der har såret os alle på det ellers troligt frie oplysningsarbejde med samfundet og integrationsarbejde, altså indrømmelsesarbejdet her i det ellers frimodigt oplysende Danmark. Og det er først og fremmest dybt åndssvag at gøre det til en konflikt mellem kristne eller muslimer, vestlige folkeslag eller mellemøstlige folkeslag med balkan og romakulturens østblok in mente, fordi konflikten i sin grund handler om, at vi ikke accepterer vold som ytringsmiddel til at få sin vilje. Ejheller den vold, som berigende reklamer skaber hos uoplyste fattige, fordi deres erfaringsgang med livet ikke er prøvet i billeddannelsernes og skriftkulturernes vold!!!
Uanset hvad I måtte sige, så skal vi tilbage på dét ærlige spor, så vi atter kan blive i stand til at vise vej ud af macho-mændenes spædbarnlige oprustnings-mentale veje med det ellers ægteskabende samfunds frimodige mennesker. Det betyder blandt andet også, at det lille muslimske afsnit af macho-kultur med gerningsretfærdighedens vrede i navn af Mohammed, der måtte være herhjemme - ja det kunne såmænd også gælde vatpikkene med rygmærkerne HA og Bandidos, tillige en christiania-kultur, der ikke længere handler om stort andet end misbrugets handelsplads i ly af papegøjesnak sat i arv via venstrefløjens politiske indflydelse på christiansborg - skal have lejlighed til at finde sig selv som almindeligt ærværdige menneske af sandselig hjertegod krop, der ønsker fred og fordragelighed med deres personlige, godtsigtende liv og børn. Og da gerne uafhængigt af indskolende religiøse-politiske præsters lem i hjernen på børn, ja hvad ved jeg, udover, at det er noget vi kun kan komme fri af på hjertegod vis. Dog ikke uafhængig af tro i form af almindeligt sandfærdige og ærlige indrømmelser omkring vort menneskelige livs hjertegode sandselighed på jord og levebrødet deromkring, eftersom det gælder for hele jordens befolkning af mennesker.
Danske muslimer skal ophøre med at opfatte sig som muslimer og istedet for begynde, ja indrømme bare at være det fine menneske, de er ved deres navn og medfødte sandselighed fra den egn de kommer fra. Hvis ikke de allerede har gjort det. Og dernæst ved den naturlige sandselighed indrømme taknemmelighed for at være livet givet og gøre sig erfaringer dermed på dansk. En sådan taknemmelighed ærer nemlig også næsten på sit tilsvarende taktfulde livs tone. Og forældrene. – Danske kristne ligeså. Det gælder også danske kristne i den forstand, som det engang for længe siden er blevet sagt til dem: Vi er først mennesker, dernæst lærer vi sprog og ånd og kulturer at kende på deres respektive goder og dårligdomme, så vi bliver klar over, hvor der skal tages fat. Og livsopgaven er altså at elske, opdrage kæreligt og leve som ærlige, sandfærdigt indrømmende og forstandigt frie mennesker. Ja, man kan vel godt til den danske befolkning sige, at vi skal have det lykkelige arabien frem i mennesket fra de kanter. Jeg gad da for eksempel godt se lidt flere spisesteder med stærk mad fra de mellemøstlige egne og de må da også engang have haft folkedans, der gjorde dem glade på samme måde, som vi engang var glade for folkedans. Når, hvis og såfremt de arabiske og mellemøstlige folkefærd koncentrerer sig om deres folkelige menneske-traditioners gode, fra før der gik krig og politisk, magtbegærligt svineri og vold i deres samfundsorden, dermed opvoksende liv – og således atter begynder at kunne udveksle deres hjerteglade særkende fra deres respektive lande, så bliver den kategoriske idealisme/fundamentalisme, som alle verdens befolkninger lider under, opløst udi oplysende livserfaringer med hverandre. Og det bliver fortsat på godt og mindre godt, men ikke desto mindre er det de oplysende og glade, helbredende livserfaringer med hinanden, der bærer menneskelivets bæredygtige udvikling videre. På tværs af forskelle, såsom køn, religion eller politik og lignende.
Ja og jo, sådan er det da, for sådan er tro, håb og kærelighed i Gudlivets eget oplysende foretagende på de kanter, man befinder sig, når man altså indrømmer sit hjerteligste ønske for sit og dermed vort liv og samfund. Vi har alle fået noget ærligt, godt med, vi kan indrømme, bekræfte, give videre af og modtage tilsvarende – og det er helligdommen i det enkelte menneskes liv. Tillige et hvilket somhelst samfunds udgangspunkt for vor hørelse, samhørighed og samfundne skabelse. Så kom også det på plads.
Videre…
Et indskudt afsnit skal her lyde. Man har i samtlige samfund på jord altid kendt til menneskets beskaffenhed og de uundgåelige drifter, der er involveret dermed, såsom at skaffe til dagen og vejen, bo og forplante sig. Det man imidlertid også er klar over vidt og bredt er, at de naturlige drifter også meget let kan havne i afstumpet strid, magt, vold, krig, had, vrede, jalousi og så videre med naboen, nabolandet og lignende. Naturkatastrofer kan have ramt et samfund og betydet, at der er efterladte, enlige børn, familier, der pludselig står uden hus. Det er der ikke noget at gøre ved, det er ingens skyld – men det kan gå hen og blive et samfunds skyld, såfremt de mennesker, der ikke er ramt, ikke søger at hjælpe de mennesker, der måtte være kommet i nød.
Det er på den måde helt centralt for menneskelivets beståen og udvikling på jord, at vi hjælper hinanden, når vi eller nogen af os rammes af nød. Man kan ikke kræve andres hjælp, men bede om den og ellers håbe på, at de føler medlidenhed eller medfølelse, så det i det mindste bliver mærket, at man fortsat er i live og der således er håb og vej ud af katastrofen med hjertet i behold. NÅR mennesker, der imidlertid er givet et ikke nødramt liv begynder at slås med hinanden om brødet, ressourcer, ejendom, status og lignende, ja så har vi den skamløse, æreløse eller bare glemsomme som også falske mellemmenneskelige nød. Og den omstændighed er samtidig indgangsporten til forståelsen for ethvert samfunds dannelsesforetagende, herunder ro og orden samt oplysning og vejledning omkring menneskets naturlige drifter, så det netop kan håndtere dem på personligt indrømmende vis i livets hele arbejdsomme gang. Ja, med god samvittighed og uden at ængstes for de ellers velkendte stridigheder, som misforstået driftighed kan give anledning til: Ubønhørlig skyldfølelse, magt, vold, ret, had, vrede, misundelse, jalousi i forhold til næsten, naboen eller nabolandet. Føj. - Kombinationen af et samfunds behov for ro og orden, så uromagere ikke skaber en ophidset stemning i tide og utide og så en naturlig tro livsførelse omkring sine medfødte drifters udvikling, samarbejdet omkring brødet, boligen, vejen, markerne, håndværkene til fremstilling, mv. - det er, sådan rundt regnet, hvad menneskene endnu ikke er færdige med endsige har fået styr på. Og dog har de søgt det i umindelige tider og de vil blive med det til de finder gudlivets eget levende samfundsleje, menneskeglæden, samværet og den oplyste forstand, der gør godt hele livet igennem til sin mætte dødsdag.
Alle verdens livsoplysende foretagender handler om dét. Alle samfunds ledelse og indretning handler om dét i deres udvikling. Ja, hele menneskeslægtens liv handler sågar om dét. Og det gør folkets ting i Danmark med sine mange gode virksomheder derfor også. Det skal man erindre sig og indrømme, så naturligt og hjerteligt man kan som almindeligt menneske, der lige bestemt helt og aldeles lever midt i folkets samfundne landsting.
Se
***
Folketinget udformer love, ja faktisk er det sådan, at folketingets tradition i sin tid blev etableret på dén forsigtige måde, at de folkevalgte medlemmer højest kunne fremsætte lovforslag, forslag til ændringer af loven. Og sådan har det været i over hundrede år, uden at man egentlig har fattet, hvad loven kan og ikke kan, eller gør, set over kultiverende tid, som man siger. Er det ikke utroligt, så oplyste den danske befolkning, altså befolkningen på dansk grund, er? – NÅ, MEN JEG ELSKER DEN UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER OG FORTSÆTTER: Det var som sagt på den måde eller noget i den retning, at folkets ting så småt begyndte at komme til orde overfor den daværende kongetro embedsstands sindelag og håndelag. Det var dengang, at kongens ord var lov i sig selv, thi sådan virkede det. Og embedsstanden måtte derfor få tingene til at hænge sammen ved kreativt at formulere de nødvendige love, der skulle til, for at forhindre alskens tugt og tæsk. Det var der nemlig meget af, fordi mange var fattige og måtte klare sig ud fra den medfødte snarrådighed og forlyste sig på samme vis under det daværende hierarkis åg!!! Samtidig måtte embedsstanden naturligvis også sørge for, at de nye forordninger nu også trådte i kraft, som man sagde med et smæld af en pisk, fordi man ellers blev anklaget for landsforræderi, pligtforsømmelse og lignende!!! – Der er desværre nogen, der gerne vil bevare den ånd og måde med lovgivning i det danske samfund, men, det kan jo også godt være, at der er andre omstændigheder, der gør, at den ånd dukker op igen af vort kød! Ik’o’s Mohammed? Ik’o’s Jesus? Ik’o’s Retssocialister? Ik’o’s Statsborgere?
Hvorom alting er, så er min pointe her, at forsigtigheden netop kom af en lang række erfaringer med, hvordan høj og lav reagerer forskelligt på de ændringer, som en ny lov kan medføre. Og det skal også ses i lyset af den måde, man så at sige udførte den nye retning, som loven foreslog. Førhen var der ikke et veletableret institutionelt netværk, ejheller den lynhurtige kommunikation, som vi i dag er givet at skulle tage i betragtning. Endeligt kan man også sige, at lovforslags-kulturen og forsigtigheden omkring den var betinget af det i forvejen gældende lovkorpus. Man havde en idé om, at man kunne bygge land ved lov, hvilket først og fremmest betød, at de mennesker, der sad og skulle gøre formuleringerne, følte sig forpligtet på at sørge for en nogenlunde overensstemmelse med tidligere loves formuleringer – og retsprincipper. Vel ikke mindst, fordi det var meget svært at trække de indpiskede love i befolkningen tilbage igen eller med andre ord: lettere bare at snige nye stiverter ind ad bagvejen i såkaldt overensstemmelse med samfundets udvikling, vor samfundsorden, som de siger i det universitære høje!!!
Altså var det svært at trække lovenes indpiskede virke tilbage fra befolkningens samfundsmæssige sindelag, det vi kalder folkeviddet. - Værsgo at arbejde for det oplysende menneskelivs slægter på dansk grund i kærelighedens forløsende og indrømmende navn i sigte for genopstandelsen af det ærlige, næstekærlige og værdige menneskesamfunds ånd: Helligåndens! Og den meddelelse angår naturligvis ikke mindst de statsansatte svin, såsom de juridiske, tildels romersk-katolske retsmyndigheders knepperi af gudlivets egne børn. Må satan æde deres legeme og indsats op, ja for det er jo dommen jævnfør det arbejsliv de opretholder og dermed inkultiverer den ellers hjertegode danske befolkning i.
Der var med andre ord allerede et oplysende foretagende gående i det danske samfund dengang grundloven blev udformet og gav os de folkelige, mindeværdige og almindelige rettigheder, vi den dag i dag derfor er givet. Og vel har vænnet os til, fordi de også bakkes op af en indrømmelseskultur, der værdsætter sandheden, ærligheden, det almindelige menneskes ret som liv og vidnesbyrd derved. Det kan vi også takke den kristne kirke for, det kan vi takke den Luthersk-evangelske kirke for, ja det kan vi altså, og ikke mindst, takke Den Vikongelige Danske kirke og Det Danske Kongehus for – og ikke mindst kan vi takke alle de danske mennesker, der har følt menneskehjertelig sandhed og på sandselig vis gjort deres værdige liv til deraf med den gevinst tilfølge, at vi lærte noget nyt om at være menneske i livsførelse af samfund. Og altså om, hvordan oplysningstro bærer en næstekærelig afsmittende effekt, ånd, ud til omgivelsens medmennesker.
Det var afgørende for den nye, folkelige dagsorden med samfundets folketing, at det fortsatte livsoplysningens værdige udvikling med mennesket. Også derfor var man forsigtig, thi befolkningen fattede ik’ en brik omkring samfundet som et helhedsfortagende, altså et helligt, dog naturligvis frimodigt foretagende. Og hør, det gjorde embedsstanden heller ikke, når de ikke længere kunne referere til kongen i magt eller til det tidligere lovkorpus i sin magtsymbolik. Ejheller af den briks grund, at folkebevægelsen på sine nyvundne rettigheder røg lige direkte ind i hele europas retfærdighedskrævende tradition, oldtidens selverkendende snot, skolastikken og dermed den akademiske kulturarv i kølvandet derpå. Det medførte nemlig, at vi nu alle sammen selv kunne bestemme alt og være sammen om det hele i fremtidens universelle masseforførelse jævnfør beviser, argumentation og teknologi, når blot vi ret blev skolet dertil!!! Det var på mange måder konsekvensen, fordi loven som begreb i forvejen havde status som en universel idé, tankegang og ånd. F.eks. kender vi det fra udtrykket: Alle er lige for loven. – Og så kom krigene.
Nu véd I dét!
Der er ingen fjende – og den, der måtte være kan elskes væk. Men der er misforståelser, der kommer af for megen skriftbåren forståelseskultur og parlementeren og for lidt sandfærdig indrømmelse af vore livsbårne vidnesbyrd til det videre samfundsudviklende foretagende. Og dertil er vi vel så nået. Jeg mener, i dag ytrer vi os som aldrig før i menneskelivets historie og stadigvæk med henblik på at oplyse samt derved at opløse de gamle misforståelser, der kan hænge ved diverse gamle institutioner eller bare dårlige vaner. Folketinget er aldrig helt kommet til sin virksomme ret, fordi lovens gamle idé og overtagelsen af dens administrative kultur, teknokratiet, slugte al den levende ånd forbundet med folkets ting. Ja, man kan nærmest sige, at det var og er skriftkulturen, der i form af retskrivningen har forført mennesket ud i en papegøje-tilværelse. Ret og retfærd angår vore levende livsvilkår i kære-lighedernes navn, vort kød, vor ånd og forståelse – hørelse – og ikke skriftens mange skoler. Den hjertegode udvikling er med andre ord, at vi ved grundloven og de folkelige rettigheder også kom fri af den hårde, skriftstro kristendom, der var sådan, fordi den i første ombæring blev presset ned i knolden på befolkningen via den hierakiske opfattelse af gud-konge-fædrelandets samfund, og senere, hvad der var endnu værre: presset ind i statsidealismens platoniske efterladenskaber eller i det mindste lå i strid dermed.
Kristendommen ved sit almindelige menneskehjertelige bud er ikke en domskultur, men et personligt bud, et personligt vidnesbyrd i taknemmelighed af livet givet, der videre, når det fattes allerbedst, kan punktere verdens tryk, oplyse vore veje og helbrede vort samfund i kraft af menneskets egen næstekærlige ånd som hånd. - Vi kom altså oprigtigt talt fri af mange, mange gamle misforståelser ved grundlovens herkomst, men måtte også siden sande, at den danske befolknings hjertelige liv stadigvæk led under den gamle kirke-stat-strid, iform af en strid mellem kærelighed og retfærdighed. Ikke mindst i forhold til brød og bolig. - I dag er det efterhånden samlet i en hjertegod oplysningsånd, fordi det naturligvis er kæreligheden ved vort kød, der overvinder alt og ikke retfærdighedens utallige logikker. Ja, hør engang: Kæreligheden kan ikke blive en idealisme, eftersom den udgår fra vor taknemmelighed for livet givet og hjertelige påskønnelse af næsten derved. Derfor ganske konkret handler om vore kære-ligheder som menneske med naturlige drifter af medfødt krop og ånd i Gudlivets eget navn på jord. Retfærdighed derimod - jamen hvem afgør dét udover den sandfærdige og ærlige glæde vi kan bekræfte som samfundne mennesker på jord i Gudlivets eget favntag med tilværelsen?
Det er rent faktisk sådan, at et oplysende samfund kun udvikler sig omkring kærelighederne eller med andre ord, at spørgsmål om retfærdighed kun melder sig, når man hverken er i stand til at elske eller tro livet givet som det åbenbarent er ved sine sande liv og vækstvilkår. Tro derfor godt omkring kærelighederne i livet og lad retfærden være indrømmelsen af dine hjertegode livserfaringer. Så finder du og jeg og vi vej videre med al vort uden at dunke nogen oveni hovedet med en metalarbejders gørtlende hammer eller noget andet tilsvarende - for ikke at sige noget langt værre, såsom at jeg personligt finder det helt på sin plads at identificere de akademisk uddannede, der bevæger sig ind i retsmyndighedernes kultur, altså statens, så vi fremover kan holde trit med deres livsførelse og handlinger i det kultiverende hjertelivs ellers åbenbarne troskyldighed. Ja, da det jo er strafbart ikke at tale sandt i retten, altså livets egen, skal jeg derfor ovenikøbet gerne opfordre de hjertesandselige kræfter i det danske fædreland i kongens navn om, at føre regnskab i livets oplysende navn med sine folketing. HVEM skal i sandhed dømmes for deres retledende svineri i hjertet på livets egne børn?
Jeg vender tilbage til folketingens dagsorden og dets udvikling i samstemmighedens hørelse for menneskelivets ærværdige samfund,, dansk grund, men med disse slutsomme ord må jeg nu lade sagt være sagt og hørt, så jeg ikke kommer til at skrive en uskøn teori om, hvordan det hele er og bør være til efterlevelse for de kommende, opvoksende menneskeslægter i menneskelivets eneste ene hjertegode gang på jord. Skulle du, mit næstekærligt elskede medhør, være uenig eller føle dig forulempet, forarget over det sagte, så er du ifølge sand sædelighed per kropsligt kød givet hjertelig stemmeret til at sige frem af fuld hals i tale eller skrift – på dansk, bor du i Danmark – men jeg mener, så hjertet dit kan finde sin oplysende enighed med samfundet af mennesker til glid med glæde på jord. Ja, for det er jo det eneste ærlige sigte med at ytre sig, der gives. Tak for nu.
Næstekærlig hilsen, Jens Haarup Mortensen med Juhu i valdhornet - og ikke Yahoo eller Jubii!
